STRIDE plus lenvatinib og TACE forbedrer PFS ved ikke-resektabel HCC
ASCO: Patienter med ikke-resektabel hepatocellulært karcinom (HCC), som er kandidater til transarteriel embolisering (TACE), opnår en signifikant forbedret progressionsfri overlevelse (PFS), når STRIDE og lenvatinib lægges oven i TACE. Interimanalysen viser også en numerisk OS-fordel, men OS-data er endnu ikke modne.
Det viser en interimanalyse fra fase III-studiet EMERALD-3, som blev præsenteret på ASCO 2026 (abstract #LBA4000).
Ved data cut-off 23. februar 2026 var 293 patienter randomiseret til STRIDE (Single Dose Tremelimumab, Regular Interval Durvalumab) plus lenvatinib plus TACE, 175 til STRIDE plus TACE og 292 til TACE alene.
STRIDE plus lenvatinib og TACE forbedrede PFS signifikant sammenlignet med TACE alene (HR 0,70; 95% CI: 0,57-0,86; p=0,0007). Median PFS var 13,0 måneder (95% CI: 12,0-16,7) med STRIDE, lenvatinib og TACE mod 9,8 måneder (95% CI: 8,0-11,4) med TACE alene. PFS-data havde en modenhed på 64 procent.
OS-analysen viste en numerisk fordel med triple-behandlingen sammenlignet med TACE alene, men forskellen var ikke statistisk signifikant ved interimanalysen (HR 0,84; 95% CI: 0,65-1,09; p=0,1814).
Median OS var 39,5 måneder (95% CI: 31,4-ikke beregnelig) med triplebehandlingen og 34,7 måneder (95% CI: 28,8-ikke beregnelig) med TACE alene. OS-raten efter 24 måneder var 66,9 procent (95% CI: 61,0-72,2) mod 61,5 procent (95% CI: 55,4-67,0). OS-data havde en modenhed på 40 procent.
Også forbedring uden lenvatinib
STRIDE plus TACE forbedrede også PFS sammenlignet med TACE alene. Median PFS var 12,9 måneder (95% CI: 10,2-15,9) med STRIDE plus TACE mod 8,1 måneder (95% CI: 6,5-10,2) i den tilsvarende TACE-kontrolarm, svarende til en HR på 0,71 (95% CI: 0,56-0,91). PFS-data havde en modenhed på 75 procent.
For STRIDE plus TACE var OS også forbedret sammenlignet med TACE alene (HR 0,70; 95% CI: 0,51-0,95). Median OS var ikke nået (95% CI: 32,7-ikke beregnelig) med STRIDE plus TACE og 32,9 måneder (95% CI: 24,1-43,2) med TACE alene. OS-raten efter 24 måneder var 68,0 procent (95% CI: 60,4-74,5) mod 57,8 procent (95% CI: 50,1-64,9). OS-data havde en modenhed på 45 procent.
Forekomsten af behandlingsrelaterede bivirkninger af maksimalt grad 3/4 var 62,7 procent med triplebehandling, 48,6 procent med dobbeltbehandlingen og 18,6 procent med TACE alene.
