Ny selektiv LAT1-hæmmer viser potentiale mod avanceret refraktær galdekræft
ASCO GI: Patienter med forskellige undertyper af avanceret refraktær kræft i galdevejene opnår en længere progressionsfri overlevelse (PFS), når de behandles med den selektive L-type aminosyretransportør (LAT1)hæmmer nanvuranlat (tidligere JPH203) frem for placebo.
Det viser de primære endepunktsdata fra et randomiseret, dobbeltblindet fase II-studie, der blev fremlagt ved en rapid abstract session på det amerikanske kræftselskab ASCO’s gastrointestinale kræftsymposium ASCO GI 2023 (abstract #494).
Overekspression af LAT1 i kræftceller er associeret med en aggressiv spredning af kræftsygdommen og hermed en dårlig prognose hos patienter med forskellige kræftformer, herunder galdevejskræft.
I fase II-studiet blev 106 japanske patienter med fire forskellige typer af avanceret galdevejskræft inkluderet; intrahepatisk kolangiokarcinom, ekstrahepatisk kolangiokarcinom, galdeblærekræft og kræft i området ved indgangen til tyndtarmen mellem leveren og bugspytkirtlen (ampulla of Vater). Patienterne var refraktære eller intolerante over for standard kemoterapi og andre eksperimentelle præparater. Forud for inklusion fik patienterne foretaget en NAT2-test.
Patienterne blev randomiseret 2:1 til nanvuranlat (n=70) eller placebo (n=36). Studiets primære endepunkt var PFS vurderet ved blindet uafhængig central gennemgang (BICR) ved brug af RECIST 1.1.
Data viser, at studiet mødte sit primære endepunkt, og nanvuranlat demonstrerede en statistisk signifikant forbedring af PFS sammenlignet med placebo (HR = 0,557; 95% CI 0,3435-0,9029; ensidet P = 0,0164). Sygdomskontrolraten i nanvuranlat-armen var 24,6 procent på tværs af alle subtyper, mens den var 11,4 i placeboarmen.
Der blev observeret grad 3 bivirkninger hos 30 procent af patienterne i nanvuranlat-armen versus 22,9 procent i placeboarmen. Andelen af behandlingsrelaterede bivirkninger var henholdsvis 41,4 procent og 57,1 procent. Ingen patienter fik bivirkninger, der førte til afbrydelse af behandlingen med nanvuranlat, dosisreduktion eller død.