Nye tal: De fleste kræftpatienter bliver udredt og behandlet inden for ventetiderne
Langt de fleste kræftpatienter bliver udredt og behandlet inden for reglerne om maksimale ventetider. Det viser Sundhedsstyrelsens første opgørelse i den forstærkede overvågning af maksimale ventetider på kræftområdet.
Som et led i den forstærkede overvågning af kræftområdet har regionerne siden 1. januar 2024 indberettet tal om patientforløb og overholdelse af ventetider. Opgørelsen viser, at langt de fleste patienters forløb overholder reglerne om de maksimale ventetider.
”Kræft berører rigtig mange mennesker. Vi kan se på tallene fra regionerne for første kvartal, at langt de fleste forløb sker inden for reglerne om de maksimale ventetider, og det er meget positivt. Det er første gang, vi får et så nuanceret indblik i ventetiderne landet over, og vi vil nu sammen med regionerne følge, hvordan ventetiderne udvikler sig,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Tanja Popp i en pressemeddelelse.
På landsplan blev der i 1. kvartal 2024 registreret i alt 58.923 udrednings- eller behandlingsforløb på kræftområdet, som er omfattet af reglerne om de maksimale ventetider. I 99,9 procent af det samlede antal udrednings- og behandlingsforløb var reglerne om maksimale ventetider overholdt.
I 66 forløb (0,1 procent) var reglerne om de maksimale ventetider ikke overholdt. Det vil sige, at patienterne ventede længere end den maksimale ventetid på en tid til start på udredning eller behandling, og den regionale handlepligt i form af at tilbyde henvisning til andet sygehus, der kunne starte udredning eller behandling inden for de maksimale ventetider. 32 forløb vedrørte udredning, mens de resterende 34 omhandlede behandling.
Der var i alt 1.725 udredningsforløb og 1.061 behandlingsforløb, hvor reglerne er overholdt, men de maksimale ventetider overskredet. Det svarer til 4,7 procent af sagerne. Blandt disse forløb var årsagen i 67,4 procent af tilfældene (3,2 procent af alle udrednings- og behandlingsforløbene omfattet af reglerne om de maksimale ventetider) patientens eget ønske, mens 28,1 procent (1,3 procent af alle udrednings- og behandlingsforløb omfattet af reglerne om de maksimale ventetider) var grundet hensyn til patientens helbred, og 4,5 procent (0,2 procent af alle udrednings- og behandlingsforløb omfattet af reglerne om de maksimale ventetider) skyldtes manglende kapacitet - hvor regionen dog har opfyldt handlepligten.
Den forstærkede overvågning på kræftområdet blev igangsat som led i Indenrigs- og Sundhedsministerens genopretningsplan på kræftområdet. Overvågningen er udviklet i et samarbejde mellem regionerne, Sundhedsdatastyrelsen og Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen følger tallene tæt, og er løbende i dialog med regionerne om de maksimale ventetider. Opfølgningen foregår blandt andet i Sundhedsstyrelsens Task Force for Patientforløb på Kræft- og Hjerteområdet.
Maksimale ventetider
Reglerne om maksimale ventetider indebærer, at der højst må gå 14 dage fra hospitalet har modtaget henvisningen fra den praktiserende læge, til man begynder udredning. De maksimale ventetider betyder også, at der højst må gå 14 dage, fra man har samtykket til behandling, til behandlingen begynder.