Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Ny DSKO-formand: Vi onkologer skal skabe debatterne

Malene Støchkel Frank

Prioritering, rekruttering af onkologer og ulighed i kræft er nogle af de fokusområder, som afdelingslæge Malene Støchkel Frank fra Onkologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Næstved og Roskilde, vil have i sin nye rolle som formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (DSKO).

Der er nok at tage fat på for Malene Støchkel Frank efter hun kort før påske blev valgt som den nye formand for DSKO. 

Hun har netop overtaget posten fra Lotte Engell-Nørregård, der nåede at sidde på posten i to perioder, og ifølge Malene Støchkel Frank er det store sko at udfylde.

“Det er en utrolig vigtig post, som jeg er glad for, at bestyrelsen har valgt mig til. Det lå ikke i kortene, at jeg skulle blive den næste formand, men jeg tager udfordringen og ansvaret på mig, og jeg vil gøre mit allerbedste, for jeg ved, at det er store sko at udfylde,” siger den nye formand. 

Med Malene Støchkel Frank som formand er det første gang, at formandskabet er repræsenteret fra Region Sjælland. De forrige formænd har blandt andet været fra Region Hovedstaden og Region Syddanmark.

Mine fornemmeste opgaver

Malene Støchkel Frank peger på tre centrale emner, hun som formand sammen med bestyrelsen vil have særligt stort fokus på; prioritering af ressourcer, rekruttering af personale og ulighed i kræft.

“Vi kommer til at få langt flere kræftpatienter inden for den nærmeste fremtid, og ifølge politisk hold skal det løses med prioritering. Der bliver det min fornemmeste opgave at sikre, at vi som fagfolk bliver en del af løsningen, bliver hørt og formår fortsat at være synlige i debatten,” siger hun. 

Og her er det vigtigt at have ulighed i sundhed med i tankerne, som er særligt aktuelt inden for kræftområdet, hvor patienter kan være meget sårbare og skrøbelige, lyder det fra Malene Støchkel Frank.

I sit formandskab vil hun også lægge særlig vægt på, at alle onkologer føler sig hørt og repræsenteret i bestyrelsen, som hun i høj grad vil læne sig op ad. Men også at de fælles budskaber når længere ud.

“Jeg er fortaler for, at vi er så synlige som muligt og arbejder proaktivt, så vi både skaber debatterne, men også går aktivt ind i dem i offentligheden,” siger den nye formand.

Gør onkologien attraktiv

En anden udfordring bliver at sikre, at der fremadrettet bliver uddannet nok onkologer og at gøre nye medicinstuderende opmærksomme på, at der er sket meget med specialet de sieneste mange år.

“Onkologien fylder ikke lige så meget på universitet, som vi mener, det bør. Vi skal blive skarpe til at fortælle de studerende, hvilke muligheder onkologien kan give dem, og hvad vi kan tilbyde dem både i onkologien og i det tætte samarbejde med andre specialer. Og så skal vi sikre, at de studerende får gode oplevelser ude på afdelingerne,” siger Malene Støchkel Frank.

“Samtidig har onkologien ændret sig meget de sidste år fra at have med dødeligt syge patienter at gøre med få behandlingsmuligheder til i dag, hvor vi kan gøre rigtig meget. Det er et vigtigt perspektiv at have med.”

Bekymret for den kliniknære forskning

Udover de tre fokuspunkter har den nye formand også nogle områder, hun holder særligt meget af. Det gælder blandt andet den kliniknære forskning, som for alt i verden ikke må nedprioriteres i fremtiden, hvis det står til Malene Støchkel Frank.

“Den forskning, der sættes i gang i klinikken og er nær patienterne, er noget af det vigtigste, vi har. Det er ofte der, vi finder ud af nye tanker og processer, der fører til forandringer og optimerede arbejdsgange. Derfor bliver jeg bekymret, når man hører politikerne tale om at skære ned på den, fordi det er en del af den langsigtede løsning,” siger hun.

Et andet emne, som også er den nye formands hjertebarn, er fælles beslutningstagning og at reducere overbehandling. For alle punkter gælder det dog om at være tålmodig og arbejdssom, peger hun selv på.

“Vi arbejder ikke med et bestemt mål, men med større perspektiver og processer, vi gerne vil præge. Vi ved ikke, hvor det ender, men vores opgave er at gøre tingene bedre,” siger hun.

