Tag nu den svære patientsamtale

I læger skal blive langt bedre til at tage de svære samtaler med patienter og jeres pårørende om, hvorvidt en given behandling er den rette for den syge eller ej.

{snippet prisloft}

Sådan lyder opfordringen fra den nye formand for Kræftens Bekæmpelse, Dorthe Crüger.

Alt for mange uhelbredeligt syge kræftpatienter lider i deres sidste tid af svære og pinefulde bivirkninger af medicin, som reelt ikke gør dem noget godt. Hvis patienterne vidste mere om, hvad medicinen gør ved dem, og hvis lægerne brugte mere tid sammen med patienterne på at fortælle om medicinens egenskaber og bivirkninger, ville mange flere patienter sige nej tak til behandlingen.

Det mener formand for Kræftens Bekæmpelse og administrerende sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt Dorthe Crüger, som kraftigt opfordrer lægerne til at bruge mere tid på at tale med deres patienter fremfor næsten per automatik at ordinere det næste præparat i rækken af kræftmidler til en uhelbredeligt syg patient. Hun taler af erfaring både fra sin egen nærmeste familie og fra hospitaler.

Lille effekt men mange bivirkninger

”Min egen far turde ikke fortælle sin læge, at han havde det dårligt, med den medicin han fik, fordi han var bange for, at han så ikke længere kunne få den her dyre medicin. Han troede, medicinen virkede mod at få tilbagefald. Da han blev informeret om, at det kunne medicinen ikke hjælpe imod, men den kunne muligvis udskyde tidspunktet for nogle symptomer, da forstod han, hvor lidt effekt, der var i medicinen for ham. Herefter ville han ikke have den længere,” fortæller Dorthe Crüger og fortsætter:

”Mange patienter tager kræftmedicin trods mange bivirkninger, fordi de tror, den er en del af selve behandlingen, men faktisk gives meget medicin i håb om at nedsætte risikoen for tilbagefald, og det har patienterne ikke forstået.  Lægerne skal derfor blive meget bedre til at kommunikere med patienterne. Nogle kræftmidler har en meget lille effekt, men mange bivirkninger, det har vi ikke været dygtige nok til at fortælle,” siger Dorthe Crüger, der efterlyser en mere retvisende måde at registrere bivirkninger på.

”Bivirkninger er oftest indrapporteret af læger, ikke af patienter, så når man overbringer, hvor mange bivirkninger der er, så underrapporterer man,” mener hun og efterlyser enkle, konkrete redskaber til at formidle effekten af lægemidler og giver selv et eksempel på, hvorledes procentsatser og effekt af f.eks. et kræftmiddel kan formidles forskelligt ved at opridse 100 mennesker, der er behandlet for en kræftlidelse, på et stykke papir:

”Af en gruppe på 100 mennesker vil de 80 statistisk set ikke få et tilbagefald, mens 20 vil få et tilbagefald. Hvis de 20 så tager medicinen, er der tre af de 20, der heller ikke vil få et tilbagefald.

Så reelt er det altså tre ud af 100, der har gavn af medicinen. Det er svært at formidle i en samtale, men har man et beslutningsstøtteværkstøj, så er det nemmere at forstå for patienterne.

Nogle vil tro, at de netop er en af de 3 og vil straks bede om medicinen. Hvis det derimod stod helt klart for dem, at medicinen ikke vil gøre nogen forskel for 97 af patienterne, vil mange af dem sandsynligvis takke nej.

Vi skal blive meget mere ærlige og pædagogiske over for patienterne, og hvis vi har et redskab at tale ud fra, så hjælper det også lægen. Der er stoffer, der har en meget lille virkning, og det synes jeg, man skal fortælle patienterne, for det er dem, der er eksperter på sig selv,” siger Dorthe Crüger.