Skip to main content

 

Fleksibilitet på arbejdspladsen fastholder flere kræftramte i job

Der er større sandsynlighed for, at kræftramte bliver i arbejde, hvis arbejdspladsen tilbyder fleksible arbejdsforhold. Det viser en undersøgelse, som VIVE har foretaget i samarbejde med forskere fra ROCKWOOL Fonden og DTU.

Undersøgelsen bygger på spørgeskemaer og registerdata blandt 3.285 personer mellem 30 og 60 år, der blev diagnosticeret med bryst-, tyktarms- eller modermærkekræft i perioden 2006-2008. Personernes tilknytning til arbejdsmarkedet blev fulgt tre år efter deres kræftdiagnose.

Resultaterne viser, at sandsynligheden for, at kræftramte er i job tre år efter, at diagnosen er blevet stillet, er betydeligt højere, hvis den kræftramte har haft mulighed for mere fleksibilitet i sin arbejdsdag.

”Der er meget at hente for både arbejdsgiver og arbejdstager, hvis man kan blive enige om nogle fleksible og individuelt tilpassede rammer for arbejdet under og efter et sygdomsforløb. Set i et større perspektiv vil det også komme samfundet til gode – ikke mindst i disse tider, hvor der er høj efterspørgsel på arbejdskraft inden for flere brancher,” siger Anna Kollerup Iversen, ph.d.-studerende i VIVE på VIVE’s hjemmeside.

Undersøgelsen viser, at det især er personer med nedsat arbejdsevne efter sygdomsforløbet eller lavt uddannelsesniveau, der har gevinst af mere fleksible arbejdsforhold. Det kan blandt andet forklares med, at de job, som de kortuddannede varetager, ofte er mere ufleksible og indeholder mere fysisk krævende arbejdsopgaver, mens højtuddannede ofte har gode muligheder for selv at tilrettelægge deres arbejdstider, vurderer Anna Kollerup Iversen.

Hun konkluderer desuden i et andet studie, der blev publiceret i september (https://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/labr.12198), at kvinder med brystkræft er villige til at gå midlertidigt ned i løn for at kunne arbejde færre timer og modtage psykologhjælp.