Portræt af onkologen anno 2016

Onkologer er deres egne – og de ligner i hvert tilfælde ikke andre kræftlæger, og sikkert heller ikke andre læger.

Tag et eksempel: Onkologerne er helt og aldeles uenige i at Danmark har brug for endnu en kræftplan. Det suverænt største projekt på deres område har simpelthen ikke opbakning fra de læger, som ellers har den medicinske behandling af kræftpatienter på hjertet.

Det fremgår af Onkologisk Tidsskrifts spørgeskemaundersøgelse blandt kræftlægerne om Kræftplan IV. 84 kræftlæger har deltaget, og derfor er undersøgelsen ikke repræsentativ. Blandt deltagere er 47 onkologer, og blandt dem er også yngre onkologer.

På spørgsmålet: ”Har Danmark brug for Kræftplan IV” svarer et mindretal af onkologerne på 43 procent Ja eller Ja, i høj grad. Onkologerne går simpelt hen ikke ind for kræftplan-projektet. Blandt andre kræftlæger er der massiv opbakning, nemlig 66 procent. 

Når man spørger kræftlægerne om der er behov for et løft i kræftbehandlingen, så svarer et lille flertal af onkologerne på 51 procent Ja eller Ja, i meget høj grad.  Men blandt deres kræftkollegaer er den tilsvarende andel 66 procent.

Det er et tankevækkende signal til sundhedsministeren, som har sat kræftplanen øverst på dagsordenen. Så hvad er mon forklaringen? Det spørgsmål kommer man nærmere, når man tager sig tid til at læse kommentarerne til onkologernes besvarelser.

Tre onkologerne har forklaret, hvorfor de ikke bakker op om kræftplan-projektet.

Den ene skriver således: ”Jeg ved ikke hvad kræftplan IV går ud på, men hvis der er tale om reelle konstruktive ændringer i vores daglige arbejde har vi brug for den - hvis det er endnu en djøf'sk måde at "måle" hvordan vi behandler vores kræftpatienter har vi IKKE brug for den.”

En anden har denne kommentar: ”Men ikke på bekostning af andre patientgrupper.”

Og en tredje mener, at ”Det vil være ønskeligt, at de mål, de var opstillet i de foregående planer var fuldt ud indfriede først - ikke mindst at de nødvendige ressourcer var stillet til rådighed, både med hensyn til apparatur, lokaler og menneskelige ressourcer.”

Man kommer ikke udenom at det er gennemtænkte reservationer.

Frygt for manglende forståelse

Men hvordan kan det så være, at onkologerne er imod, at en kræftplan skal løfte kvaliteten af kræftbehandlingen?

Det har 14 onkologer fundet anledning til at kommentere.

Her er 3 af de typiske bidrag fra onkologerne, og de peger alle mod, at onkologerne frygter, at politikerne ikke forstår, hvad der er behov for:

”Det kommer an på, hvad man mener med kvalitet. Kræftbehandlingen er god, men infrastrukturen og overgange mellem afdelinger og hospitaler kan godt være bedre. Vi har nogle gode kræftpakker, som bliver kopieret i udlandet, men nogle patienter falder uden for pakkerne, og der kan vi godt blive bedre. Så nogle ting kan optimeres, men behandlingen i sig selv ligger i top,” siger en af onkologerne.

”Hvad menes der med kvalitet? Vi har adgang til de behandlinger, der bliver godkendt, og godkendelsen er relativt hurtig. Derudover har vi DMCG’er og udvalg, der laver retningslinjer på højt internationalt niveau. Mangel på kvalitet ligger i besparelser på personale og tiltagende behandlingslinjer og længere patientoverlevelse, hvilket tilsammen giver meget belastet hverdag med kort tid til den enkelte patient.”

”Det kommer igen an på, hvad man mener. Vil mene at behandlingen på mange måder er rigtig god og på internationalt niveau - problemet er manglende prioritering og for meget "kvalitetssikring" - tid der går fra det reelle arbejde med patienterne og dermed dårligere kvalitet i sidste ende.”

Men er onkologerne da bare optaget af at holde politikerne og djøf’erne stangen. Ikke just. På spørgsmålet om en kommende kræftplan skal rette op på regionale forskelle i kræftbehandlingen, så er svarene helt entydige og meget mere markante end resten af kræftlægerne. 

Blandt onkologerne mener 89 procent altså, at en kommende kræftplan skal tage sig regional ulighed. Blandt andre kræftlæger er den tilsvarende andel 69 procent.

Det ligger altså onkologerne på sinde, at alle får den bedste behandling, ja, alle kræftpatienter skal sikres den samme høje kvalitet.

Måske skulle et væsentligt formål med Kræftplan IV så være nøjagtig det. Så ville onkologerne måske bakke op. Af fuld kraft.