Nomineret til Frontløberprisen 2026: Sara Linde vil væk fra samlebåndet i lungekræftbehandlingen

Sara Linde

Et klinisk spørgsmål om forebyggende hjernestråler ved småcellet lungekræft blev afsæt for Sara Lindes forskning. Hun er optaget af at tilpasse behandlingen bedre til den enkelte patient – og er nu nomineret til Årets onkologiske talent.

Da Sara Linde skulle rådgive patienter med småcellet lungekræft om profylaktisk kraniebestråling (PCI), oplevede hun, at det var svært at give et klart svar på, hvor stor gevinsten ved behandlingen egentlig var. Det blev afsæt for et studie af patienter behandlet på Aarhus Universitetshospital, som siden har givet hende et bedre grundlag for at tale med patienterne om behandlingens fordele og ulemper.

Sara Linde er hoveduddannelseslæge og ph.d.-studerende ved Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital, hvor hun forsker i lungekræft og strålebehandling. Afdelingen har indstillet hende til Frontløberprisen og fremhæver blandt andet hendes kliniske faglighed, forskning og evne til at perspektivere forskningsresultater til dansk klinisk praksis.

Hvorfor specialiserer du dig i onkologi, og hvad er det særligt ved lungekræft, der interesserer dig?

At være i onkologien kræver i mine øjne, at man kan mestre flere ”håndværk”: hele tiden være åben for ny læring og faglig opdatering, kunne være i alle slags samtaler med patienten for øje og uanset tyngden gå derfra med en gensidig oplevelse af, at det har været en god samtale. Samtidig skal man mestre det mere praktiske i kræftbehandlingen i form af medicinsk behandling og strålebehandling.

Det er den alsidighed, altid med den enkelte patient i fokus, der fik mig ind i specialet, og grunden til, at jeg ikke kunne forestille mig at specialisere mig i andet end onkologi. Behandlingen af lungekræft giver mig mulighed for at arbejde med alle de dele af onkologien, jeg værdsætter: stor forskningsaktivitet, svære og lette samtaler og et reelt håndværk i form af strålebehandling. Som bonus fandt jeg i onkologien de bedste kolleger.

Du har undersøgt brugen af profylaktisk kraniebestråling, PCI, ved småcellet lungekræft. Hvad gjorde, at du ønskede at se nærmere på netop det spørgsmål?

Forebyggende helhjernebestråling hos patienter med småcellet lungekræft har været etableret som standardbehandling i årtier, men i mit virke som læge på kræftafdelingen oplevede jeg stor mangel på viden om, hvorvidt det reelt fortsat er den rigtige behandling. Jeg fandt det svært at vejlede patienterne på baggrund af den viden, der forelå.

Småcellet lungekræft er den eneste kræftsygdom, hvor behandlingen stadig anvendes, mens man har forladt den i andre kræftgrupper på grund af moderne behandlingsmuligheder. Behandlingen er langt fra gratis for patienten og indebærer risiko for permanente bivirkninger, særligt kognitive udfordringer, hvilket jeg også har oplevet i klinikken.

Jeg ønskede derfor at undersøge effekten af behandlingen i moderne tid for at kunne give patienterne et bedre grundlag for en informeret samtale om fordele og ulemper ved behandlingen.

Hvad viste jeres undersøgelse om gevinster og ulemper ved PCI?

Undersøgelsen viste, at vi over tid har begrænset brugen af PCI betydeligt, samtidig med at andelen af patienter, der blev udredt med MR-scanning af hjernen, steg tilsvarende.

Vi fandt ikke, at PCI forbedrede overlevelsen hos patienter, der var behandlet med helbredende sigte, eller mindskede risikoen for symptomatisk spredning til hjernen. Det så dog ud til, at PCI kunne forsinke tiden til symptomatiske hjernemetastaser. Vi har desværre ingen information om patienternes kognitive funktion.

Det har ændret den måde, jeg taler med patienterne om PCI på. Jeg kan nu i højere grad forklare, at gevinsten især ser ud til at være muligheden for at udsætte symptomatiske hjernemetastaser og ikke en overlevelsesgevinst. Det giver patienten et bedre grundlag for at være med til at beslutte, om man vil acceptere risikoen for kognitive bivirkninger for muligvis at udsætte hjernemetastaser.

Din afdeling fremhæver, at du er god til at perspektivere forskningsresultater til dansk klinisk praksis. Hvad synes du er vigtigt, når ny viden skal omsættes til behandling i hverdagen?

Jeg synes, det er vigtigt, at de, der skal omsætte ny viden fra forskningen til klinisk praksis, både har forståelse for den daglige klinik og er fortrolige med det akademiske i at læse forskningsresultater.

Det er vigtigt at kende patientgruppen, som den ser ud i hverdagen på kræftafdelingen, og kunne vurdere, om de patienter reelt er repræsenteret i forskningen, og om resultaterne kan overføres til daglig praksis.

Det er ligeledes vigtigt, at alle involverede kender behandlingens styrker og svagheder, så patienterne oplever en ny behandling som lige så tryg som en veletableret behandling.

Hvis du ser nogle år frem, hvad håber du så har ændret sig mest for patienter med lungekræft?

Jeg håber, at den enkelte patient i endnu højere grad vil føle sig set i sin egen behandling. Selvom en patient med lungekræft går ind ad døren hos en lungekræftlæge, håber jeg, at patienten oplever at få tilbudt en behandling, der er målrettet den enkelte og ikke taget fra samlebåndet.

Både den medicinske behandling og strålebehandlingen skal være tilpasset kræftens karakteristika og patientens personlige præferencer.

Hvad drømmer du selv om at bidrage med i din karriere fremover?

Jeg drømmer først og fremmest om at bidrage med mit bedste hver dag i hver eneste patientkontakt, så patienterne vil være tilfredse med at have krydset vej med mig, uanset alvorligheden af deres sygdom.

Jeg ønsker også at bidrage med patientnær klinisk forskning, som kan være med til at gøre en forskel – ikke kun på tal og statistikker, men som patienterne oplever som en forbedring.

Derudover har jeg et stort ønske om at undervise og oplyse de kommende generationer af kræftlæger om både det akademiske i onkologien og det menneskelige.