Skip to main content

Autologe CAR-T celleterapier viser lovende effekt mod fremskreden GI-kræft

ASCO:  Næsten alle patienter med tidligere behandlet fremskreden leverkræft opnåede tumorreduktion ved behandling med en ny autolog CAR-T celleterapi. Og ved fremskreden kolorektalkræft var den objektive responsrate (ORR) knap 30 procent.

Det viser resultater fra to fase I-studier præsenteret på det amerikanske onkologiske selskab ASCO’s årsmøde 2024.  

I det første studie (abstract #4019) undersøgte forskerne CAR-T-celleterapien C-CAR031 som behandling mod hepatocellulært karcinom (HCC). C-CAR031 er målrettet GPC3, et antigen, der er overudtrykt i HCC og næsten fraværende i rask væv.

Studiet inkluderede patienter med GPC3+ avanceret HCC, der havde progredieret på mindst én systemisk behandling. Patienterne modtog en enkelt intravenøs infusion af C-CAR031 efter standard lymfodepletion. Studiets primære endepunkter var sikkerhed og tolerabilitet, mens sekundære endepunkter inkluderede farmakokinetik og foreløbig effekt.

24 patienter fik C-CAR031 ved fire forskellige dosisniveauer. C-CAR031 havde en håndterbar sikkerhedsprofil. Ingen dosisbegrænsende toksicitet eller neurologisk toksicitet (ICANS) blev observeret. Cytokin-frigørelsessyndrom (CRS) blev observeret i 91,7 procent af patienterne med kun 4,2 procent grad 3 CRS.

Resultaterne viste, at:

  • Tumorreduktioner blev observeret hos 90,9 procent af patienterne med en median reduktion på 44 procent.
  • ORR var 50 procent på tværs af alle dosisniveauer og 57,1 procent ved det højeste dosisniveau (DL4).

CAR-T-effekt ved tarmkræft

I det andet fase I-dosiseskaleringsstudie (abstract #3514) undersøgte forskerne en CAR-T-celleterapi målrettet Carcinoembryonisk antigen (CEA), der kan være udtrykt på nogle tumorceller. CAR-T-cellerne var designet med det formål, at de skulle kunne trænge ind og virke i tumorens mikromiljø. Studiet sigtede mod at optimere administreringsvejen ved at sammenligne sikkerhed og effekt af CEA CAR-T via intraperitoneal (IP) og intravenøs (IV)-infusion hos især patienter med kolorektalkræft, der er progredieret på standardbehandling.

Studiet inkluderede patienter med CEA-positive solide tumorer, der var refraktære  ved anden- eller senere linjebehandlinger.

Mellem juni 2022 og januar 2024 blev 40 patienter behandlet, inklusive 35 med CRC. CRS blev observeret hos 62,5 procent af patienterne, hovedsageligt grad 1-2. IP-armen havde en højere ORR på 25 procent sammenlignet med 8 procent i IV-armen. Desuden viste den højdoserede IP-arm en ORR på 28,5 procent og vedvarende tumorreduktioner over fem måneder.

I abstractet konkluderes det således, at CEA CAR-T celleterapi har en acceptabel sikkerhedsprofil, og viser lovende antitumor-potentiale ved administreret ved IP-infusion, især i høj dosis.