PROfound kan sætte ny kurs for de hårdest ramte prostatapatienter

ESMO: PARP-hæmmeren Lynparza (olaparib) reducerede risikoen for død med næsten en tredjedel i forhold til hormonbehandling alene hos mænd med metastatisk kastrationsresistent prostatakræft (mCRPC) med mutationer. 

Analysen af fase III-studiet søndag blev fremlagt (Abstrakt 610O) på den virtuelle ESMO-kongres under presidential symposium, og resultaterne skuffer ikke. 

PROFound-forsøget viser en signifikant længere samlet overlevelse af mCRPC-patienter med mindst en ændring i BRCA1-, BRCA2- eller ATM-gener, der fik behandling med PARP-hæmmeren olaparib, sammenlignet med en behandling med enzalutamid – eller abirateron plus prednison.

Michael Borre, professor i urologi ved Aarhus Universitet, ser på resultaterne med begejstring:

”Det ser rigtigt godt ud. Der er potentiale til en praksisændring for udvalgte patienter, hvis prisen er rigtig. Overlevelsesgevinsten er oplagt, og toksicitetenved behandlingen er absolut tålelig. Resultaterne er umiddelbart ligeså gode, som alle andre behandlinger, vi har været begejstrede for.”

mCRPC-patienter screenes for mutationer fremadrettet

Præsentationen af PROfound og den endelige analyse slog et slag for at genomisk sekventering har betydning for optimal stratificering af mCRPC-patienter.

”Patienter med reparationsgens defekter høster effekten, men alt andet vil være underligt med denne type lægemiddel,” siger Michael Borre, som vurderer, at  denne gruppe af patienter bør tilbydes den nye behandlingsmulighed.

Andreas Røder, professor ved Københavns Universitet og leder af Copenhagen Prostate Cancer Center, skriver i en e-mail til Onkologisk Tidsskrift.

”Det er tale om et proof-of-concept at prostatacancer nu i denne og flere andre rapporter kan respondere på PARP-inhibitor behandling,” skriver Andreas Røder og fortsætter: 

”Det, der ændrer praksis er, at det nu er evident, at tumorbiologi har en stor betydning for valg af behandling. Derfor skal vi til at vænne os til en hverdag, hvor vi aktivt går ind og leder efter disse mutationer, enten ved diagnose eller undervejs i behandlingen ved for eksempel at tage biopsier af metastaser og undersøge dem for udvikling af disse mutationer.

Håbet kan være, at vi snart får billige analysemetoder til at finde dette i f.eks. cirkulerende tumorceller i en blodprøve. Den udvikling er undervejs og det ser vi frem til. Så vil det blive nemmere at identificere disse patienter.” 

Der er dog svagheder med studiedesignet, der ikke gør resultatet helt så overbevisende, som det kunne have været, skriver Andreas Røder. 

”Man har testet behandlingen i en patientgruppe, som i dag ville få kemoterapi med cabazitaxel eller Radium-223 - ikke enzalutamid eller abiraterone. Det kan ikke helt undskyldes med at ’det gør man her og der’, som der står i analysen. Så vi mangler at se, hvordan kombinationen klarer sig op i mod de to nævnte behandlinger.”

Få patienter vil få gavn af resultaterne

Desuden er Michael Borre og Andreas Røder enige om, at det er få patienter på årsbasis, det drejer sig om. 

Andreas Røder skriver: 

”Der er tale om en niche af patienter. Første krav er, at man skal have overlevet mindst to kræftbehandlinger, her falder allerede en større andel fra. Det næste er så, at man enten skal have en nedarvet mutation med sig (meget lille gruppe) eller en mutation i canceren med BRCA/ATM (også lille gruppe). Dernæst skal man være frisk for at få behandlingen - man må ikke være ret syg af andre faktorer - også ret sjældent for ældre kræftpatienter som mænd med prostatakræft typisk er. Så jeg estimerer, at der er tale om max 10-15 danske patienter om året, som er kandidater til denne behandling.” 

Studiets detaljer

Opdateringen af PROfound blev udgivet i The New England Journal of Medicine samtidig med præsentationen på ESMO.

Forholdet mellem patienter behandlet med olaparib og patienter behandlet med standardlægemidler var to til en, med 256 patienter behandlet med olaparib og 131 med hormonbehandling (enzalutamid eller abirateron plus prednison). Alle patienter havde tidligere modtaget hormonbehandling.  Resultaterne viste, at medianoverlevelsen steg, især i kohorte A, hvor overlevelsesraten steg fra 14,7 måneder med standardbehandling til 19,1 måneder i olaparib-armen i undersøgelsen, hvilket indikerer en reduceret risiko for død på 31 procent. I kohorte B steg overlevelsesraten fra 11,5 måneder til 14,1 måneder.   

PROfound-forsøget bestod af to kohorter: A inkluderede 245 patienter med mindst en ændring i BRCA1, BRCA2 eller ATM, de mest almindelige og velkendte mutationer i denne undertype af prostatatumorer, og B med 142 patienter, der havde mindst en ændring i et hvilket som helst af de andre 12 forud specificerede gener. Ændringer i disse gener, hvis funktion er relateret til BRCA1 eller BRCA2, findes hos mellem 10-15 procent af disse kræftformer.