Tukysa i kombination med Kadcyla øger PFS mod HER2-positiv brystkræft

SABCS: Tukysa (tucatinib) kombineret med Kadcyla (trastuzumab emtansine, T-DM1) øger progressionsfri overlevelse (PFS) ved tidligere behandlet avanceret HER2-positiv brystkræft sammenlignet med T-DM1 alene. Spørgsmålet er, om effekten er bivirkningerne værd, siger onkolog Peter Michael Vestlev.

Resultaterne stammer fra HER2CLIMB-02-studiet præsenteret på den amerikanske brystkræftkongres i San Antonio, SABCS 2023 (abstract #GS01-10).

”Effekten af kombinationen er ikke stor, men det er et interessant studie alligevel. Tanken om, at du har en HER2-dirrigeret kinasehæmmer sammen med en ADC er en nærliggende tanke. Og tidligere studier tyder på, at en HER2-hæmmer sammen med en ADC har god effekt,” siger Peter Michael Vestlev, speciallægekonsulent ved Klinisk Onkologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital. Han er tidligere ledende overlæge på afdelingen.

Han fortsætter:

”Hvis vi ender der, hvor T-DXd (Enhertu, red.) bliver førstevalget til denne patientgruppe, og nogen af dem progredierer, så vil vi stadig have T-DM1 som en anden behandlingsmulighed. Så kan man overveje, om man skal bringe tucatinib ind som supplement,” siger Peter Michael Vestlev.

Det er dog ikke en let beslutning at tage, mener han, for selvom kombinationen øger PFS med et par måneder, så følger der også tunge bivirkninger med ved at tilføje tucatinib til T-DM1.

”Bivirkningerne er betragtelige. Det skal dog ikke ændre på, at vi stadig skal spørge, om vi kan gøre noget for at forbedre prognosen for disse patienter. Det gælder særligt hos dem med hjernemetastaser, hvor det har været svært at finde en god behandling. Her har vi et studie, der viser, at kombinationen af T-DM1 og tucatinib giver bedre data og PFS, men lige i øjeblikket er det på bekostning af en markant forøgelse af bivirkninger. Men alligevel kan det være på rette spor,” siger Peter Michael Vestlev.

Signifikant PFS-gevinst

Studiet inkluderede 463 brystkræftpatienter, der tidligere var blevet behandlet med trastuzumab og et taxan-stof.

Patienterne blev tilfældigt tildelt til at modtage enten tucatinib plus T-DM1 (228 patienter) eller placebo plus T-DM1 (235 patienter). Knap halvdelen (44,1 procent) havde hjernemetastaser ved studiestart. 

Resultaterne viser, at:

• Tucatinib-armen opnåede en signifikant øget median progressionsfri overlevelse (PFS) på 9,5 måneder sammenlignet med 7,4 måneder for placebo-gruppen, hvilket svarer til en 24,1 procent reduktion i risiko for sygdomsprogression eller død (hazard ratio = 0,759 [95% CI 0,607-0,950]; P=0,0163).
• Blandt patienter med hjernemetastaser ved studiestart var median PFS 7,8 måneder i tucatinib-armen og 5,7 måneder i placebo-armen, hvilket indikerer en 36,1 procent mindre risiko for progression eller død.
• Samlet set viste tucatinib-armen en numerisk højere objektiv responsrate på 42,0 procent sammenlignet med kontrolarmen på 36,1 procent.

De mest almindelige behandlingsrelaterede bivirkninger (TEAEs) inkluderede kvalme, diarré og træthed, med en højere forekomst i tucatinib-gruppen. De mest almindelige alvorlige TEAEs i tucatinib-armen var forhøjelse af alanin og aspartat aminotransferase, observeret hos 16,5 procent af patienterne i tucatinib-gruppen mod 2,6 procent i kontrolgruppen. 

Selvom flere patienter stoppede på grund af TEAEs i tucatinib-armen, var der ingen nye sikkerhedssignaler for kombinationsterapien. Yderligere opfølgning er nødvendig for at vurdere den fulde effekt på samlet overlevelse (OS), som på nuværende tidspunkt forbliver umoden. 

”Jeg vil se frem til, om man vil blive i stand til at lave et behandlingsprogram, så man får et bedre forhold mellem effekt og bivirkning end lige nu. Spørgsmålet er, om det er dosis, der skal justeres, eller om det er et andet stof, som skal til,” siger Peter Michael Vestlev.