Politikere – sig hvilken medicin der er for dyr

”Jeg ville ønske, der var nogen, der tog beslutningerne og sagde det som det var, når vi som samfund fravælger behandling på grund af pris. Vi behandlende læger kommer i klemme som systemet fungerer nu.”

Professor, dr.med og Ph.D. Per Pfeiffer, overlæge på Odense Universitetshospitals onkologiske afdeling, oplever i sin dagligdag en problemstilling, der er blevet stadig mere påtrængende i takt med, at der er kommet flere behandlingsmuligheder.

Han efterlyser klarere beslutningsgange og klarere meldinger om, hvilken medicin man vil betale for, og hvilken man ikke mener er pengene værd.

”Vi arbejder med lidt af et dilemma. Second Opinion Udvalget og de eksperimentelle enheder blev i sin tid etableret for at sikre, at danske patienter kan få behandlinger, de ellers tog til udlandet for at få.

Danske patienter havde ikke de behandlingsmuligheder, som der var andre steder. Og det blev der rettet meget op på. Men dengang var KRIS heller ikke etableret og det var egentlig ingen begrænsninger på, hvilken medicin man kunne få. I dag er det meget anderledes, og dilemmaet er, at Second Opinion Udvalget kan sige ét, men KRIS sige noget andet,” siger Per Pfeiffer.

”Senere kunne Second Opinion også tilråde behandlinger, som ikke var godkendt eller f.eks. behandlinger til sjældne sygdomme eller hvor der endnu ikke lavet de studier. Det sikrede den fortsatte adgang til behandlinger, der ikke var standard.

Normalt vil de behandlende onkologer selv have overblik over de eksisterende behandlingsmuligheder, men Second Opinion Udvalget har hidtil være en velegnet partner, når mere eksperimentelle behandlinger skulle overvejes. Og det kan ikke mindst tjene til at give patienten ro i sjælen, at en anden instans er spurgt,” siger Per Pfeiffer.

I dag mener han dog, at der er indbyggede modsætninger i samspillet med Second Opinion Udvalget, netop fordi KRIS har opgaven at godkende behandlingerne.  Per Pfeiffer forestiller sig ikke, at det eksisterende dilemma og modsætningen mellem Second Opinion Udvalget og KRIS, bliver mindre ved at godkendelserne fremover ligger hos Medicinrådet.

”Som det er nu, giver det nogle modsætninger, som ikke eksisterede tidligere, hvor der ikke var så mange behandlinger.  Det er et problem, hvis KRIS siger nej til en behandling, men Second Opinion Udvalget reagerer på den behandlende læges henvendelse med et ja.”

En del af Per Pfeiffers arbejdsopgaver består i at søge KRIS om godkendelser af nye behandlinger og at søge alternative behandlingsmuligheder i Second Opinion Udvalget.  Når disse to instansers anvisninger støder mod hinanden, går der unødig tid. Tid, der er kostbar både for ham og især for patienten.

For Per Pfeiffer ville det være en lettelse, hvis der eksisterende klare retningslinjer og at patienter og behandlere vidste, hvad årsagen var, hvis et lægemiddel blev valgt fra. Hvis årsagen er, at et lægemiddel vurderes til at være for dyrt i forhold til effekt, så ville han foretrække at kunne sige det direkte til sine patienter.

”Det ville være ønskeligt, hvis der var politikere, som ville tage den overordnede beslutning. Hvis der var nogen, der sagde, at det er for dyrt og at vi hellere vil anlægge cykelstier for de penge,” siger han.

Efter hans mening, kan man kun gisne om, at – og i hvilket omfang - lægemidler netop bliver fravalgt på grund af pris.

”Men det er der ingen der siger. Ingen siger, at det handler om pengene. Og så kommer vi lidt i klemme som behandlere. Jeg ville foretrække, at der var nogle konkrete retningslinjer. Så ville vi vide, hvad det her drejer sig om og hvad man fra beslutningstagernes side gerne vil. Hvis jeg bare kunne sige til en patient, at vi har altså i Danmark taget den beslutning, at den behandling kan du ikke få fordi den vil vi ikke betale for, så ville det være sådan – har vi ikke råd, så har vi ikke råd, så er den ikke længere. Det system ville jeg gå ind for,” siger han.

”Ingen siger, at ’nej det vil vi ikke betale for et vundet leveår eller QUALY’, sådan som man gør i England med NICE – det ville være rart, hvis der var nogen ovenfra, der åbent tog den beslutning.”

Per Pfeiffer finder det forkert, at patienterne ikke kan regne med, om de kan få en behandling, der ikke er standardbehandling.

”Jeg ved ikke, hvilken behandling jeg kan give, hvis det ikke har en KRIS-godkendelse. Afdelingens ledende overlæge kan sige ja eller han kan sige nej. Begge dele er en mulighed, og man kan ikke vide det på forhånd,” siger han og nævner risikoen for, at patienter på et hospital vil få ja til en behandling, som de ikke får ja til på et andet hospital.

Per Pfeiffer ser ikke, at problemet nødvendigvis løses ved etableringen af Medicinrådet, men han hæfter sig ved, at det i første omgang er besluttet, at det fremover vil være medicinalindustrien, der skal ansøge om godkendelse.

”Det sparer jo sådan en som mig for noget arbejde. Men ellers kan jeg ikke rigtig se, hvorfor det skal være sådan fremover. Og jeg kan godt se situationer for mig, hvor et firma måske ikke har interessen i at søge om en godkendelse, men hvor vi behandlere jo ved, om vi gerne vil have mulighed for at bruge et præparat eller ej,” siger han.