Onkologernes ansvar: Ernæring som nøglen til bedre kræftbehandling
Onkologer bør spille en mere aktiv rolle i forhold til ernæringsindsatsen overfor kræftpatienter. Det mener et flertal af respondenterne i Medicinske Tidsskrifters rundringning til 21 ledende kræftlæger. Andreas Carus, som er ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital, forklarer her, hvad de selv har gjort for at ændre kulturen på området.
Et stort flertal af de ledende kræftlæger, der har deltaget i Medicinske Tidsskrifters undersøgelse, mener, at onkologer skal spille en større rolle i ernæringsindsatsen til kræftpatienter. Er du enig i det?
”Ja, helt bestemt ja.”
Hvorfor er det vigtigt?
”Først og fremmest har det stor betydning for kræftpatienter i forhold til vægttab. Der er ret mange ting relateret til det, for én ting er selve kræftsygdommen, som kan gøre, at patienten taber sig, men ofte kan behandlingerne også påvirke det. Det er det, vi kalder nutritional impact symptoms. Det kan være kvalme og alt muligt andet, der følger med. Og fordi, vi som onkologer efterhånden har patienterne i nogle relativt lange forløb, kan vi ikke bare se bort fra denne her del.”
I vores undersøgelse siger mange, at de gør ganske meget, men samtidig mener de, at der bør ske mere. Hvorfor tror du, at det ikke sker i højere grad i dag?
”Det kan der være mange grunde til. Men jeg vil gerne påpege, at patienter også tit har et forløb før og efter, så det er også et ansvar, der ligger hos de praktiserende læger og i de kirurgiske og diagnostiske afdelinger, de kommer igennem.
Hvis man taler om den periode, hvor de er på onkologisk afdeling, kan det være et spørgsmål om tid, men jeg tror også, det handler meget om undervisning i både vigtigheden og i, hvordan man griber det an. Og så vil jeg i øvrigt sige, at vi her i Aalborg både er relativt gode til at have fokus på det forskningsmæssigt, og at vi også har en diætist, som er fast tilknyttet og er på vores sengeafsnit hver dag. Vi har også en i dagafsnittet. Så der er nem adgang til at få vejledning."
De fleste er enige i, at det er en god idé at have diætister tilknyttet kræftafdelingerne. Men der er samtidig en udbredt opfattelse af, at onkologerne skal mere på banen?
”Det er jeg også enig i. Men dette her samspil, hvor der er en diætist tilgængelig, giver også en positiv feedback, fordi hun både bærer noget kultur videre, men også underviser onkologerne, lægerne og sygeplejerskerne i, hvad den rette tilgang er. Og på vores sengeafsnit er hun med på morgenkonference hver morgen og spørger for eksempel ind til, om der kan være et ernæringsproblem for en given patient. Det tvinger også onkologerne til at forholde sig til det. Så det kræver et kontinuerligt fokus.”
Spiller det også ind, at signaler om vigtighed fra onkologernes og ledelsens side bidrager til at løfte området generelt?
”Der er helt sikkert et ledelsesmæssigt aspekt i, at de skal signalere, at det er vigtigt, men også i at stille redskaberne til rådighed for, at man kan yde den indsats, der skal til. Det kan være, at man har et fast ernæringsudvalg bestående af forskellige faggrupper på afdelingen, men også dette her med, at der er en diætist tilknyttet, er en vigtig pointe.
Det, vi har gjort med at have en fast person, der er der hver eneste dag, det har de ikke ret mange andre steder. Vi har påpeget det i de organer, vi sidder i heroppe, og vi har også spurgt ind til det i en national gruppe, og der er ikke ret mange steder, hvor de har det på den måde, men det er altså noget af det, der løfter det i høj grad. På den måde handler det ledelsesmæssige fokus også om at have de ressourcer, der skal til, og at man ikke fjerner dem i en sparerunde.”
Kilde: Medicinske Tidsskrifters undersøgelse om ernæring og kræftbehandling
Er der en økonomisk fornuft i det? Kan det for eksempel vejes økonomisk op af resultaterne at ansætte en diætist?
