Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Patientforening: Urimelig forskelsbehandling af kvinder med æggestokkræft

Birthe Lemley

Der er stærkt brug for fokus på æggestokkræft i Danmark, hvor behandlingen er bagud, mener formanden for patientforeningen KIU (Kræft I Underlivet), Birthe Lemley.

I Danmark får omkring 550 kvinder konstateret æggestokkræft årligt, og kun lidt over en tredjedel af dem er i live efter fem år. Flere studier med den nye medicin med de såkaldte Parp-hæmmere viser dog særdeles lovende resultater ved tilbagefald af æggestokkræft: De har så god effekt, at sygdommen på sigt kan blive kronisk og ikke en sygdom, man dør af, mener specialister. PARP er et vigtigt protein i kroppen og en slags værktøj, som celler bruger til at reparere skader på deres DNA. Hvis proteinet hæmmes med en såkaldt PARP-hæmmer, dør kræftcellerne i nogle typer kræftknuder.

Men kun omkring 30 procent af patienterne kan få medicinen – nemlig de, som testes BRCA-positive. 70 procent af patienterne står fortsat uden mulighed for at modtage den effektive behandling. Der er tale om en helt uforståelig og urimelig forskelsbehandling, mener formanden for patientforeningen KIU (Kræft I Underlivet).

Har ofte spredt sig

Der har hidtil ikke været mange opmuntrende budskaber at overbringe til patienter med æggestokkræft, fordi sygdommen ofte bliver opdaget så sent i forløbet, at den har spredt sig og derfor er svær at behandle. Men der er de seneste år sket bemærkelsesværdige fremskridt inden for behandlingen med de såkaldte Parp-hæmmere. Senest har Parp-hæmmeren Lynparza (Oliparib) fået endnu en positiv udtalelse fra EMAs (European Medicines Agency) udvalg for Humanmedicinske Lægemidler (CHMP), der anbefaler præparatet som førsteline vedligeholdelsesbehandling af BRCA-muteret avanceret æggestokkræft. Flere studier med Lynparza viser nemlig, at lægemidlet forlænger perioden med progressionsfri overlevelse – perioderne mellem tilbagefaldene.

Det kan nu føre til en undtagelsesvis hurtig godkendelse både i Europa og i Danmark. Denne indikationsudvidelse skal dog først godkendes af Medicinrådet.

I patientforeningen ’ Kræft I Underlivet’ er man enig i, at det selvfølgelig er en overordentlig glædelig nyhed, at kvinder med kræft i æggestokkene får flere og bedre muligheder for behandling. Men formanden Birthe Lemley understreger, at det er vigtigt at huske på, at det desværre udelukkende gælder for de kvinder, som er bærere af BRCA-genet.

”At vi nu kan tale om, at en sygdom, som indtil for nyligt har været en sygdom med relativt hurtig dødelig udgang, måske på sigt kan blive en kronisk sygdom, som kvinder kan leve med i mange år, er naturligvis banebrydende og glædeligt. Men det er vigtigt midt i glædesrusen at huske, at det langt fra er alle kvinder med æggestokkræft, som kan få den livsforlængende behandling med de effektive Parp-hæmmere. Det er faktisk sådan, at vi har at gøre med en patientgruppe, hvor hele 70 procent af patienterne ikke kan komme i betragtning til at modtage Parp-hæmmere-lægemidler, som potentielt kunne give de patienter flere måneders ekstra levetid. De resterende 30 procent må gerne få lægemidlet, fordi de har en BRCA-mutation, og fordi studier har vist, at netop den gruppe af kvinder har særlig god effekt af behandlingen,” siger hun.

En uhørt grad af forskelsbehandling

Der er dog ganske god evidens for, at de 70 procent af kvinderne uden BRCA-mutation også kan få forlænget tiden mellem tilbagefald - og at kemoterapi så også vil virke på denne gruppe igen, men det har Medicinrådet og Amgros (regionernes indkøbsorganisation) ikke villet anerkende, fastslår Birthe Lemley:

”Forlængelsen mellem tilbagefaldene er rigtig nok ikke lige så lang, som for de BRCA-muterede, men lang nok til, at fornyet behandling med platinbaseret kemoterapi vil virke igen. Medicinrådet og Amgros har imidlertid skønnet, at behandlingen er for dyr til denne patientgruppe, da der ikke er en sammenlignelig behandling. Man sammenligner med placebo, og så bliver al ny behandling jo dyr,” siger hun.

For de BRCA-muterede var der allerede en Parp-hæmmer tilgængelig, nemlig Lynparza, som blev godkendt i 2014, forklarer Birthe Lemley:

”I januar i år godkendte Medicinrådet derfor også Parp-hæmmeren Zejula (niraparib) til denne gruppe patienter, da der ikke var den stor prisforskel mellem de to lægemidler, men altså ikke til den store gruppe med ’high grade serøs æggestokkræft’, men uden BRCA-mutation. Vi har at gøre med en helt uhørt grad af forskelsbehandling, og det er naturligvis helt uforståeligt for de patienter, som har nøjagtigt den samme sygdom, men uden mutation i BRCA-genet,” siger hun.

Endnu langt fra målet

Birthe Lemley understreger, at hun ikke har kendskab til andre kræftformer eller sygdomsområder, hvor der i samme grad forskelsbehandles, og at flere andre europæiske lande i øvrigt har godkendt Parp-hæmmere som vedligeholdelsesbehandling til patienter uden BRCA-mutation:

”Det gælder eksempelvis for vores naboland Tyskland. Det går alt for langsomt med godkendelsen i Danmark, og så længe, det går så langsomt, og så længe man ekskluderer 70 procent af patientgruppen fra behandling med Parp-hæmmere, så mener jeg, at vi i Danmark stadig er meget langt fra målet i forhold til at kunne tale om at æggestokkræft som en kronisk sygdom.”

Birthe Lemley tilføjer, at der netop kommet nye guidelines fra ESMO/ESGO, hvor 40 eksperter inden for æggestokkræft har vurderet behandling af æggestokkræft i Europa og er kommet med anbefalinger. Her anbefales det at give Parp-hæmmere til patienter med ’high-grade serøs æggestokkræft’ - uanset mutationsstatus:

”Men det gælder altså stadig ikke de danske æggestokkræftpatienter. Så længe der foregår den forskelsbehandling, kan vi kun opnå, at sygdommen bliver kronisk for 30 procent af patienterne med ’high-grade serøs æggestokkræft’. De 70 procent står stadig tilbage uden mulighed for at drage nytte af Parp-hæmmerne,” siger hun.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift