Tarlatamab viser vedvarende effekt og forbedret OS ved småcellet lungekræft
WCLC: Immunterapien tarlatamab, en bispecifik T-celle engager, viser fortsat langvarig respons og forbedret samlet overlevelse (OS) hos patienter med tidligere behandlet småcellet lungekræft (SCLC).
Det viser de nyeste resultater fra fase II-studiet DeLLphi-301, som blev præsenteret på verdenskongressen for lungekræft WCLC 2024 (abstract #OA10.03).
Studiet inkluderede 220 patienter med småcellet lungekræft (SCLC), som havde tilbagefald efter en platinbaseret behandling (med eller uden checkpoint-hæmmere) og mindst én anden behandlingslinje. Patienterne modtog tarlatamab i doser på enten 10 mg eller 100 mg hver anden uge.
I 10 mg-gruppen, som er valgt til videre studier, var den objektive responsrate (ORR) 40,4 procent (95 % CI 30,7-50,7), heraf opnåede 2 procent komplet respons (CR) og 38,4 procent, der opnåede partiel respons (PR).
Den mediane varighed af respons (DOR) var endnu ikke målbart, og 47,5 procent af patienterne havde fortsat respons på behandlingen på tidspunktet for data-cutoff. Den mediane progressionsfri overlevelse (PFS) var 4,3 måneder (95 % CI 3,0-5,6), og den mediane samlede overlevelse (OS) var 15,2 måneder (95 % CI 10,8-ikke målbar). Sygdomskontrolraten var 70,7 procent.
I 100 mg-gruppen var ORR 32,2 procent (95 % CI 22,6-43,1), og den mediane DOR var 8,1 måneder. Median PFS var 3,2 måneder, og median OS var 15,1 måneder.
Behandlingen blev generelt tolereret godt, og der blev ikke observeret nye sikkerhedssignaler i den længere opfølgning. Cytokin-frigivelsessyndrom (CRS), primært i grad 1 eller 2, var den hyppigste bivirkning, og blev set hos 56,8 procent af patienterne. Der blev ikke rapporteret tilfælde af CRS i grad 4 eller 5. 2,7 procent af patienterne afbrød behandlingen som følge af behandlingsrelaterede bivirkninger.
