Skip to main content

 

Blodprøve kan afsløre kræft flere år før diagnose

Proteiner i blodet kan afsløre kræft flere år, før en person bliver diagnosticeret. Det viser et nyt studie, som har identificeret i alt 618 proteiner forbundet med 19 typer kræft.

I studiet, som er publiceret i Nature Communications, undersøgte forskere ved University of Oxford i England blodprøver fra mere end 44.000 mennesker i UK Biobank, herunder fra over 4.900 mennesker, som efterfølgende fik en kræftdiagnose. Den gennemsnitlige opfølgningstid var 12 år. Forskerne sammenlignede proteinerne fra mennesker, der fik en kræftdiagnose, med mennesker, der ikke blev diagnosticeret med kræft. Til at undersøge forbindelsen mellem forskellige proteiner i blodet og kræft brugte forskerne de to genetiske tilgange cis-pQTL og exom-wide protein genetic scores (exGS).

Forskerne identificerede i alt 618 proteiner forbundet med 19 typer kræft, herunder tyktarmskræft, lungekræft, non-Hodgkin lymfom og leverkræft. Undersøgelsen fandt, at 107 proteiner var forbundet med kræftsygdomme diagnosticeret mere end syv år efter, at patientens blodprøve blev indsamlet, og 182 proteiner, der var stærkt forbundet med en kræftdiagnose inden for tre år.

Forfatterne konkluderer, at nogle af de identificerede proteiner kan bruges til at opdage kræft meget tidligere og potentielt give nye behandlingsmuligheder. Der er dog behov for yderligere forskning, før man når så langt, understreger førsteforfatter til undersøgelsen Keren Papier Oxford Population Health ved University of Oxford.

"For at redde flere liv fra kræft, er vi nødt til bedre at forstå, hvad der sker i de tidligste stadier af sygdommen ... [og] hvordan proteinerne i vores blod kan påvirke vores risiko for kræft. Nu skal vi studere disse proteiner i dybden for at se, hvilke der kan bruges pålideligt til forebyggelse,” siger Keren Papier til The Guardian.