Talzenna plus Xtandi halverer risikoen for progression ved metastatisk prostatakræft

ASCO:  Tillæg af PARP-hæmmeren Talzenna (talazoparib) til Xtandi (enzalutamid) reducerer risikoen for radiografisk progression med 52 procent sammenlignet med enzalutamid alene hos patienter med metastatisk hormonsensitiv prostatakræft og HRR-defekt.

Det viser resultater fra det randomiserede dobbeltblindede fase III-studie TALAPRO-3, som blev præsenteret på ASCO 2026 (abstract #LBA5007).

”Det er meget overbevisende med en halvering af risikoen for radiografisk progression. Vi har erfaret fra andre systemiske behandlinger, at der kan være en nettogevinst ved at flytte behandlingen frem i en tidligere sygdomsfase. Det er det, man gør her med god effekt – fra den kastrationsresistente til den hormonsensitive fase,” siger Michael Borre, professor og overlæge på Urinvejskirurgisk Klinik, Aarhus Universitetshospital, samt formand for DAPROCA (Dansk ProstataCancer Gruppe).

På trods af de gode effektdata regner Michael Borre ikke med, at studiet bliver praksisændrende på nuværende tidspunkt.

”Overlevelsesdata er umodne, så dem skal vi formentlig vente på. Og så er der også en toksicitet, der er værd at bide mærke i. Anæmi er særdeles hyppigt i den eksperimentelle arm, og knap 20 procent træder ud af behandlingen på grund af bivirkninger. Det kræver tæt monitorering og egnede patienter,” siger han.

Median PFS er ikke nået

Baggrunden for TALAPRO-3 er, at tidligere data fra fase III-studiet TALAPRO-2 har vist, at tillæg af talazoparib til enzalutamid forbedrede radiografisk progressionsfri overlevelse (rPFS) og samlet overlevelse (OS) hos patienter med metastatisk kastrationsresistent prostatakræft – med størst effekt i kohorten med HRR-defekt sygdom. TALAPRO-3 undersøgte samme kombination tidligere i sygdomsforløbet hos patienter med hormonsensitiv sygdom og HRR-genalterationer.

I TALAPRO-3 blev patienterne randomiseret 1:1 til talazoparib eller placebo i kombination med enzalutamid. Patienterne skulle have ECOG performance status 0 eller 1 og mindst én HRR-genalteration. Det primære endepunkt var investigator-vurderet rPFS, mens OS var et centralt sekundært endepunkt.

599 patienter blev randomiseret, heraf 300 til talazoparib plus enzalutamid og 299 til placebo plus enzalutamid. Ved data cutoff 18. februar 2026 var den mediane opfølgningstid 37,6 måneder i talazoparib-gruppen og 37,7 måneder i placebo-gruppen.

Talazoparib plus enzalutamid forbedrede rPFS signifikant sammenlignet med placebo plus enzalutamid (HR 0,481; 95% CI: 0,357-0,647; tosidet p<0,0001). Median rPFS var ikke nået i talazoparib-gruppen mod 45,8 måneder i placebogruppen.

Størst effekt ved BRCA-mutation

Effekten på rPFS var mest udtalt ved BRCA-muteret sygdom. I BRCA-subgruppen, som omfattede 207 patienter (34,6 procent), var HR for rPFS 0,368 (95% CI: 0,222-0,609). I non-BRCA-subgruppen, som omfattede 392 patienter (65,4 procent), var HR 0,567 (95% CI: 0,392-0,819).

”Det er værd at bemærke, at effekten er særligt overbevisende hos de patienter, som har BRCA-mutationer. De øvrige patienter har imidlertid også en effekt, hvilket viser, at patienter med HRR-defekter generelt repræsenterer en biologisk sårbar undergruppe,” siger Michael Borre.

På baggrund af tidligere studier har det været diskuteret, om tillæg af talazoparib kun skal tilbydes patienter med HRR-defekter. Det mener Michael Borre, at TALAPRO-3 taler for:

”Tidligere studier har rejst hypotesen om, at der kunne være en effekt både med og uden HRR-forandringer. Men jeg mener, at det er hos de patienter, hvor vi biologisk og teoretisk kan forklare effekten, at vi skal koncentrere kræfterne,” siger han.

”Det er et skridt i retning af en mere præcisionsmedicinsk tilgang. Det er også det, man efterlyser i Kræftplan V, hvor de biologiske karakteristika i stigende grad skal være med til at bestemme behandlingsstrategien. Det kan jeg kun tilslutte mig.”

Tendens til OS-forbedring

I TALAPRO-3 er OS-data endnu ikke modne, men foreløbig er der tendens til en OS-forbedring med talazoparib plus enzalutamid. Ved data cut-off var der således 74 dødsfald i talazoparib-gruppen og 91 dødsfald i placebo-gruppen (HR 0,767; 95% CI: 0,564-1,044).

De hyppigste behandlingsrelaterede bivirkninger uanset sværhedsgrad i talazoparib plus enzalutamid-gruppen var anæmi (71,2 procent), fatigue (28,4 procent), nedsat neutrofiltal (27,1 procent), neutropeni (22,1 procent), asteni (21,4 procent) og nedsat leukocyttal (21,4 procent).

I alt ophørte 56 patienter (18,7 procent) med talazoparib på grund af behandlingsrelaterede hændelser.