Nomineret til Frontløberprisen 2026: Johanne Lyhne forsker i det, der bliver tilbage, når kræften er væk

Kræftbehandlingen er ikke nødvendigvis slut, når patienten er kræftfri. Det mener hoveduddannelseslæge og postdoc Johanne Dam Lyhne, der har særligt fokus på kolorektal cancer, senfølger og psyko-onkologi og er nomineret til Årets onkologiske talent.

Da Johanne Dam Lyhne begyndte i onkologien, troede hun, at det vigtigste var at gøre mennesker kræftfri. Men mødet med patienterne ændrede hendes blik på, hvornår arbejdet egentlig er færdigt.

”Jeg fandt efterhånden ud af, at ikke alle, som kommer ud på den anden side, hejser flaget og jubler. For nogle er livet markant ændret, og jeg følte ikke, at vi havde gjort vores arbejde færdigt.”

Den erkendelse førte hende ind i arbejdet med senfølger og psyko-onkologi og særligt frygt for tilbagefald.

Johanne Dam Lyhne er læge i speciallægeuddannelse og postdoc ved Onkologisk Afdeling, Sygehus Lillebælt, Syddansk Universitetshospital. Afdelingen har indstillet hende til Frontløberprisen og fremhæver blandt andet hendes videnskabelige selvstændighed, patientcentrering og organisatoriske gennemslagskraft.

”Jeg ser et klart potentiale for nationalt fagligt lederskab inden for survivorship og psyko-onkologi,” skriver cheflæge Lars Henrik Jensen i indstillingen.


Hvorfor specialiserer du dig i onkologi og i særdeleshed senfølger og psyko-onkologi?

”Jeg valgte onkologi, fordi det er et speciale, der i høj grad bygger på kommunikation og relationer mellem mennesker. Vores håndværk er samtalen, og ofte er den både dyb og afgørende. Jeg finder det utrolig meningsfuldt, at jeg med min tilstedeværelse kan gøre en forskel for et andet menneskes oplevelse af sit kræftforløb.

Initialt troede jeg, at det var nok ‘bare’ at gøre mennesker kræftfri. Men jeg fandt efterhånden ud af, at ikke alle, som kommer ud på den anden side, hejser flaget og jubler. For nogle er livet markant ændret, og jeg følte ikke, at vi havde gjort vores arbejde færdigt. Derfor begyndte jeg at interessere mig for senfølger, og især de psykiske fangede min interesse. Da jeg begyndte min forskning i 2018, oplevede jeg et tomrum på det område.”


Du har arbejdet målrettet med frygt for tilbagefald. Hvorfor mener du, at det område fortjener større opmærksomhed i kræftbehandlingen?

”Frygt for tilbagefald (FCR) opleves i større eller mindre grad af stort set alle, der har haft kræft. Alligevel er det ikke noget, vi som klinikere taler ret meget om, og nogle patienter kan være tilbageholdende med at bringe det på banen, fordi de er bange for at fremstå utaknemmelige.

Jeg ved nu mere om, hvor mange der oplever FCR, hvordan vi kan identificere dem, der har behov for støtte, og hvilken støtte vi kan tilbyde. Når jeg ser, hvor meget det fylder for vores patienter, sammenholdt med hvor lidt der nogle gange skal til fra klinikerens eller psykologens side for at lindre det, så virker det helt uforklarligt, at vi ikke allerede har meget større fokus på det.

FCR koster på samfundskontoen i form af ekstra tjek og scanninger og nedsat arbejdsevne, men også på den personlige konto i form af dårlig nattesøvn, spekulationer, påvirkning af det sociale liv og fremtidsplanlægning. Det mener jeg, at vi skylder patienterne at gøre noget ved, når vi nu ved, at vi kan.”


Hvad kan det konkret være, når du siger, at der nogle gange skal relativt lidt til for at lindre frygten for tilbagefald?

”Jeg testede en intervention, der bestod af skriftlig støtte fra en psykolog i forbindelse med et digitalt program bygget op over seks moduler over i alt ti uger. Den samlede psykologtid pr. patient var cirka tre timer.

Vi har lige gjort étårsdata op, og den forholdsvis begrænsede kontakt, vi havde med dem for et år siden, giver stadig en statistisk signifikant forskel mellem de to grupper i niveauet af FCR. Og det var vel at mærke mennesker, der havde haft tarmkræft for fem til ti år siden, og som havde været belastet af FCR i mange år.

