Immunterapi kan blive ny standard mod fremskreden analcancer

ESMO:  Kombinationen af PD-1-hæmmeren retifanlimab og standardkemoterapi forbedrer den progressionsfri overlevelse (PFS) hos patienter med fremskreden analcancer sammenlignet med kemoterapi alene. Når OS-data er modne, kan behandlingen blive ny standard i første linje, vurderer cheflæge Lars Henrik Jensen.

Resultaterne stammer fra fase III-studiet POD1UM-303/InterAACT 2 (abstract #LBA2), som blev præsenteret på Presidential Symposium ved det europæiske onkologiske selskabs årsmøde ESMO 2024.

Foruden forbedringen af PFS er der en stærk tendens til, at tillæg af retifanlimab også forbedrer den samlede overlevelse (OS), men data er endnu umodne.

”Analcancer er en meget sjælden sygdom, og dokumentationen for den nuværende behandling er meget begrænset. POD1UM-303 er det første fase III-studie og klart det største studie i denne sygdom, og jeg synes, resultaterne er meget lovende. Studiet opfylder det primære endepunkt, PFS, og når OS-data er modne, kunne kombinationen af retifanlimab og kemoterapi godt blive ny standard i første linje,” siger Lars Henrik Jensen, cheflæge på Onkologisk Afdeling ved Vejle Sygehus. Hans afdeling har bidraget med patienter til studiet, som har haft deltagelse fra adskillige europæiske lande samt Japan, USA og Australien.

Flot signifikant forbedring

POD1UM-303 inkluderede 308 patienter med inoperabel lokalt recidiverende eller metastatisk planocellulært karcinom i analkanalen. Medianalderen var 62 (29 til 86) år, 72 procent var kvinder, 87 procent var hvide, 4 procent var HIV-positive, og 36 procent havde levermetastaser. Deltagerne blev randomiseret 1:1 til enten at modtage seks serier carboplatin-paclitaxel (C-P) i standarddosis plus placebo eller C-P plus 500 mg retifanlimab hver fjerde uge i op til et år. Patienter kunne krydse over til retifanlimab efter progression i placebo-armen.

Det primære endepunkt var PFS, mens de sekundære endepunkter var samlet overlevelse (OS), objektiv responsrate (ORR), sygdomskontrolrate (DCR), varighed af respons (DOR), sikkerhed og farmakokinetik.

Studiet opnåede sit primære endepunkt, idet median PFS var signifikant længere i retifanlimab-armen sammenlignet med placebo-armen: 9,3 måneder versus 7,4 måneder (HR 0,63; 95% CI 0,47-0,84; p=0,0006). Median opfølgningstid for PFS var 7,6 måneder i retifanlimab-armen og 7,1 måneder i placebo-armen.

”Forskellen i PFS er ikke stor i absolutte tal, men der er en flot signifikant forbedring af PFS, og kurverne deler sig tidligt. Det er det primære endepunkt, studiet skal vurderes på, og det falder positivt ud. Når vi så ser på de andre endepunkter, som vi har modne data på – for eksempel responsrate – så peger alt på, at tillæg af immunterapi giver en bedre effekt end kemoterapi alene,” siger Lars Henrik Jensen.

ORR var således højere i retifanlimab-armen, hvor 55,8 procent af patienterne opnåede respons, sammenlignet med 44,2 procent i placebo-armen (p=0,0129). 22 procent opnåede komplet respons i retifanlimab-armen mod 14 procent i placebo-armen. DCR var 87 procent i retifanlimab-armen mod 79,7 procent i placebo-armen, og median DOR var henholdsvis 14 og 7,2 måneder.

Kombinationen af retifanlimab til C-P var overordnet godt tolereret, vurderer forskerne bag studiet, og der blev ikke observeret nye sikkerhedssignaler.

Overraskende OS-data

OS-data er endnu umodne, men viser en tendens mod forbedret OS i retifanlimab-armen med en median OS på 29,2 måneder sammenlignet med 23 måneder i placebo-armen (HR 0,70; 95% CI 0,49-1,01; p=0,0273). Median opfølgningstid for OS var henholdsvis 14,8 og 12,9 måneder.

”Jeg er faktisk overrasket over, at der i den foreløbige opgørelse er en meget stærk tendens mod en OS-forbedring ved tillæg af immunterapi,” siger Lars Henrik Jensen.

Overraskelsen skyldes, fortæller cheflægen, at studiet er designet som et crossover-studie, hvor patienter i placeboarmen, som ikke opnåede respons på kemoterapi, kunne tilbydes immunterapi. 45 procent af patienterne krydsede over til immunterapi, men det havde ingen eller meget ringe effekt på den samlede overlevelse.

”Det tyder på, at det er bedst at give kombinationen af kemoterapi og immunterapi up front frem for at give det sekventielt, da der tilsyneladende er mindre effekt af immunterapi, når først patienterne er progredieret på kemoterapi,” siger Lars Henrik Jensen.

I Danmark er der årligt cirka 150 nye tilfælde af analcancer, hvoraf et fåtal er avanceret på diagnosetidspunktet. Prognosen for avanceret analcancer er generelt dårligt, fremgår det af Dansk Anal Cancer Gruppes kliniske retningslinjer for onkologisk behandling af avanceret anal cancer. Kurativ kirurgi vil i nogle tilfælde være muligt, men en stor andel af patienterne vil gennemgå et palliativt forløb med en femårsoverlevelse på cirka 30 procent, lyder det. Den onkologiske behandling af analcancer varetages på centrene i Herlev, Vejle og Aarhus. Foruden Vejle har også Herlev deltaget i POD1UM-303.