Uddannelsen i intern medicin skal evalueres
Danske Regioner opfordrer Sundhedsstyrelsen til at evaluere speciallægeuddannelsen på det interne medicinske område og på akutområdet.
Opfordringen kommer fra Danske Regioners formand Bent Hansen forud for, at et udvalgsarbejde om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen skydes i gang.
”Vi har rigtigt mange dygtige, højt specialiserede speciallæger, men vi har også samtidig mange patienter med komplekse sygdomsforløb, som går på tværs af de forskellige sundhedssektorer. Derfor bør vi undersøge, om speciallægerne har kompetencerne til at håndtere patientens brede sygdomsbillede med langvarige forløb og skift mellem sygehus, praktiserende læge og kommunale sundhedstilbud,” siger Bent Hansen i en pressemeddelelse.
Foruden en evaluering af speciallægeuddannelsens indhold ønsker Danske Regioner også at undersøge, om de enkelte lægelige specialer har det rette antal læger til at sikre et mere sammenhængende sundhedsvæsen.
I efteråret nedsatte Danske Regioner, regeringen og KL et udvalg, som skal komme med forslag til hvordan sundhedsvæsenet imødekommer den demografiske udvikling med flere kronisk syge og ældre patienter. Særligt fokus for udvalgets arbejde er sammenhængende, borgernære og omkostningseffektive tiltag for patienter med behov for behandling på tværs af sektorer.
Udvalget har til opgave at komme med forslag til en styrkelse af indsatsen på følgende områder:
- Bedre samarbejde mellem sygehuse, kommuner og praksissektor.
- Rette kompetencer til rette opgaver.
- Ensartet kvalitet over hele landet.
- Bedre digital understøttelse og brug af data.
De økonomiske incitamenter har også betydning for opgaveløsningen. Udvalgets forslag skal baseres på den nyeste viden og evidens på området og et generelt krav om samlet set at være omkostningseffektivt og neutralt i forhold til de offentlige finanser.
På den baggrund overvejer et aktuelt arbejde mulige tilpasninger af den kommunale medfinansiering på sundhedsområdet og de kommunale færdigbehandlingstakster, som drøftes i andet regi med KL og Danske Regioner i foråret 2016.
Flere kronikere på vej
Baggrunden for nedsættelsen af Udvalg for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er, at antallet af personer på 80 år ventes at være fordoblet i 2040 i forhold til i dag. Alene over de næste fem år bliver vi ca. 140.000 flere borgere over 70 år. Det betyder, at der kommer flere ældre og flere borgere, der skal leve med en eller flere kroniske sygdomme, og som derfor ofte er i kontakt med flere sektorer på samme tid. Samtidig sætter den økonomiske situation snævre grænser for væksten i de offentlige udgifter til sundhedsvæsenet. Det stiller krav til løbende nytænkning og effektivisering, samt at opgaverne i sundhedsvæsenet løses omkostningseffektivt, lyder det i udvalgets kommissorium.
Udvalget består af repræsentanter fra Sundheds- og Ældreministeriet, Social- og Indenrigsministeriet, Finansministeriet, KL og Danske Regioner.
Udvalget kan løbende inddrage andre relevante organisationer og videnspersoner i arbejdet. Desuden er nedsat en interessentgruppe, som inviteres til at komme med indledende og løbende inputs til udvalget. Interessentgruppen består af Lægeforeningen, Sundhedskartellet, Dansk Sygeplejeråd, FOA, Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer.
Link til kommissoriet her