På samme måde er der i Danmark testet en gruppeintervention, som også har vist god effekt efter seks måneder, og i øjeblikket testes det, om man kan uddanne onkologen til at åbne samtalen om FCR allerede under behandling. Det har vist god effekt i moderforsøget i Australien og handler i princippet bare om at normalisere og psykoedukere.

FCR er normalt, forventeligt og en del af livet. Men vi skal hjælpe de her mennesker med at håndtere frygten, så den ikke tager overhånd.”


Du har arbejdet med at få patientrapporterede behov koblet til konkrete kliniske handlinger. Hvad skal der til, før den type viden reelt ændrer patientforløb?

”PRO-data får først reel værdi, når de bliver en integreret del af den kliniske beslutningstagning. Først og fremmest skal klinikerne orientere sig i de patientrapporterede data. Der foreligger masser af evidens, der bakker brugen af PRO-skemaer op, men hvis den enkelte kliniker ikke selv har oplevet gevinsten ved PRO, så bliver det ikke en del af hverdagen.

Og så er det vigtigt, at klinikeren tør udfolde de rapporterede data sammen med patienten, også selv om det ligger uden for klinikerens komfortzone. Hvis det gør det, så er det helt sikkert også sårbart for patienten. Men alene det at italesætte et behov er i mange tilfælde nok.

Samtidig skal klinikeren have mulighed for at handle på det, der bliver identificeret, herunder adgang til relevante tilbud og mulighed for at henvise videre, når det er nødvendigt.”


Hvad håber du, der kommer til at ske med opfølgning og senfølgeindsatser for kræftpatienter de kommende år?

”Jeg håber, at vi bliver bedre til at flytte fokus fra alene at følge sygdommen til også systematisk at følge mennesket efter kræftbehandlingen. Jeg håber blandt andet, at almen praksis får en større rolle i opfølgningen af vores kurativt behandlede patienter.

Det er vigtigt, fordi overgangen til almen praksis markerer en periode, hvor fokus gradvist skifter fra kræft og kræftbehandling til livet efter kræft. Her er det vigtigt at identificere senfølger og andre behov tidligt, så vi kan sætte ind, før problemerne vokser sig store og bliver kroniske.”


Hvad drømmer du selv om at bidrage med i din karriere fremover?

”Jeg drømmer om at bidrage til, at alle mennesker med kræft får tilbudt psyko-onkologisk støtte, uanset hvor de er i deres patientforløb. Og det gælder i øvrigt også deres pårørende, men det er jeg ikke nået til endnu.

Det kræver systematisk identificering, vurdering og behandling af de psykiske konsekvenser af kræft. Jeg har blandt andet bidraget til den nationale kliniske retningslinje for frygt for tilbagefald af kræft, og jeg drømmer om, at den bliver implementeret på lige fod med øvrige retningslinjer på kræftområdet.

Og så drømmer jeg om at bidrage til, at vi designer vores kræftforløb med mennesket for øje, så psyko-onkologiske behov ikke bliver et supplement til behandlingen, men en integreret del af den måde, vi tænker og organiserer kræftbehandling på.”

Frontløberprisen

Medicinske Tidsskrifter har stiftet Frontløberprisen for at hylde læger, der tidligt i karrieren udviser et særligt talent og potentiale til at præge fremtidens behandling. 

I år uddeles prisen i to kategorier: Årets onkologiske talent og Årets hæmatologiske talent. Kandidaterne er indstillet af landets kræftafdelinger og vurderes af en dommerkomité. De to vindere kåres ved en konference den 8. december 2026 i København.

Læs mere om prisen.

Bygger et fagligt miljø omkring psyko-onkologi

Johanne Dam Lyhne er nomineret til Frontløberprisen 2026 af Onkologisk Afdeling, Sygehus Lillebælt, Syddansk Universitetshospital. I indstillingen fremhæver cheflæge Lars Henrik Jensen hende ikke kun for hendes egen forskning, men også for at være med til at samle og udvikle det psyko-onkologiske felt.

Ifølge Lars Henrik Jensen har hun etableret og leder DPOC, en national kooperativ gruppe for psyko-onkologisk forskning og udvikling, og har koordineret den nationale kliniske retningslinje om angst, depression og frygt for tilbagefald. I dag leder Johanne Dam Lyhne arbejdet med en Delphi-konsensus på området.

Samtidig samarbejder hun internationalt, blandt andet med The Daffodil Centre i Sydney. Hun underviser og superviserer studerende og formidler aktivt til patienter og kliniske fagmiljøer.