Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Færre piger venter på udredning efter HPV-vaccine

Siden november er antallet af piger, der venter på at blive udredt for diffuse symptomer efter en HPV-vaccine, reduceret med en femtedel. Faldet er sket på trods af fortsat stor tilstrømning til centrene.

Det viser en ny opgørelse fra de fem regionale centre ’Én indgang’, hvor alle piger med uklare symptomer og tidsmæssigt sammenfald med forudgående HPV-vaccine henvises til.

Opgørelsen viser, at i november sidste år ventede i alt 773 piger på at blive udredt for diffuse symptomer, som de oplevede som eftervirkninger af HPV-vaccinen. Per 1. februar var antallet af ventende piger faldet til 610, selvom antallet af patienter i samme periode steg med 357. Det er en stigning svarende til 23 procent.

Per 1. februar er i alt 1940 piger henvist til de fem centre, som er placeret i hver enkelt region, og henvisningerne fortsætter. Sammenlagt er 1236 piger kommet i gang med et udredningsforløb.

Nye anbefalinger

Sundhedsstyrelsen har for nylig udgivet et sæt anbefalinger til udredningen af piger med uforklarede symptomer efter en HPV-vaccine. Det centrale i de nye anbefalinger er, at patienterne fremover skal mødes af én speciallæge, som tager hånd om deres forløb, samt at de bliver bedre informeret og ved, hvad de kan forvente, inden de møder op til første undersøgelse.

Afdelingerne skal sikre, at patienterne får en helhedsorienteret vurdering ved, at de relevante specialister inddrages. Ydermere anbefales det, at indsatsen for unge piger under 18 år skal være forankret hos en børnelæge.

I anbefalingerne lyder det endvidere, at fordi der ikke er kendskab til et entydigt, forskningsbaseret tilbud om behandling til alle patienter, der ses i ’Én indgang’, kan det være relevant at tilbyde patienterne indsatser, som giver dem mulighed for at fungere bedre og skabe bedre livskvalitet i hverdagen. Det kan f.eks. handle om vejledning om sygdomsforståelse og daglig symptomhåndtering eller fysisk rehabilitering, øvelsesinstruktioner og vejledning om fysiske funktionsnedsættelser.

Målet med Sundhedsstyrelsens anbefalinger er at skabe et ensartet tilbud til de piger og unge kvinder, der henvises til de ansvarshavende afdelinger. Desuden skal den øgede tværfaglighed skabe tryghed for de patienter, som lever med uforklarede symptomer.

De regionale centre

I Region Syddanmark er afdelingerne med særligt ansvar for patientgruppen hhv. H.C. Andersens Børnehospital og Infektionsmedicinsk Afdeling Q, ved Odense Universitetshospital (OUH). OUH har ingen egentlig ventetid på udredning, da pigerne og kvinderne visiteres straks. Samtidig er tiden mellem visitation og første undersøgelse forholdsvis kort. OUH og Region Syddanmark har prioriteret etableringen af et udredningstilbud højt, hvilket i nogle tilfælde påvirker afdelingens øvrige aktiviteter.  

I Region Sjælland varetages opgaven med patientgruppen af hhv. Børneafdelingen og Medicinsk Afdeling på Roskilde Sygehus. Region Sjælland arbejder på at nedbringe ventelisterne inden for rammerne af den daglige drift. Begge afdelinger har udpeget en-to overlæger, som varetager udredningen af patienter henvist med uklare symptomer og eventuel mistanke om bivirkninger til HPV-vaccinen. Da der er afsat dedikeret tid til de henviste patienter, forventes det, at ventetiden bliver nedbragt henover de kommende måneder.

I Region Nordjylland varetager hhv. Børneafdelingen og Neurologisk Afdeling, begge Aalborg Universitetshospital, indsatsen vedrørende patientgruppen. Der arbejdes løbende på udvikling af bedst mulig udrednings- og behandlingstilbud til de henviste patienter. Pt. er der afsat et betydeligt antal ekstra speciallæge-, sygeplejerske- og sekretærtimer. Desuden er der i begrænset omfang afsat personaleressourcer i form af psykolog og fysioterapeut. Det diagnostiske fokus er også oprustet med blodprøver og MR-scanninger. Der har været afsat ekstra ressourcer til udredning i fjerde kvartal af 2015 med henblik på at indfri målet om at afvikle ventelistepuklen inden udgangen af 2015.  

I Region Midtjylland varetager Børneafdelingen ved Regionshospitalet Viborg udredningen af patienter under 18 år, mens Diagnostisk Center ved Regionshospitalet Silkeborg varetager udredningen af patienter over 18 år.  De to afdelinger tilhører samme hospitalsenhed og har et tæt samarbejde. Det er siden november 2015 lykkedes at reducere ventetiden fra fem til tre måneder for patienter under 18 år og fra syv til fire måneder for patienter over 18 år. Region Midtjylland er for øjeblikket ved at vurdere ressourcebehovet i forhold til en udvidelse af udredningskapaciteten på afdelingerne med særligt ansvar for målgruppen.  

I Region Hovedstaden varetager Synkopecentret ved Frederiksberg-Bispebjerg Hospital udredningen af patientgruppen. Synkopecentret er blevet tilført mer-aktivitetsmidler for en del af 2015 og for hele 2016. Derudover er der tilført afdelingen yderligere midler til pukkelafvikling – 1,8 mio. kr. – med henblik på at nedbringe ventetiden til ca. en måned. Endelig har Synkopecentret optimeret arbejdsgangene, så ressourcerne udnyttes så optimalt som muligt.  

Kultur