2015 blev store skiftedag i sundhedssektoren

Så blev det Jens Winther Jensens tur.

Han levede åbenbart ikke op til ambitionerne hos den nye koncerndirektør for Region Nordjylland, Svend Særkjær, der tidligere var topembedsmand i Sundhedsministeriet. Næsten på årsdagen for hans overtagelse af den vanskelige region skiltes han med den tidligere formand for Lægeforeningen.

Jens Winther Jensen blev ellers anset for at være en gevinst for netop det nordjyske sundhedsvæsen. At han stopper forklares ikke i de officielle meddelelser. Men man får det indtryk, at han er ofret, og man kunne tro, at det er fordi regionen har brug for endnu mere pragmatiske løsninger for at få tingene til at hænge sammen. På det punkt har Svend Særkjær måske skullet bruge en mere kreativ person.

Det er rent gætværk, men hvis udlægningen er rigtig, så bekræfter den en grundlæggende tendens i lederudskiftningerne det seneste år.

Jens Winther Jensens afgang er nemlig bare den seneste i en gigantisk rokade, som sundhedsvæsenet er i gang med netop nu, og som omfatter den øverste top. Det danske sundhedsvæsen er i gang med at ruste sig til fremtiden, og der er én tydelig tendens: De nye ledere må ikke være dogmatiske. De skal være klar til nytænkning. De skal være mere omstillingsparate end forgængerne.

Har vi en nitte?

Overalt er topfolk skiftet ud, og ikke mindst i almen praksis og omegn. De praktiserende læger fik en ny formand, Christian Freitag. Han begyndte i jobbet tilbage i foråret, men hans start blev påvirket af at han ikke kunne frikøbes fra sin praksis til at levere det helt store fra start. I 2016 skal han have sit gennembrud, og mon ikke det vil lykkes. Han er ung og begavet. Endnu har han ikke vist sin fleksibilitet. Men han giver indtryk af at være parat.

DSAM byttede også sin formand ud. Ny er Anders Beich, og han har holdt sig tilbage i debatten, og det er straks mere ildevarslende. Eksempelvis var han helt væk i den ophidsede debat om håndteringen af data i almen praksis. Heller ikke i andre debatter har han udvist synderligt mod. Man får det indtryk, at han vil se sig om og have tryghed, inden han tør slå til. Men han bør snart slå til. Ellers er han en nitte.

Til gengæld nåede PLO at finde sig en ny direktør. Ambitionerne var tårnhøje. Foreningen ville finde en kandidat som skulle være nytænkende, motiverende, visionær, proaktiv og ambitiøs, ja, intet mindre, og det mente PLO's ledelse, at man fandt hos Jonatan Schloss, tidligere hospitalsdirektør for Frederiksberg Hospital og dernæst hos Frederiksberg og Bispebjerg Hospitaler.

Jonatan Schloss holdt ikke til fusionsracet på de københavnske sygehuse, så han skiftede til SKAT. Derfor ved vi, at han i hvert tilfælde ikke er en tøsedreng, og det kan blive værdifuldt også i det nye job. Jonatan Schloss kan vise sig at gøre en forskel. Han er idérig og ukonventionel. Hvis han får den rette opbakning kan han få almen praksis tilbage i sporet.

Også Lægeforeningen skiftede ud. Ny formand er Andreas Rudkjøbing, og han ligner en gevinst for lægerne. Arven efter Mads Koch er tung. Han var en kompetent brobygger, konstruktiv og diplomatisk. Men Rudkjøbing ligner, og der er brug for en konstruktiv tilgang netop nu. Foreløbig har han ikke turdet træde i karakter, og han har truffet et problematisk valg ved at gifte sig med regionerne, når det gælder prioritering af dyre lægemidler. Dér havde man hellere set lægeforeningen i alliance med patientinteresser, snarere lægernes arbejdsgiver. Det er en fejl. Men mon ikke Andreas Rudkjøbing kommer efter det.

På allerøverste niveau

Sundhedsvæsenet fik tiltrængt en kvalitetsforbedring på den allerøverste niveau, da Sophie Løhde erstattede Nick Hækkerup. Hun er opsat på at gøre en forskel for sundheden, og hun er gået til vaflerne fra starten. I første omgang måtte hun dog erkende, at en Kræftplan IV ikke kunne få hendes topprioritet, sådan som hun ellers lovede. Nu er den udskudt til den næste finanslov. Men hun har allerede sat sit fingeraftryk mange steder i sundhedssektoren. Ikke mindst i Sundhedsstyrelsen, som hun valgte at dele op og afmontere som en altdominerende magtenhed. Det kan lægerne i Danmark godt betragte som et signal - vores nye sundhedsminister ligger ikke næsegrus for det lægefaglige. Venstre har en hundredårig tradition for at være skeptisk over for læger og andre eksperter.

Ikke desto mindre dukkede Søren Brostrøm op som ny direktør for den nedskalerede Sundhedsstyrelse, og han er dog læge, men også meget driftssikker. Mon ikke han er det rigtige valg.

Han virker enerådig, hvad der i mange situationer kan være behov for. Men er det minister Løhdes behov? Hvem ved? Det var typisk for ham - og også hans minister - at afvise at etablere et ekspertpanel til at afgøre, hvem, der skal tage sig af børnehjertekirurgi, Aarhus eller Riget. Det skulle Sundhedsstyrelsen afgøre, ikke udenlandske eksperter. Nu er valget truffet, og Sundhedsstyrelsen valgte Riget. Han skal være glad for at det blev udfaldet. Aarhus respekterer nemlig den afgørelse, i modsætning til Rigshospitalet, der stadig – og dybt pinligt - kæmper for at få en partikelkanon.

