Museforsøg: Lavdosis kemo begrænser tilbagefald af bugspytkirtelkræft

Konventionel kemoterapi kan få fibroblastceller, der omgiver tumorer, til at udskille proteiner, som medfører tilbagefald hos aggressive kræftformer.

Det viser en ny undersøgelse fra Taipei Medical University og National Institute of Cancer Research i Taiwan samt University of California i San Francisco.

Til gengæld kan hyppig, lavdosis kemoterapi ifølge undersøgelsens museforsøg hindre dette og kan derfor være mere effektiv til behandling af visse typer brystkræft og kræft i bugspytkirtlen.

Undersøgelsen er offentliggjort i The Journal of Experimental  Medicine.

Kemoterapi bliver normalt givet til kræftpatienter i et par uger i den højest "maksimalt tolererede" dosis. Selvom denne fremgangsmåde dræber størstedelen af ​​tumorceller skåner det ofte et lille antal tumor-initierende celler (TIC), der efterfølgende resulterer i nye tumorer.

Desuden er disse tilbagevendende tumorer ofte mere aggressive og i stand til at metastasere til andre væv, til dels fordi høje doser kemoterapi også påvirker celler i det stromale væv, der omgiver tumorer, herunder immunceller og blodkarrenes endotelceller.

Nylige undersøgelser har antydet, at hyppigere, endda daglig behandling af patienter med lave doser af kemoterapi kan være mere effektiv end traditionelle kemoterapeutiske fremgangsmåder.

Kelvin Tsai på Taipei Medical University og Valerie Weaver ved UCSF besluttede at undersøge effekten af ​​kemoterapi på fibroblaster i forbindelse med brystkræft og pancreas duktalt adenokarcinom.

Resultaterne viste, at de maksimalt tolererede doser af flere almindeligt anvendte kemoterapier fik brystkræft-associerede fibroblaster til at udskille store mængder af cellesignalerende proteiner kaldet ELR + kemokiner. Disse proteiner fremmede tumorvækst og metastase i mus ved at konvertere tilstødende kræftceller til TIC, stimulere dannelsen af ​​blodkar i tumoren og øge rekrutteringen af ​​immunceller kaldet makrofager.

Men lavdosis regimer inducerede ikke produktion af ELR + kemokiner fra kræftassocierede fibroblaster, hvilket reducerede TIC-dannelse, blodkarvækst i tumoren og rekrutteringen af makrofager.

Mus med brystkræft eller pancreas duktalt adenokarcinom reagerede derfor bedre på lavdosis metronomisk kemoterapi og overlevede længere end mus behandlet med den maksimalt tolererede dosis.

 

"Reslutaterne antyder, at lavdosis metronomisk kemoterapi eller målrettet kemokinsignalering medieret af kemobehandlede fibroblaster kan forbedre behandlingen af desmoplastiske kræftformer," mener Kelvin Tsai.