Skip to main content

 

Efter Rigsrevisionens kritik: Regioner og kræftlæger vil have enklere regler

Rigsrevisionen finder langt flere brud på reglerne om maksimale ventetider, end regionerne selv har indberettet. Danske Regioner mener, at reglerne er en jungle at finde rundt i for sundhedspersonalet.

”Vi vurderer, at reglerne ikke er overholdt i langt flere tilfælde end dem, som regionerne selv har indberettet til Sundhedsstyrelsen.”

Sådan lyder konklusionen i et notat fra Rigsrevisionen. Notatet følger op på Rigsrevisionens beretning fra 2024, hvor Statsrevisorerne rettede skarp kritik mod regionerne og det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium (nu Sundheds- og Kirkeministeriet) for manglende overholdelse af patientrettighederne.

I notatet når Rigsrevisionen frem til, at ministeriet og regionerne fortsat ikke har sikret, at alle kræftpatienter kommer i behandling i overensstemmelse med reglerne om maksimale ventetider. Samtidig er myndighedernes overvågning af, om patienternes rettigheder bliver overholdt, stadig ikke retvisende.

Mindst 13 brud på reglerne

Den nye undersøgelse bygger blandt andet på en stikprøvekontrol af 50 patientforløb, hvor tidsfristen ifølge registreringerne var overskredet. De 50 patientforløb er udtaget blandt 687 kræftpatienter, som startede deres første kræftbehandling i tredje kvartal 2025, og hvor tidsfristen for de maksimale ventetider var overskredet.

Regionerne havde i samme kvartal indberettet 12 forløb på landsplan, hvor reglerne ikke var overholdt blandt patienter, der skulle starte deres første behandling.

Rigsrevisionens journalgennemgang tegner imidlertid et noget andet billede. I mindst 13 af de 50 stikprøveforløb var reglerne ifølge Rigsrevisionen ikke overholdt. Ingen af de 13 forløb var blandt de 12 brud, som regionerne havde indberettet til Sundhedsstyrelsen.

Danske Regioner: Det er en jungle

I forbindelse med Rigsrevisionens kritik har Danske Regioner udsendt en pressemeddelelse.  

”Patienternes rettigheder er en afgørende hjørnesten, som vi skal leve op til. Derfor tager vi det meget alvorligt, hvis der er flere patienter end dem, der fremgår, hvor rettighederne ikke er overholdt. Alle overskridelser skal selvfølgelig indberettes til Sundhedsstyrelsen,” udtaler Christoffer Buster Reinhardt (C), formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg.

Regionerne hæfter sig dog også ved, at Rigsrevisionen konkluderer, at der fortsat er uklarhed om fortolkningen af reglerne. 

”Vejledningen i forhold til at registrere tidsfristerne er nærmest en jungle at finde rundt i for læger og sundhedspersonale,” siger Christoffer Buster Reinhardt.

Ifølge Danske Regioner kan dokumentationskravene blandt andet betyde, at sundhedspersonalet skal finde og journalføre en behandlingstid inden for tidsfristen, selv om patienten har oplyst, at vedkommende ikke ønsker behandling den pågældende dag. Derefter skal det registreres, at patienten har afvist tidspunktet, hvorefter der skal findes og journalføres en ny tid.

”Alle landets regioner har stort fokus på at leve op til de maksimale ventetider. Men vi hører jævnligt fra kræftlægerne, at vejledningen er utrolig bureaukratisk, lang og kompleks. Den efterlader alt for ofte medarbejdere i tvivl om, hvorvidt de har gjort det rigtige, selv om de kun vil det bedste,” siger Christoffer Buster Reinhardt. 

Kræftlæger vil have enklere regler

Christoffer Buster Reinhardt har efterfølgende – sammen med formandskabet i Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG.dk), overlægerne Camilla Qvortrup og Claus Fristrup – taget problemstillingen op i en kronik i Avisen Danmark.

Her argumenterer de for, at patientrettighederne først og fremmest bør være til gavn for patienterne og ikke systemet – men at det ikke er tilfældet i dag.

”I vores iver efter at præcisere reglerne er vi havnet det forkerte sted. Et sted, hvor regler og vejledninger er blevet så omfattende, at de tager tid fra dem, de skulle hjælpe,” skriver de.

De opfordrer derfor til en forenkling af reglerne:

”Sundhedsmyndigheder bør sammen arbejde for at forenkle reglerne og gøre vejledningen kortere, klarere og mere praktisk anvendelig. For kræftpatienternes rettigheder skal først og fremmest hjælpe patienterne.”

Kræftens Bekæmpelse: Ikke godt nok

Rigsrevisionens notat har også fået Kræftens Bekæmpelses administrerende direktør Jesper Fisker til at reagere.

”Det er simpelthen ikke godt nok,” skriver han i et opslag på LinkedIn.

Han understreger, at kræft er en tidskritisk sygdom, og at patienterne skal kunne stole på, at deres rettigheder bliver overholdt.

”Derfor er det helt afgørende, at Sundhedsministeriet sætter sig for bordenden og sammen med Danske Regioner får skabt klarhed over, hvordan reglerne skal forstås, og hvordan brud på dem skal registreres. Vi er nødt til at kunne stole på, at tallene afspejler virkeligheden,” skriver han.

Regionerne bestrider fire tilfælde

Reglerne om maksimale ventetider indebærer, at en kræftpatient som udgangspunkt har ret til at starte behandling senest 28 dage efter henvisning til behandling og senest 14 dage efter, at patienten har givet samtykke til behandling.

Tidsfristen gælder dog ikke, hvis patientens helbredstilstand nødvendiggør en senere behandling, eller hvis patienten selv afviser en tilbudt tid, som ligger inden for fristen.

Når Rigsrevisionen når frem til, at reglerne er brudt i mindst 13 af de 50 patientforløb i stikprøvekontrollen, skyldes det, at der ifølge revisorerne ikke er gyldige årsager til, at behandlingen er startet senere end tidsfristen. Blandt andet er det ikke dokumenteret, at patienten har afvist et tilbud, der var inden for tidsfristen.

Regionerne er imidlertid ikke enige i alle Rigsrevisionens vurderinger. I 4 af de 13 forløb fremgår det nemlig af journalen, at patienten selv ønskede at begynde behandlingen senere. Problemet er ifølge Rigsrevisionen, at det ikke er dokumenteret, at patienten først blev tilbudt en behandlingstid inden for den maksimale ventetid.

I notatet bemærker regionerne, at reglerne godt kan være blevet overholdt, selv om den nødvendige skriftlige dokumentation mangler. De advarer også om, at en restriktiv fortolkning kan føre til en unødvendig bureaukratisk registreringspraksis, der ikke skaber værdi for patienterne.