Skip to main content

 

Keytruda-kombination godkendt til NSCLC i EU

Europa-Kommissionen har godkendt Keytruda (pembrolizumab) i kombination med Alimta (pemetrexed) og platinbaseret kemoterapi som 1. linjebehandling af metastatisk ikke-småcellet lungekræft (NSCLC).

Kombinationsbehandlingen har vist sig at reducere risikoen for død med 51 procent sammenlignet med kemoterapi alene.

Baggrunden for anbefalingen er baseret på kliniske data fra fase III-studiet Keynote-189, som har vist, at patienter med tidligere ubehandlet metastatisk NSCLC uden EGFR- eller ALK-mutationer opnår en siginifikant længere samlet overlevelse og progressionsfri overlevelse, hvis de modtager Keytruda sammen med deres standardkemoterapi (Alimta plus et platinbaseret stof), end hvis de kun får kemoterapi.

Resultaterne fra KEYNOTE-189 blev præsenteret på American Association for Cancer Research’s årlige kongres 16. april og blev kort efter offentliggørelsen bragt i New England Journal of Medicine. Offentliggørelsen af resultaterne fik Peter Meldgaard, overlæge på Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, til at kalde KEYNOTE-189 "et vanvittigt positivt studie, helt efter alle de videnskabelige regler" (https://onkologisktidsskrift.dk/behandlinger/lungekraeft/763-peter-meldgaard-keytruda-kombination-oger-overlevelsen-markant-for-nsclc.html).

Keytruda er indtil videre den eneste PD1-hæmmer, som er godkendt til brug i kombination med kemoterapi i Europa.