Blå Bog: Malene Støchkel Frank

Blev læge i 2007 og har været i onkologien siden 2009. Skrev ph.d. om liquid biopsy og genomisk profilering inden for avanceret ikke-småcellet lungekræft under Karen Julie Gehl og Uffe Bødtger og har siden haft fokus på de områder.

Færdiguddannet speciallæge i 2018 og har siden været afdelingslæge på Klinisk Onkologisk Afdeling og Palliative Enheder på Sjællands Universitetshospital i Næstved

Har været medlem af DSKO’s bestyrelse siden 2020 og er desuden også bestyrelsesmedlem i Dansk Forskningscenter for Lungekræft og Dansk Forskningscenter for Dansk Forskningscenter for cirkulerende tumor DNA guided kræftbehandling under DCCC. 

Derudover er hun medlem af specialistnetværket for uhelbredelig kræft i Nationalt Genom Center og Dansk Onkologisk Lunge Cancer gruppe. 

Privat bor hun sammen med sin mand og tre børn i Vanløse og er 43 år.

Kultur

SOME: Med sin unikke blanding af humor og medicinsk ekspertise forsøger den amerikanske læge Will Flanary, kendt som Doktor Glaucomflecken, at revolutionere sundhedsvæsenet. Hans mål er at forbedre vilkårene for overbelastede læger og forsømte patienter. Hans utraditionelle formidling og udnyttelse af sociale medier har skabt ham et stort globalt publikum på over fire millioner, der tæller læger, medicinstuderende, sygeplejersker og patienter.

STREAMING: Netflix’ nye dokumentar ´The Remarkable Life of Ibelin´ er en overvældende og dybt betagende skildring af den alvorligt muskelsvindsyge, unge svenske Mats Steens sidste år som avataren Ibelin i online-spillet World of Warcraft. Find lommetørklæderne frem, for det bliver vådt, men det er alle tårerne værd.

DIGTE: Den produktive københavnerdigter Claus Høxbroe har lavet en digtsamling om livets afslutning. Her er poetiske momenter. Der er også passager, hvor livtaget med døden har svært ved at undslippe det banale.

KULTUR-TEMPERATUR: Norge producerer mange gode mandlige forfattere, mens Danmark producerer mange gode kvindelige af slagsen. I hvert fald hvis man spørger psykolog og forskningsleder Svend Aage Madsen fra Forum for Mænds Sundhed.

DOKUMENTAR: En kvinde fra Fyn, der tog sit eget liv i 2023, fik under sin indlæggelse på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg flere besøg af religiøse djævleuddrivere. Sammen med hendes læge mente de, at dæmoner var årsagen til hendes psykiske sygdom. Med skjulte kameraer og en undercoverjournalist afslører TV 2, hvordan fanatiske troende og en læge på afdelingen overtalte patienter til at opgive deres medicin.

BØGER: Professor i demenssygdomme, Steen Gregers Hasselbalch, har gennem mange år undervist både fagfolk, mennesker med demens og deres pårørende. Den erfaring skinner tydeligt igennem i hans nye bog om demens, som er skrevet til alle, der ønsker mere viden om nogle af de mest udbredte demenssygdomme.

BØGER: Traumet har kæmpet sig frem i rampelyset. Men selvom vi derfor tror, at vi ved, hvad vi taler om, når vi taler om traumer, så gør vi det ikke. Det mener lektor i psykologi, Karen-Inge Karstoft, der blandt andet vil have os til at forstå, at vi ofte overvurderer omfanget af psykiske reaktioner hos dem, der oplever potentielt traumatiske begivenheder.

BØGER: Forfatteren blev læge, og lægen blev forfatter. Annette Ellegaard pendulerer mellem identiteter og skriver om mord og dramaer i den medicinalbranche, vi alle er viklet ind i.

FILM: Den spanske mesterinstruktør, Pedro Almodóvar, har lavet en stilfuld og elegant film om aktiv dødshjælp. Desværre bliver den først rigtigt medrivende meget sent.

FILM: ’We Live in Time’ er et parforholds- og kræftdrama, der berører seeren, selvom spillefilmen sin barske historie til trods også minder om et glansbillede. Det er ikke en overbevisende skildring af et sygdomsforløb, men den egner sig til en omgang hyggesørgen med lommetørklæder og popcorn.