Skip to main content

 


”Det er virkelig flotte resultater. Patienterne i studiet er massivt behandlede i forvejen og har ikke rigtig flere behandlingsmuligheder. Alligevel giver behandlingen over et halvt år mere uden sygdomsforværring sammenlignet med placebo. Det er meget flot inden for denne diagnose,” siger Ninna Aggerholm Pedersen.

Verzenios forbedrer PFS betydeligt hos svært syge sarkompatienter

ASCO:  Behandling med CDK4/6-hæmmeren Verzenios (abemaciclib) forlænger progressionsfri overlevelse markant sammenlignet med placebo hos patienter med recidiverende eller metastatisk dedifferentieret liposarkom. Overlæge Ninna Aggerhom Pedersen håber, at behandlingen bliver tilgængelig for danske patienter.

”Det er virkelig flotte resultater. Patienterne i studiet er massivt behandlede i forvejen og har ikke rigtig flere behandlingsmuligheder. Alligevel giver behandlingen over et halvt år mere uden sygdomsforværring sammenlignet med placebo. Det er meget flot inden for denne diagnose,” siger Ninna Aggerholm Pedersen, overlæge på Kræftafdelingen ved Aarhus Universitethospital, hvor hun er specialiseret i behandling af sarkomer.

”Jeg håber, at behandlingen bliver taget op i Medicinrådet. Det er et randomiseret dobbeltblindet fase III-studie, så evidensniveauet for at indføre det er helt klart til stede. Jeg håber, vi snart får mulighed for at give det til danske patienter,” siger hun.

Flere opnår respons

Resultaterne kommer fra fase III-studiet SARC041, som blev præsenteret på Plenary Session ved den amerikanske kræftkongres ASCO 2026 (abstract #LBA2).

Studiet sammenlignede abemaciclib med placebo hos patienter med avanceret dedifferentieret liposarkom, en aggressiv sygdom med begrænsede systemiske behandlingsmuligheder.

Baggrunden for studiet er, at godkendte lægemidler som trabectedin og eribulin har meget beskeden effekt ved dedifferentieret liposarkom med en median progressionsfri overlevelse på henholdsvis 2,2 og 2,0 måneder.

CDK4-onkogenet er udbredt ved dedifferentieret liposarkom og udgør derfor et muligt behandlingsmål. I tidligere enkeltarmede fase II-studier har selektive CDK4-hæmmere vist median progressionsfri overlevelse (mPFS) på 4,2 måneder med palbociclib og 7,7 måneder med abemaciclib.

SARC041 inkluderede i alt 108 patienter, som blev randomiseret 1:1 til abemaciclib eller placebo. Resultaterne viser, at abemaciclib forbedrede PFS signifikant sammenlignet med placebo med en median PFS på 9,67 måneder mod 1,52 måneder (HR 0,39; 95% CI: 0,25-0,59; p<0,001).

Den objektive responsrate var 9,3 procent med abemaciclib og 0 procent med placebo (p=0,057).

”Man kan umiddelbart tænke, at en objektiv responsrate på 9,3 procent lyder virkelig dårligt, men det er det faktisk ikke i den her sygdom. Meget af det, vi prøver at opnå, er jo blot at holde sygdommen i ro. Så at der faktisk er nogle, hvis tumorer bliver mindre, er meget glædeligt. Ud over de 9,3 procent, hvis tumorer bliver mindre, er der jo også nogle, der opnår stabil sygdom,” siger Ninna Aggerholm Pedersen.

Tendens til forbedret overlevelse

Data for samlet overlevelse (OS) er ikke modne endnu, men der ses en tendens til forbedret OS med abemaciclib.

Median OS var endnu ikke nået i abemaciclibarmen, mens den var 25,45 måneder i placeboarmen (HR 0,55; 95% CI: 0,28-1,07; p=0,077).

”Det er meget lovende. Hvis jeg havde mulighed for at give behandlingen – enten i et klinisk forsøg eller fordi jeg på anden vis havde adgang til det – så ville jeg tilbyde det. Også fordi der ikke ser ud til at være flere bivirkninger forbundet med abemaciclib sammenlignet med placebo,” siger Ninna Aggerholm Pedersen.

Forekomsten af grad 3 eller højere bivirkninger var sammenlignelig mellem armene (p>0,99), og der blev ikke observeret nye sikkerhedssignaler. Dog mudres billedet af, at det var muligt for patienterne i placebo-armen at krydse over til behandling med abemaciclib.

Gode argumenter for individuel ibrugtagning

Mens lægerne og patienterne afventer en mulig EMA-godkendelse af lægemidlet – og anbefaling af Medicinrådet – vil det være muligt at søge om individuel ibrugtagning gennem de regionale lægemiddelkomitéer. Fra 1. september skal ansøgningerne dog sendes til en ny national komité.

Det vil Ninna Aggerholm Pedersen formentlig benytte sig af, hvis muligheden byder sig.

”Hvis jeg får en patient med dedifferentieret liposarkom, hvor vi ikke har flere behandlingsmuligheder, så synes jeg, at jeg med det her studie i hånden har nogle rigtig gode argumenter over for det regionale lægemiddelråd,” siger hun.

Mulighed for crossover

SARC041 blev gennemført på ni amerikanske sarkomcentre. Patienterne skulle have recidiverende eller metastatisk dedifferentieret liposarkom. Derudover skulle de have haft sygdomsprogression inden for seks måneder før inklusion samt adækvat organfunktion og performance status. Der var ingen øvre grænse for antal tidligere systemiske behandlingslinjer. Patienterne blev stratificeret efter tidligere behandlingslinjer.

Der blev foretaget scanninger hver 6. uge og efter uge 36 hver 12. uge. Det primære endepunkt var PFS, mens sekundære endepunkter omfattede objektiv responsrate, PFS og responsrate efter crossover, samt samlet overlevelse.

Blandt patienter, der krydsede over fra placebo til abemaciclib efter progression, var median PFS 3,44 måneder (95% CI: 2,66-6,84). Responsraten efter crossover var 4,3 procent (95% CI: 0,53-15), og median OS efter crossover var 24,03 måneder (95% CI: 11,7-ikke tilgængelig).