
”Hun excellerer i det multidisciplinære, tværfaglige og konfliktnedtrappende. Hun er løsningsorienteret og får alle til at føle sig som en del af holdet," sagde Troels Dreier Christensen i sin tale om prisen til Mette Yilmaz.
Årets KRÆFTpræstation går til overlæge Mette Yilmaz for sit inklusive nærvær
På DSKO’s fyldte årsmøde tildelte Foreningen for Yngre Onkologer (FYO) deres pris Årets KRÆFTpræstation til overlæge Mette Yilmaz for hendes nærvær med patienterne og sin evne til at inkludere yngre onkologer i alle lag af arbejdet.
”Med årets KRÆFTpræstation ønsker FYO at sætte fokus på vigtigheden af dagligdagens inspiratorer, som både kan være andre yngre læger og speciallæger. Én som har gjort indtryk enten som inspirator for unge kolleger, et forbillede eller en motivator rent fagligt, socialt, uddannelsesmæssigt, forskningsmæssigt…,” lyder det på FYO’s hjemmeside.
På DSKO’s årsmøde uddybede formanden for FYO, Troels Dreier Christensen, at der i år er tale om en ydmyg kvinde og frontfigur for fagligheden og personalet på Aalborg Universitetshospital, uden at afsløre navnet på prismodtageren før til sidst i sin præsentation.
”Hun er nærværende, empatisk og omsorgsfuld,” lød det fra ham.
”Hun excellerer i det multidisciplinære, tværfaglige og konfliktnedtrappende. Hun er løsningsorienteret og får alle til at føle sig som en del af holdet,” fortsatte Troels Dreier Christensen.
Derudover understregede han, hvor ”utrolig god” hun er med patienter og til at tilrettelægge patientforløb, så det skaber maksimal tryghed for både patienter og det sundhedsfaglige personale.
”Yngre læger, der arbejder på Kræftafdelingen i Aalborg, er alle enige om, at hun fortjener Årets KRÆFTpræstation. Og det er selvfølgelig Mette Yilmaz.”
Den fyldte konferencesal hos Comwell i Middelfart brød ud i en langvarig klapsalve med enkelte tilråb.
Mette Yilmaz har været overlæge på Kræftafdelingen, Aalborg Universitetshospital, siden 1999, har været medlem af en lang række lægefaglige kræftselskaber og er i dag medlem af Medicinrådets Fagudvalg vedrørende kræft i mavesæk og mavemund. Hun har et H-index på 23 med flere tusinde citationer.
Under den lange klapsalve gik hun op på scenen med rolige skridt og takkede for prisen.
”Jeg er dybt beæret over at modtage denne pris,” startede Mette Yilmaz.
”Jeg har jo været ansat i onkologien i en menneskealder. I den tid, jeg har arbejdet inden for gastrointestinal kræft, er der sket en kæmpe udvikling. Da jeg startede i onkologien, var der meget, meget begrænsede behandlingsmuligheder.”
Mette Yilmaz’ faglige fokus ligger på gastrointestinale cancerformer, herunder øsofaguscancer, pankreascancer og colorektalcancer, viser hendes publikationsliste.
Da hun startede i 1999, var der inden for GI-cancere kemoterapi som monoterapi og palliativ strålebehandling som onkologiske behandlingsmuligheder, når kirurgi ikke slog til, men i dag har GI-onkologer en lang række af målrettede behandlinger, herunder flere TKI’er, HER2-rettede behandlinger samt immunterapi. Udviklingen har været et stort løft for det onkologiske arbejde, kunne man forstå på Mette Yilmaz.
Mette Yilmaz er kendt af kollegerne for at være humoristisk og stå for en let og positiv tone blandt både patienter og medarbejdere, for som hun tidligere har udtalt, så mener hun, at humor er vigtigt på en kræftafdeling, hvor man har at gøre med meget syge patienter. Ellers ville hverken hun eller patienterne trives. Men det skal gøres med empati, lyder det fra hende.
Da hun var yngre, ville Mette Yilmaz være sygeplejerske, men i dag er hun glad for at være endt i onkologien.
”Hvis mit virke som klinisk onkolog har bidraget til kommende speciallæger, så er det mig en ære,” lød det fra scenen i Middelfart.