”Det er jeg ret overbevist om. Jeg kan godt forstå den cheflæge, der står i valget mellem at skulle fyre en sygeplejerske og en diætist. Der er det måske ikke så svært at vælge. Men der findes tydelige data på, at uden en ordentlig indsats overfor ernæringstruede patienter, bliver indlæggelsen længere. Det er dyrt både for regionen og for samfundet i det hele taget, og det trækker også på sygehuset og lægegruppen. Vi kan jo også se, at de dårligt ernærede tåler behandlingen dårligere og har flere bivirkninger og dårligere effekt af de behandlinger, vi giver.”
Så at fjerne en diætist vil være en kortsigtet besparelse, der ender med at blive dyrere?
”Det er jeg helt overbevist om. Det kan være svært at aflæse direkte, hvad ansættelsen af en diætist gør for antallet af indlæggelsesdage, men der er data på, at ernæringsindsatser kan ændre rigtig meget i forhold til indlæggelse."
En respondent i vores undersøgelse siger, at selvom de har haft ernæring som fokusområde i mange år, er det ikke en kultur, der bare lige bider sig fast. For eksempel er de nødt til at fortælle nye ansatte om, at ernæring er i fokus, for ellers vil det glide ud igen. Hvorfor er det så svært?
”Jeg tror, at en del af det hænger sammen med, at det ikke er særlig højt prioriteret på lægeuddannelsen at blive undervist i ernæring og vigtigheden af det. Der er en lille smule på universitetet, men det er ikke meget. Hos os har vi det på som et fast punkt den første dag, de møder, at de også taler med vores diætist, og det er netop for at sætte fokus på det også på studiet. Når man så kommer ud som læge, lærer man jo alle de medicinske tiltag, men der er ikke meget fokus på ernæring. Så det er et grundlæggende problem og formentlig også derfor, at en kultur omkring det er svær at oppebære.”
Er det trods alt ved at blive udbredt at have fokus på det?
”Jeg synes, at det bliver bedre med tiden. Vi har ændret kulturen betydeligt over de seneste 10 år, men det siger jo også noget om det tidsperspektiv, der skal til. Sundhedsstyrelsen er kommet med nye retningslinjer, og det er med til at gøre det mere til ”skal-opgaver”, hvor man skriver ned, hvilke opgaver, det er, de skal leve op til i regionerne. Så nogle gange skal der styringsredskaber til.”
Hjælper det, at Sundhedsstyrelsen er gået ind i området?
”Det tror jeg, at det gør på sigt, men næppe på dag ét. Vi har selv arbejdet med det i 10-15 år, og det er den tid, jeg tror det tager. Det kræver en vedholdende indsats, og så kræver det forskning. Det er også en god måde at få det indarbejdet på. Hvis forskning viser, at det batter for patienten, er man mere tilbøjelig til at fortsætte med at gøre det.”
Hver tiende respondent i vores undersøgelse mener, at hospitalsledelsen bør have det primære ansvar for ernæringsindsatsen. Hvad mener du om det?
”Jeg mener, at det skal være på forskellige ledelsesniveauer og bestemt også hos hospitalsledelsen. På Aalborg Sygehus har vi et ernæringsudvalg, og der sidder hospitalsdirektøren og en sygeplejerskefaglig direktør for bordenden. Så de er ret meget nede i materien faktisk, og det tror jeg er den bedste måde at sikre på, at det foregår ensartet både på det lokale sygehus og i hele regionen.”
Bør politikerne komme på banen her – er vi på det niveau også?
”Jeg synes, at man bør sætte fokus på det fra politisk side. En ting er at give penge til god kirurgi og god medicinsk behandling, men man kan ikke undgå disse her støttende tiltag samtidig. Den medicinske indsats kan ikke stå alene. Man skal også have en ordentlig indsats i forhold til ernæring og træning og andre ting. Forskning i området spiller som sagt også en vigtig rolle. Så politisk fokus er meget efterspurgt.”
