Lavdosis CT-sagen: Fra det store håb til konflikten uden ende - Ulrich Fredberg får opbakning fra kollegaer
Ulrich Fredberg får opbakning fra kollegaer
I løbet af marts og april 2020 anmodede hospitalsledelsen og regionen Ulrich Fredberg om at fjerne muligheden for praktiserende læger om at henvise til lavdosis CT-skanning ved vage og ukarakteristiske symptomer, som ikke opfylder kriterier for henvisning til lungekræftpakken. Det blev begrundet med, at det bryder med Sundhedsstyrelsens retningslinjer ikke at tilbyde alle patienter, hvor der er den mindste mistanke om lungekræft, en fulddosis CT-skanning med kontrast. Altså, skal alle udredes i spor 1 eller 2, hvis der er den mindste mistanke.
Ulrich Fredberg var ikke enig med hospitalsledelsen i denne forståelse af retningslinjerne, men han fjernede, ifølge ham selv, muligheden for, at praktiserende læger kunne henvise til lavdosis CT-scanninger 4. marts.
På dette tidspunkt er der opstået intern splid på Diagnostisk Center, Silkeborg, mellem lægerne på den medicinske del af Diagnostisk Center og den radiologiske leder, Lasse Nørgaard. Lægerne har fået nys om det brev - og klagen - som var blevet sendt af ledende overlæge Lasse Nørgaard til hospitalsledelsen i februar uden den øvrige centerledelse blev orienteret.
Samtlige 47 overlæger fra den medicinske del af Diagnostisk Center sendte til ledelsen en mistillidserklæring til Lasse Nørgaard, som samtidig var en støtteerklæring til Ulrich Fredberg. De kritiserede, at Nørgaard var gået bag om ryggen på den lokale ledelse:
”Det er helt usædvanligt at fremføre et så voldsomt personangreb bag ryggen på kollegaerne i centerledelsen uden af informere dem, så de får mulighed for at modsige fejl i fremstillingen. Vi finder, at Lasses håndtering af sagen er særdeles uheldig og unødvendigt konfliktoptrappende.”
Midtjyllands Avis skrev 1. maj 2020, at avisens aktindsigt viser, at der er blevet sendt en lignende støtteerklæring fra 6 læger fra den radiologiske afdeling i Silkeborg til Lasse Nørgaards favør til hospitalsledelsen.
Pressemeddelelse tæller ned til fyring
I slutningen af april kulminerede konflikten med en pressemeddelelse fra hospitalsledelsen sendt ud via Ritzau 27. april en mandag aften, hvori den oprindelige tekst nævner, at de overvejer at fyre Ulrich Fredberg.
”Hospitalsledelsen tager dette skridt på grund af omfattende samarbejdsproblemer i en sag, hvor en række patienter ikke er blevet tilbudt den rigtige scanning for lungekræft, jf. Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Mindst 93 patienter skal tilbydes ny skanning for lungekræft,” skriver hospitalet i en lang pressemeddelelse.
Ulrich Fredberg svarede igen dagen efter:
"Hvis ’henvisningskriteriet til lungekræftpakken ikke er opfyldt’ som der skrives i pressemeddelelsen, kan de jo ikke henvises til lungekræftpakken, og eneste alternativ har hidtil været røntgen af lungerne, men har siden 2015 i Silkeborg også lavdosis-CT," skriver Ulrich Fredberg i en kommentar til pressemeddelelseen og fortsætter:
"Hvis praksislægerne eller patienten af forskellige grunde IKKE ønsker at bruge lungekræftpakken med fuld CT-scanning med kontrast (der finder 99,5 procent af lungekræften) - måske fordi mistanken er for lille, patienten vil ikke have eller tåler ikke kontrast, og mange andre grunde - har praksislægerne tidligere valgt at se an eller henvise til røntgen af lungerne (der finder 75 procent af lungekræften) - hvad man forsat gør mange/alle steder, men i Silkeborg har praksislægerne siden 2015 haft mulighed for at henvise til lavdosis CT (der finder 95 procent af lungekræften)."
Den 28. april indgik Ulrich Fredberg og hospitalsledelsen en fratrædelsesaftale, selvom Fredberg selv siger, at det var en fyring. Samtidig blev det aftalt, at pressemeddelelseen fra 27. april. skulle ændres, så den direkte kritik af, at Fredberg skulle have talt usandt blev dementeret. Et par dage senere udtalte hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen til Onkologisk Tidsskrift, at de nok har lavet fejl, og at ingen er perfekte, men at det var det rette at indgå en fratrædelsesaftale.
Fredberg fik støtte i form af en kortege af 100 biler med tidligere medarbejdere, der kørte dyttende forbi hans hjem med flag og gaver.
Derudover trak Advisory Boardet sig. Boardet bestod af: Morten Freil, direktør, Frede Olesen, professor, Kjeld Møller Pedersen, professor, Leif Vestergaard Pedersen, medlem af Etisk Råd, Jes Søgaard, direktør og professor, Peter Vedsted, cheflæge og professor.
Sundhedsstyrelsen: Der mangler dokumentation for lavdosis CT
En måned senere, den 28. maj, afholdt Sundhedsstyrelsen (SST) et stort møde med lang række faglige parter, regionerne og Kræftens Bekæmpelse, som skulle vende, om man bør tilbyde lavdosis CT, som et udredningsværktøj. Efter mødet meldte SST’s direktør Søren Brostrøm, at konklusionen ovenpå mødet er, at der mangler dokumentation for at tilbyde lavdosis CT-scanning systematisk lige nu.
"Vi fik en grundig gennemgang af fordele og ulemper ved hhv. almindeligt røntgen af brystkassen og lav-dosis CT, og det blev tydeligt på mødet, at der dels er forskellige traditioner på tværs af landet, men også, at vi mangler dokumentation for at kunne sige, at man generelt skal bruge lav-dosis CT i den situation," sagde Søren Brostrøm, ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift.
"Netop fordi der mangler dokumentation, så mener vi fra Sundhedsstyrelsens side, at hvis man begynder at tilbyde en ny metode som f.eks. lav-dosis CT, så skal det enten være veldokumenteret, eller det skal ske i protokolleret regi dvs. med klart beskreven kriterier og indikationer og med en systematisk og videnskabelig opgørelse af data."
Herefter stod det altså klart, at Sundhedsstyrelsen ikke mente, at der var belæg for at tilbyde lavdosis CT-scanning generelt som udredningsværktøj, som det blev gjort i Silkeborg. Se referat fra mødet her.
På Regionshospitalet var der dog angiveligt ikke opnået forsoning med den ledende overlæge Lasse Nørgaard, som offentliggjorde 25. juni 2020, at han ikke længere troede på, at samarbejdet kunne lykkedes med ham ved roret.
”Det var mit håb, at jeg kunne være med til at videreudvikle fagligheden i Røntgen og Skanning og bidrage til samarbejdet i Diagnostisk Center sammen med mine medarbejdere. Men både for Diagnostisk Center og for mig selv har de sidste syv måneder været udfordrende. Jeg tror ikke længere på, at samarbejdet i Diagnostisk Center kan lykkes med mig som ledende overlæge, og jeg har derfor bedt hospitalsledelsen om at overgå til en anden stilling i Hospitalsenhed Midt,” udtalte Lasse Nørgaard i en pressemeddelelse fra Hospitalsenhed Midt.