Søren Brostrøm overtog Else Smiths job - og mange havde vel regnet med at hun kom til at gå ledig en rum tid, inden hun fandt sig et job. Det kræver mod at ansætte en person, som er vant til den øverste post i det danske sundhedsvæsen. Men de tog fejl. Efter få måneder valgte Sophie Hæstorp Andersen at indsætte Else Smith som cheflæge på Hvidovre Hospital i stedet for en anden af sundhedsvæsnets stjerner, Torben Mogensen. Det ligner en genialitet. Den tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen kan kommunikere, hun har hjertet det rette sted, og hun har erfaring med sundhedsverdenens mere beskidte sider.

Det får hun brug for. Også jobbet som adm. direktør på Hvidovre Hospital blev ledig da Torben Ø. Pedersen stoppede. Det job blev besat af Anders Agger, ikke ham fra de tænksomme programmer på Danmarks Radio, nej, sundhedschefen for Ballerup Kommune. Om han dur vil vise sig. Topchefen i Hovedstadsregionen, Hjalte Aaberg, har jo selv en kommunal baggrund, så måske skal flere rekrutteringer komme fra kommunerne. Under alle omstændigheder flugter det valg med ambitionen om at finde ledere med nye kompetencer.

Rigshospitalets ledelse på plads

Rigshospitalets nye øverste direktør, Per Christiansen, har sat sit hold, som jo også skal håndtere Glostrup Hospital. I 2015 faldt ledelsen på plads for den fælles direktion med udnævnelsen af Per Jørgensen, der skal styre de to hospitaler sammen med Helen Bernt Andersen og Susanne Poulsen, som året inden blev hentet til Riget fra Bornholm. Derfra hentede Region Hovedstaden også Kurt Espersen til Frederiksberg og Bispebjerg, hvor han nu er indtrådt i den direktion, som PLO’s nye direktør forlod. Ak, verden er så lille, og det danske sundhedsvæsen er endnu mindre.

I Region Syddanmark løb sundhedsvæsenet ind i sin største krise. Carl Holst havde udviklet en rådden ledelseskultur, som ikke holdt trit med vort århundrede, og da han forlod regionen gav organisationen åbenlyst frit løb for sine opstemte aggressioner mod den tidligere konge af regionen. Alt der kunne miskreditere Carl Holst blev lækket til pressen.

Whistleblower’nes fløjtekoncert

Men det anede Jane Kraglund intet om, da hun sagde ja til at returnere til Regionshuset i Vejle fra jobbet som direktør for Aarhus Universitet. Hun blev inviteret af hendes mentor Jens Elbæk, der også havde indsat hende som øverste chef på OUH. Boblen brast sekundet efter Carl Holst tjekkede ud af regionen og ind på Christiansborg. Så blev den gamle ledelse fredløs, og det fik whistleblow’erne i Syddanmark i gang med en sand fløjtekoncert, og så blev Janes ansættelse til med anfægtet, mens Jens Elkjær blev tvunget ud, og Carl Holst blev miskrediteret, så han nu er en parentes i dansk politik.

Mens regionen kæmpede med sig selv, så lykkedes det at forny ledelserne på regionens dominerende hospitaler. Niels Nørgaard Pedersen skiftede fra topjobbet i Vejle til det tilsvarende job i Odense. Han forlod en sikker vinder i Jylland og påtog sig den vanskeligste direktørpost i det danske hospitalsvæsen, OUH, det er ikke for sjov. Dermed åbnede han for en større ledelseskabale i Vejle, og den førte til, at hospitalets lægelige chef, Dorthe Crüger blev den første læge i umanerlig lang tid som udnævntes til den absolutte topchef på et af regionens hospitaler. Nu skal hun håndtere det job samtidig med hun tidligere på året blev formand for Kræftens Bekæmpelse - så har hun da fået kam til sit hår.

Jobbet hun forlod blev besat af intet mindre end den succesrige afgåede formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen. Om han dur til det, vil vise sig, men han indtræder i rækken af x-formand der hurtigt gør karriere efter de stoppede med det faglige.

Året sluttede med en bombe af en udnævnelser, da en af branchens superstjerner, Beth Lilja, valgte at sige ja til et topjob hos Danmarks mest ambitiøse hospitalsprojekt, Køge Sygehus, som satser hele butikken på at blive Region Sjællands første seriøse bud på en modstander til de store universitetshospitaler i Odense, København, Aarhus og Aalborg. Nu skal det vise sig, om Beth Lilja kan levere varen i virkeligheden. Til gengæld kan man blive alvorligt nervøs for fremtiden for patientsikkerheden - Beth Lilja var sjælen i Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Kompetente folk tager over, men har de hendes stædighed og flabethed – for slet ikke at tale om netværket? Alle tre dele er lige nødvendige.

Region Midtjylland har været stille i årets transfervindue. Og dog. Hospital Vest fik sig en ny topchef efter Henning Vestergaard - og valget faldt på den gennemrutinerede Poul Michaelsen. Han får brug for alle sine kompetencer, når han skal stå i spidsen for et fusionssygehus, som ingen rigtig ville have, men ellers holder regionen fast i sine ledergrupper, når det gælder de absolutte topposter.

Den er også solid og driftssikker, og Bent Hansen bakker op om den. Men den er ikke nytænkende, og det bliver der brug for. Måske vil den store rorgænger overlade orkestreringen af fornyelsen til efterfølgeren.