Immunterapi-kombination viser aktivitet mod tidligere behandlet ImS+ mCRPC
Opdivo (nivolumab) plus Yervoy (ipilimumab) er en aktiv behandling af tidligere behandlet immunogen signaturpositiv (ImS+) metastatisk kastrationsresistent prostatakræft (mCRPC).
Det viser fase II-studiet NEPTUNES, som er publiceret i Journal of Clinical Oncology.
I NEPTUNES-studiet indgik patienter med ImS+ mCRPC, der var progredieret på mindst én tidligere behandlingslinje. ImS+ blev defineret ved (1) mismatch repair deficiency (MMRD), (2) tab af DNA-skadereparationsgener og/eller (3) højt inflammatorisk infiltrat (HII). Patienterne modtog fire doser Opdivo 1 mg/kg plus Yervoy 3 mg/kg (C1) eller Opdivo 3 mg/kg plus Yervoy 1 mg/kg (C2), efterfulgt af Opdivo 480 mg én gang hver fjerde uge i op til 10 cyklusser. Studiets primære endepunkt var sammensat responsrate (CRR) vurderet radiologisk, biokemisk og ved reduktion af cirkulerende tumorceller. Sekundære endepunkter omfattede toksicitet, progressionsfri overlevelse, samlet overlevelse og responsvarighed.
I perioden maj 2018 til juni 2022 påbegyndte 35 patienter behandling i C1 og 36 i C2. CRR i C1 var 14/35 (40 procent; 90% CI: 26-55), mens CRR i C2 var 9/36 (25 procent; 90% CI: 14-40). Den samlede CRR var 23/71 (32 procent; 90% CI: 23-43). Responsraterne var højere hos patienter med MMRD (7/10), BRCA2-tab (4/8) og HII ± andre ImS+-træk (13/30). Varigheden af respons var 2,6 måneder hos patienter med HII uden andre ImS+-træk, 17,3 måneder hos patienter med DNA-reparationsgentab uden MMRD og 10 måneder hos patienter med MMRD.
Grad 3-4 behandlingsrelaterede bivirkninger forekom hos 22/35 (63 procent) i C1 og 12/36 (33 procent) i C2. Der var ingen behandlingsrelaterede dødsfald.
Forskerne konkluderer, at Opdivo 1 mg/kg plus Yervoy 3 mg/kg er en aktiv behandling til tidligere behandlede patienter med ImS+ mCRPC. Regimet med Opdivo 3 mg/kg plus Yervoy 1 mg/kg er forbundet med lavere toksicitet, men kan have mindre effekt. Forskerne peger desuden på, at HII er en lovende prospektivt testet prædiktiv biomarkør i prostatakræft, som kan integreres i fremtidige studier.











