Læger: Nej til egenbetaling på kræftmedicin

Nej, nej og atter nej. Ingen brugerbetaling på kræftmedicin. Der skal være lige og gratis adgang til medicin for alle, lyder det fra de læger Onkologisk Tidsskrift har talt med. 

{snippet prisloft}

En sundhedsøkonom forudser derimod et privat marked for dyr kræftbehandling, hvis det offentlige siger nej til medicin på grund af prisen.

Både formanden for Kræftens Bekæmpelse, speciallæge i cancergenetik Dorthe Crüger, der er administrerende sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt og onkolog Carsten Rytter, der arbejder både i det offentlige sygehusvæsen og på et privathospital fastslår, at alle patienter også fremover bør have lige og gratis adgang til dyr kræftmedicin.

De siger begge klart nej til at indføre norske tilstande i Danmark, der ville betyde, at man kan købe sig til kræftbehandlinger, som sundhedsmyndighederne siger nej til på grund af prisen. Faktisk kan de to læger slet ikke forestille sig, at man i Danmark indfører brugerbetaling på kræftmedicin.

Det kan derimod sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, som følger debatten om et dansk prioriteringsinstitut og den tiltagende diskussion om, hvorvidt prisen skal indgå som parameter i det offentlige sundhedsvæsens behandlingstilbud tæt. Han erklærer sig overbevist om, at såfremt der indføres prisloft på kræftbehandlinger i det offentlige, vil der opstå et privat marked med tilbud om dyre kræftbehandlinger, for de patienter, som selv kan betale eller har en forsikring.

”Hvis noget ikke er i det offentlige, og der er en efterspørgsel, så vil der være private, der tilbyder de mediciner i Danmark,” vurderer han.

Maksimalpris på 800.000 kr.

I Norge har sundhedsmyndighederne sat et loft på 800.000 kroner årligt for behandling med livforlængende medicin. Det rammer blandt andre norske kræftpatienter, som ikke får tilbud om behandling med dyrere medicin, selv om den har vist livsforlængende effekt.

Patienter, der ønsker behandlinger, som overskrider budgettet for, hvad de offentlige sygehuse må bruge, har imidlertid nu mulighed for selv at købe sig til behandling på et privathospital, enten ved selv at betale eller via en privat sundhedsforsikring.

Således kan norske brystkræftpatienter på et offentligt sygehus ikke få behandling med den livsforlængende medicin Kadzyla, fordi den koster omkring 1,2 mio. kroner. Men patienter, der har økonomisk mulighed, kan købe sig til behandlingen på privathospital. Det har eksempelvis brystkræftpatienter gjort på det private Aleris Kreftcenter i Oslo. I Danmark, hvor der ikke er prisloft, anbefaler KRIS, at Kadcyla anvendes som standardbehandling.

Også i Tyskland og England er prisen en vigtigt parameter for, hvilken medicin der tilbydes, og aktuelt verserer debatten om en dansk pendant til det engelske prioriteringsinstituttet NICE, som bl.a. formand for Danske Regioner Bent Hansen er varm fortaler for.

Besparelse ved mindre forbrug

Dorthe Crüger er direkte modstander af den norske model, og hun ser også med stigende skepsis på det engelske NICE-institut. På spørgsmålet om udsigterne til privat betalt kræftbehandling i Danmark, er hendes svar et klart nej.

”Det kan jeg overhovedet ikke forestille mig. Jeg kan heller ikke forstå, at et af verdens rigeste lande som Norge har indført det. Jeg kan ikke se for mig, at et land som vores ikke skulle have råd til at give folk medicin, som man ved virker, hvis patienterne ønsker den - uanset hvad det koster”, siger Dorthe Crüger, der advarer mod at sætte øvre beløbsgrænser for behandling. Hun ser hellere, at man går en helt anden og dogmatisk vej for at begrænse de galopperede medicinudgifter:

”Nedbring fejlbehandling og overforbrug. Det skal ske ved, at vi i langt videre omfang end i dag tager os tid til den svære samtale med patienterne, hvor vi fortæller dem om fordele og bivirkninger ved den medicin, de får tilbudt. Når patienter får mere viden om den tilbudte medicin, vil de i mange tilfælde takke nej, hvilket vil kunne mærkes meget kontant i form af faldende medicinudgifter,” påpeger Dorthe Crüger.

