Skip to main content

 

MTV om HPV-vaccination af drenge sendt i høring

Sundhedsstyrelsen har sendt en medicinsk teknologivurdering (MTV) om HPV-vaccination til drenge i høring. Den færdige MTV-rapport ventes offentliggjort i maj 2019, sammen med Sundhedsstyrelsens faglige anbefalinger for området.

MTV-rapporten er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen i løbet af 2018 og indeholder en grundig, metodisk gennemgang af både sundhedsfaglige, økonomiske og etiske konsekvenser ved at indføre en ny behandlingsform eller, som i dette tilfælde, en ny vaccine i det danske vaccinationsprogram.

I MTV-rapporten gennemgår Sundhedsstyrelsen en række temaer i relation til HPV-vaccination af drenge.

- den HPV-relaterede sygdomsbyrde blandt danske drenge og mænd
- de positive og negative effekter af HPV-vaccination af hele årgange af drenge
- sundhedsøkonomiske konsekvenser af indførelsen af HPV vaccination til drenge
- forældres accept af et HPV-vaccinationsprogram, der omfatter drenge
- etiske aspekter ved HPV-vaccination af drenge
- organisatoriske forhold ved HPV-vaccination af drenge

I arbejdet med MTV’en er Sundhedsstyrelsen blevet rådgivet af en følgegruppe, hvis medlemmer var udpeget af faglige selskaber, patientforeninger og myndigheder.

Udkastet til MTV-rapporten og nærmere information findes på høringsportalen, og alle er velkomne til at afgive et høringssvar. Høringsfristen er tirsdag d. 12. marts kl. 12.