Styrket overvågning af ventetiderne på kræftområdet
Fra 2024 bliver overvågningen af de maksimale ventetider på kræftområdet styrket for at få et mere dækkende overblik over udviklingen i ventetiderne. Overvågningen skal give et bedre grundlag for at kunne reagere på stigende udfordringer med at overholde reglerne.
Det nye i den forstærkede overvågning og indberetning er blandt andet, at regionerne udover at indberette antallet af patientforløb, som ikke overholder reglerne om de maksimale ventetider, fremadrettet også skal indberette antallet af forløb, hvor ventetiden er overskredet, men reglerne om de maksimale ventetider er overholdt.
En behandling kan f.eks. blive udskudt længere end de maksimale ventetider, hvis der først skal foretages en afgørende undersøgelse, eller at patientens tilstand først skal stabiliseres med behandling af en anden sygdom.
Siden 2012 har regionerne hver måned skullet indberette til Sundhedsstyrelsen, hvis de har haft patientforløb, hvor reglerne om maksimale ventetider ikke har været overholdt. Antallet af overskridelser af reglerne er herefter blevet offentliggjort løbende på hjemmesiden. Indberetningerne har dog ikke givet nærmere indblik i årsagerne til overskridelserne eller sat antallet i forhold til det samlede antal patienter omfattet af reglerne.
Det er på den baggrund, at Sundhedsstyrelsen, regionerne og Sundhedsdatastyrelsen nu har udarbejdet en forstærket overvågning af overholdelsen af de maksimale ventetider.
”Det har vist sig, at den overvågning, vi har haft af denne del af kræftområdet, ikke i tilstrækkelig grad har kunnet hjælpe regionerne og os med at spotte stigende udfordringer med ventetiderne. Derfor har vi sammen med regionerne og Sundhedsdatastyrelsen arbejdet hårdt på at finde en bedre måde til at få et indblik i udfordringerne. Målet er at give regionerne og os selv et bedre indblik i ventetiderne, så der er mulighed for at reagere hurtigt lokalt eller nationalt, hvis der er omfattende udfordringer med ventetiden, så det i sidste ende kommer patienterne til gode,” siger enhedschef Tanja Popp i en pressemeddelelse.
Opgørelser over indberetninger for første kvartal af 2024 forventes at ligge klar i slutningen af april 2024.
