Revideret vejledning om maksimale ventetider ved kræftbehandling er på vej
Sundhedsstyrelsen reviderer vejledningen om maksimale ventetider ved behandling af kræft. Formålet er at gøre det tydeligere, hvad regelgrundlaget er for de maksimale ventetider.
Den reviderede vejledning er udarbejdet i samarbejde med deltagere fra de fem regioner som har repræsenteret både et klinisk, juridisk, administrativt og ledelsesmæssigt perspektiv, samt Danske Regioner og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Som led i arbejdet med vejledningen har Sundhedsstyrelsen blandt andet opdateret flere af de konkrete eksempler, så de bliver en større hjælp i den kliniske hverdag. Desuden har styrelsen gennemskrevet vejledningen, så den er skrevet i et mere ensartet sprog.
Grundlaget for at revidere vejledningen har været en grundig afdækning af behovene for vejledning og præcisering af, hvordan lovgivningen om de maksimale ventetider skal fortolkes.
Vejledningen er udarbejdet i tilslutning til bekendtgørelse nr. 584 af 28. april 2015 om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme m.v. Formålet med vejledningen er at vejlede om reglerne om maksimale ventetider for patienter med mistanke om kræftsygdom samt patienter med kræftsygdomme og visse tilstande ved iskæmisk hjertesygdom, som skal have påbegyndt henholdsvis udredning og behandling inden for de maksimale ventetider for at sikre den bedst mulige prognose for den enkelte patient.
Den reviderede vejledning var i høring frem til 11. marts.
