
”Det er bekymrende og noget, der bliver drøftet blandt kollegerne. Vi er bekymrede over, at der ikke sidder en erfaren pancreaskirurg med, når vi skal tage stilling til de kirurgiske muligheder,” siger Peter Vilmann.
Overlæge advarer efter fyringer: Kirurgisk ekspertise mangler ved beslutninger om kræftpatienter
Siden fyringen af tre erfarne kirurger på Rigshospitalet har der ikke været en uddannet pancreaskirurg til stede på konferencer, hvor lægerne drøfter patienter med neuroendokrine tumorer i bugspytkirtlen. Det fortæller overlæge Peter Vilmann, som er bekymret for patientsikkerheden.
Med jævne mellemrum mødes læger fra Region Hovedstaden til en multidisciplinær teamkonference (MDT-konference), hvor de drøfter patienter med neuroendokrine tumorer i bugspytkirtlen. Her træffer kirurger, endokrinologer og onkologer i fællesskab beslutninger om behandling.
Tidligere sad en erfaren pancreaskirurg fra Rigshospitalet med ved drøftelserne, men kirurgen er en af de tre overlæger, som i oktober blev tjenestefritaget og senere fyret fra Rigshospitalets Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet.
Siden da har MDT-konferencerne ikke haft deltagelse af en uddannet pancreaskirurg, fortæller professor og overlæge Peter Vilmann fra Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme på Herlev Hospital. Han er involveret i diagnostik af patienter med neuroendokrine tumorer og deltager selv i MDT-konferencerne.
”Det er bekymrende og noget, der bliver drøftet blandt kollegerne. Vi er bekymrede over, at der ikke sidder en erfaren pancreaskirurg med, når vi skal tage stilling til de kirurgiske muligheder,” siger han.
Bekymret for patientsikkerheden
Ifølge Peter Vilmann har der ikke været situationer, hvor lægerne ikke i fællesskab har kunnet nå frem til en beslutning om behandling. Men på grund af den manglende kirurgiske erfaring kan man potentielt betvivle, om det er de rigtige beslutninger, der bliver truffet, siger han.
Medicinske Tidsskrifter: Er du bekymret for patientsikkerheden?
”Ja, det er jeg selvfølgelig,” siger Peter Vilmann.
Har du gjort Rigshospitalet opmærksom på det?
”Nej, for der skal nogle konkrete eksempler på bordet, før vi kan gøre noget. Vi holder meget tæt øje med, om der opstår konkrete situationer, hvor det bliver et problem.”
Regionen opgør stabil aktivitet
Operation for neuroendokrine tumorer er en højt specialiseret funktion, som Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital er godkendt til at varetage ifølge Sundhedsstyrelsens specialevejledning for kirurgi.
I en redegørelse til Sundhedsstyrelsen af 27. oktober beskriver Region Hovedstaden aktiviteten for den samlede specialfunktion på Rigshospitalet som stabil med omkring 40 patienter om året. Regionen opgør bemandingen til 6-10 speciallæger med kompetence til at operere neuroendokrine tumorer, afhængigt af hvor tumoren sidder.
Neuroendokrine tumorer kan opstå flere forskellige steder, herunder i mave-tarm-kanalen, lungerne, binyremarven, nerveganglierne, æggestokkene og bugspytkirtlen. Det er specifikt ved tumorer i bugspytkirtlen, at den kirurgiske ekspertise ifølge Peter Vilmann mangler.
Rigshospitalet: Vi prioriterer MDT-konferencer højt
Medicinske Tidsskrifter har spurgt Rigshospitalet, hvorvidt det kan bekræfte Peter Vilmanns udlægning. Vi har også spurgt, om Rigshospitalet har kompetencerne og kapaciteten til at stille med en uddannet pancreaskirurg på den regionale MDT.
Endelig har vi spurgt, om det er til fare for patientsikkerheden, hvis der på den regionale MDT tages beslutninger om operation af patienter med neuroendokrine tumorer i bugspytkirtlen, uden at der er en uddannet pancreaskirurg til stede.
Rigshospitalet skriver i et skriftligt svar:
”Vi hverken kan eller vil kommentere patientforløb i offentligheden, da vi har pligt til at beskytte patienters helbredsdata. Generelt kan vi oplyse, at Rigshospitalet fortsat har stærke kompetencer på pancreasområdet. MDT-konferencer er helt centrale for det faglige og kollegiale samarbejde omkring patienterne. Derfor prioriterer vi deltagelse i MDT-konferencer meget højt, men der vil kunne opstå behov for, at den enkelte kirurg prioriterer noget andet end MDT-konferencen. Der er altid mulighed for opfølgende, direkte dialog om konkrete patienter.”
Tidligere artikler om sagen
Sundhedsstyrelsen vil have ny redegørelse fra Rigshospitalet
Politiker og kirurg: Mulig eksperimentel kirurgi skal nu undersøges
Politiker efter krisemøde: Jeg er ikke tryg ved, at der er styr på patientsikkerheden
Læger frygter for kræftpatienters liv efter hjemsendelse af kirurger
Hjemsendte kirurger kan ikke erstattes af andre danske hospitaler
Patientforening i opråb til Rigshospitalet: Løs konflikten, før patienterne betaler prisen
