Operation efter behandling med TKI viser lovende resultater ved EGFRm metastatisk NSCLC
WCLC: Patienter med EGFR-muteret ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), som fik fjernet primærtumoren kirurgisk efter behandling med en TKI, havde længere progressionsfri overlevelse end patienter, der fortsatte på medicinsk behandling alene.
Det viser et nyt randomiseret fase II-studie fra National Taiwan University Hospital, præsenteret på WCLC 2025 (abstract #3354). Studiet er det første, der undersøger kirurgisk fjernelse af primærtumoren som led i lokal konsoliderende behandling efter behandling med en EGFR-tyrosinkinasehæmmer (TKI) hos patienter med metastatisk NSCLC.
I alt blev 91 patienter med avanceret EGFR-muteret NSCLC inkluderet, herunder både oligo- og polymetastatiske tilfælde. Efter 12 ugers behandling med afatinib blev patienterne randomiseret (1:1) til enten at fortsætte TKI eller gennemgå kirurgisk resektion af primærtumoren med mulighed for supplerende strålebehandling mod metastaser. Operationen havde ikke kurativt sigte, men skulle reducere tumormasse og forsinke udvikling af resistens.
De første resultater viser en klar fordel ved kirurgi. Hazard ratio for progression var 0,49 (95% CI 0,25-0,94; p=0,035). Major patologisk respons (MPR) blev opnået hos 29,4 procent (10/34), og 5,9 procent (2/34) opnåede patologisk komplet respons. I kirurgigruppen var exon 19-deletion forbundet med bedre patologisk respons end L858R-mutation, men L858R-gruppen havde en lavere hazard ratio for PFS (0,38) end exon 19-deletion (0,43).
Molekylære analyser på operationsvæv (n=30) viste TP53-mutationer hos 40 procent og komutationsmønstre hos 53,3 procent. Hazard ratios for progression var højere ved TP53- og komutationer (1,8 og 2,3), men forskellene var ikke statistisk signifikante. Forskerne understreger, at MPR endnu ikke kan kobles til forbedret overlevelse, og at langtidseffekterne stadig er under opfølgning.
I en pressemeddelelse fra WCLC udtaler studiets hovedforfatter, Pei-Hsing Chen, at tilgangen giver mulighed for at udvide effekten af målrettet behandling.
“Kirurgien er ikke tænkt som helbredende, men som en kombinationsstrategi, der kan forsinke resistensudvikling.”
Han peger samtidig på, at studiet åbner for nye forskningsmuligheder.
“De tidlige resultater for progressionsfri overlevelse er lovende, og kirurgien giver os adgang til værdifuldt væv til molekylære analyser. Det giver indblik, som kan hjælpe med at udvælge patientsubgrupper i fremtidige studier.”










