Welireg og Lenvima forbedrer PFS ved fremskreden nyrekræft
ASCO GU: Kombinationen af HIF-2α-hæmmeren Welireg (belzutifan) og TKI’en Lenvima (lenvatinib) forlænger progressionsfri overlevelse (PFS) og øger responsraten sammenlignet med cabozantinib hos patienter med fremskreden clearcelle renalcellecarcinom, der er progredieret under eller efter anti–PD-(L)1-behandling.
Det viser resultater fra den anden interimanalyse af det åbne randomiserede fase III-studie LITESPARK-011, som blev præsenteret ved ASCO Genitourinary Cancers Symposium (abstract #LBA417).
”Det er tidlige data, som dog indikerer, at kombinationen af belzutifan og lenvatinib er effektiv. Det stærkeste signal er på PFS, hvor der er en signifikant forbedring, men data for samlet overlevelse er endnu ikke sikre. Indtil videre er der en klar tendens for OS med en hazard ratio på 0,85 og en p-værdi på 0,06. Den er tæt på at være signifikant, men er det ikke helt endnu, så det bliver spændende at se, om OS-data falder positivt ud ved senere analyser,” siger Niels Fristrup, speciallæge med ansvaret for behandling af metastatisk nyrekræft på Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital.
Han vurderer dog, at studiet kan være udfordrende at omsætte til klinisk praksis.
”Patientgruppen er meget blandet, forstået på den måde, at studiet inkluderer patienter, som har fejlet på behandling i enten adjuverende eller metastatisk setting i første eller anden linje. Derudover springer det i øjnene, at populationen er noget mindre end i LITESPARK-022-studiet,” siger Niels Fristrup.
Resultaterne i detaljer
LITESPARK-011 inkluderede patienter med fremskreden clearcelle renalcellekarcinom, som var progredieret under eller efter første- eller andelinje anti–PD-(L)1-behandling eller under eller inden for seks måneder efter sidste dosis adjuverende anti–PD-(L)1-behandling. Patienterne blev randomiseret 1:1 til belzutifan 120 mg dagligt plus lenvatinib 20 mg dagligt eller cabozantinib 60 mg dagligt. De to primære endepunkter var PFS og samlet overlevelse (OS). Sekundære endepunkter omfattede objektiv responsrate og responsvarighed.
I alt blev 747 patienter randomiseret, 371 til belzutifan plus lenvatinib og 376 til cabozantinib. Median opfølgning var 19,6 måneder ved første interimanalyse og 29,0 måneder ved anden interimanalyse.
Ved første interimanalyse var median PFS 14,6 måneder med belzutifan plus lenvatinib mod 10,6 måneder med cabozantinib (HR 0,74; 95% CI 0,61-0,89; p=0,00095). Ved anden interimanalyse var median PFS 14,8 måneder versus 10,7 måneder (HR 0,70; 95% CI 0,59-0,84; p=0,00007).
Den objektive responsrate var 52,6 procent (95% CI 47,3-57,7) med belzutifan plus lenvatinib mod 39,6 procent (95% CI 34,6-44,8) med cabozantinib ved første interimanalyse (p=0,0002). Ved anden interimanalyse var responsraterne 52,6 procent (95% CI 47,3-57,7) versus 40,2 procent (95% CI 35,2-45,3). Median responsvarighed var ved anden interimanalyse 23 måneder med kombinationen og 12,3 måneder med cabozantinib.
OS var endnu ikke statistisk signifikant forskellig mellem grupperne. Ved anden interimanalyse var median samlet overlevelse 34,9 måneder (95% CI 27,5-ikke nået) med belzutifan plus lenvatinib og 27,6 måneder (95% CI 24,0-31,4) med cabozantinib (HR 0,85; 95% CI 0,68-1,05; p=0,06075).
Bivirkninger af grad 3 eller højere forekom hos 84,1 procent i belzutifan plus lenvatinib-armen og 82,7 procent i cabozantinib-armen. Behandlingsrelaterede dødsfald forekom hos 5,4 procent i kombinationsarmen, heraf to behandlingsrelaterede (trombotisk mikroangiopati og pneumonitis), og hos 3,2 procent i cabozantinib-armen, heraf ét behandlingsrelateret (hæmoptyse).