”Jeg mener, det er i mødet mellem lægen og patienten, at man afgør, om patienten skal have et præparat eller ej.  Det må aldrig blive økonomi. Jeg synes, at tingene skal være på hylden, det skal bare ikke være det samme som, at man skal tage dem ned, hvis ikke det enkelte menneske har forstået fordele og ulemper. Det er vi rigtigt dårlige til at tale om i Danmark,” siger hun.

På kanten af lægeløftet

Dorthe Crügers synspunkter deles langt hen ad vejen af Carsten Rytter, overlæge, klinisk lektor på kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital og tillige tilknyttet Onkologisk klinik på Aros Privathospital.

Han tager ligeledes klart afstand fra en ordning, som den norske, hvor nogle patienter har mulighed for at betale for eller forsikre sig til en kræftbehandling, som andre ikke kan få, fordi de ikke har de økonomiske muligheder.

”Vi har ikke i Danmark traditioner for at behandle kræftpatienter på privathospitaler. Strålebehandling og kemoterapi kan ikke i praksis håndteres i det private regi. De patienter, som ses på privathospitalerne – ofte via en forsikring - er typisk patienter, som får gratis behandling i det offentlige, men har behov for yderligere samtaler om deres forløb. Der er stor forskel på disse tilfælde og en behandling med kræftmedicin, som man kun kan få, hvis man har en forsikring. Her vil der blive tale om en meget stor social skrævvridning, og det synes jeg er et etisk problem. Hvis man sælger eller giver behandlinger på et privathospital til dem, der er forsikrede og lader resten betale selv, så bliver der nogle patientgrupper, som ikke har råd til at få en dyr behandling, det vil være rigtig, rigtig skidt - det er på kanten af lægeløftet”, siger Carsten Rytter.

Han har selv prøvet at arbejde under så stramme økonomiske vilkår, at nogle patienter ikke kunne få relevant behandling, fordi afdelingen ikke havde råd til den dyre medicin. Det var i en periode for 20 år siden, hvor kræftafdelingen i Aarhus tre år i træk skulle spare 20 procent på budgettet.

Den relevante behandling

”Vi havnede på et budget, der var uhyre stramt. Det betød, at vi dengang var nødt til at sige til enkelte patienter, at vi ikke havde råd til at behandle dem. Det var både ubehageligt og uetisk. Heldigvis har vi i de seneste mange år haft mulighed for at behandle alle kræftpatienter med den relevante behandling uden at skulle skele til priserne på de pågældende lægemidler. Vi ser kun på, om en behandling giver mening for patienten,” siger han og giver et par eksempler:

”Jeg synes ikke, at en behandling, der forlænger et liv med 14 dage, er en relevant behandling. Derimod er en behandling, der i gennemsnit forlænger et liv med tre måneder helt i orden, forudsat at bivirkningerne er tålelige. Kunsten er også at standse behandling, som ikke gavner patienterne og i stedet lade dem overgå til egen læge eller palliativt team”, siger Carsten Rytter og tilføjer:

”Selv om det er lægerne ude på afdelingerne, der ved mest om de pågældende behandlinger og patienternes tilstand, ønsker jeg ikke, at de behandlende læger skal inddrages i økonomiske overvejelser om, hvorvidt et lægemiddel er for dyrt eller ej. Det er måske fordi, vi ikke skeler til prisen - hvis behandlingen i øvrigt er relevant - at vi er havnet på et højere prisniveau end de lande, vi ellers sammenligner os med,” fastslår han.

”Vi har jo nogle råd, KRIS og RADS som vi kan læne os op ad. Jeg tror, at en strategi for lavere priser er, at lade RADS finde relevante behandlinger, som er ligeværdige målt på effekt og bivirkninger, hvorefter vi kan anvende de billigste. Det tror jeg, kan presse prisen ned på sigt,” siger Carsten Rytter.