Nye RUBY-data: Over halvdelen er potentielt kureret for livmoderkræft
ASCO: Efter fire år er mere end halvdelen af patienterne med fremskreden dMMR/MSI-H livmoderkræft, som modtog behandling med Jemperli (dostarlimab) og kemoterapi i RUBY-studiet, fortsat i live uden sygdomsforværring. En såkaldt ’mixture cure model’ estimerer, at 54 procent af patienterne potentielt er kureret.
Langtidsanalysen fra fase III-studiet RUBY blev præsenteret på ASCO 2026 (abstract #5501). Studiet har inkluderet danske patienter og haft overlæge Mansoor Raza Mirza som en af de primære investigators.
De primære resultater fra studiet blev publiceret i foråret 2023. De viste blandt andet, at blandt de 23,9 procent af patienterne, som havde dMMR/MSI-H, var 61,4 procent fortsat i live uden sygdomsforværring efter to år. Til sammenligning gjaldt det kun 15,7 procent af patienterne i placebo-kemoterapi-armen.
“Det er helt uhørt – det er en kæmpe forskel i både overlevelse og tid, uden sygdommen forværres. Det betyder, at de patienter, der har fået immunterapi, har meget højere chancer for i hvert fald at leve længere. Og jeg tror, en del af de her patienter bliver raske. Det er ikke noget, man har talt om før om patienter med livmoderkræft med spredning,” sagde overlæge Mansoor Raza Mirza i den forbindelse.
58 procent er uden progression efter 4 år
Den nye analyse undersøgte langtids-PFS og kurativt potentiale med dostarlimab plus kemoterapi hos patienter med dMMR/MSI-H primær avanceret eller recidiverende livmoderkræft.
Baggrunden for analysen er, at dostarlimab plus kemoterapi har vist signifikant forbedret PFS- og OS-gevinst i dMMR/MSI-H-populationen. Median PFS var ikke nået med dostarlimab plus kemoterapi mod 7,7 måneder med kemoterapi alene. Samtidig tyder et plateau i PFS-kurven på, at en undergruppe af patienterne har opnået langvarig sygdomskontrol.
I analyse blev PFS-data fra dMMR/MSI-H-populationen opgjort ved en median opfølgningstid på 55,6 måneder. Forskerne anvendte desuden en såkaldt ’mixture cure model’ til at estimere andelen af patienter, som havde et potentielt kurativt forløb efter behandling med dostarlimab plus kemoterapi.
Amgros har beskrevet mixture cure modeller som ”en type overlevelsesanalysemodel, der er brugbar når der er et klinisk rationale eller antagelse om, at en andel af patienterne bliver længerevarende remission (sic), altså kureret”.
Efter den første PFS-analyse var der kun rapporteret fire nye PFS-hændelser i dostarlimab-kemoterapi-armen med yderligere 2,5 års opfølgning. Den fireårige PFS-rate var 57,9 procent (95% CI: 42,3-70,6) med dostarlimab plus kemoterapi mod 15,7 procent (95% CI: 7,2-27,0) i kontrolarmen.
Mixture cure modellen estimerede, at 54 procent af patienterne med dMMR/MSI-H livmoderkræft behandlet med dostarlimab plus kemoterapi var at betragte som kurerede.
