Eksperimentel FGFR1-3-hæmmer viser potentiale ved CCA med FGFR2-fusioner
ASCO-GI: FGFR1-3-hæmmeren tinengotinib (TT-00420) demonstrerer lovende klinisk effekt som monoterapi til patienter med fremskreden galdevejskræft (CCA) med FGFR2-fusioner, der tidligere har modtaget behandling med FGFR-hæmmere.
Det viser resultater fra et fase II-studie, som blev præsenteret ved det amerikanske kræftselskab ASCO’s GI-møde i midten af januar (abstract #434).
Tinengotinib er en multikinase-hæmmer, der binder til FGFR-genet. Det eksperimentelle stof har i prækliniske modeller og i fase I-studier vist sig effektivt at hæmme FGFR2-fusion/rearrangement og erhvervede resistente mutationer, blandt andet hos patienter med CCA.
Fase II-studiet har inkluderet 48 patienter med avanceret eller metastatisk CCA, som har modtaget ≥1 tidligere systemisk behandling med kemoterapi, og havde en ECOG-performancescore på 0-1. De havde en medianalder på 61,5 år (25-81) og 58,3 procent havde modtaget ≥3 tidligere linjer behandling forud for inklusion i studiet.
Patienterne blev inddelt i fire kohorter. Kohorte A1 var udgjort af patienter med FGFR2-fusion med primær resistens over for FGFR-hæmmere (n=13). Kohorte A2 bestod af patienter med FGFR2-fusion med erhvervet resistens over for FGFR-hæmmere (n=10). Kohorte B bestod af patienter med non-fusion FGFR-alterationer (n=12), mens kohorte C inkluderede patienter med FGFR wildtype sygdom (n=13). Samtlige patienter i studiet fik tinengotinib 10 mg QD, og det primære endepunkt var objektiv responsrate (ORR) per RECIST v.1.1.
Ved data-cutoff kunne 40 ud af 48 inkluderede patienter evalueres. Data viser, at 9,1 procent af patienterne i kohorte A1 opnåede partielt respons (PR) på behandlingen med tinengotinib med en tumorreduktion på 31,8 procent. I kohorte A2 opnåede 37,5 procent PR med en tumorreduktion på mellem 40,7 og 54,6 procent. I kohorte B opnåede 33,3 procent PR med en tumorreduktion på mellem 36,5 og 60,6 procent. Der blev ikke observeret PR hos nogen patienter i kohorte C.
Den samlede sygdomskontrolrate (DCR) var 94,7 procent blandt patienterne i kohorte A1+A2. DCR var 88,9 procent i kohorte B og 75 procent i kohorte C. Den mediane progressionsfri overlevelse (mPFS) 5,26 måneder (95% CI 2,86-9,10) i kohorte A1+A2, mens mPFS var 5,98 måneder i kohorte B (95% CI 1,87-NA) og 3,84 måneder (95% CI 1,84-4,80) i kohorte C.
45 ud af de 48 inkluderede patienter fik behandlingsrelaterede bivirkninger (TRAEs). De mest almindelige grad 3 TRAEs var hypertension (25 procent), hånd-fod-syndrom (6,3 procent), diarré (6,3 procent) og mundbetændelse (6,3 procent). Tre patienter fik grad 4-bivirkninger i løbet af studieperioden. Der blev ikke observeret nogen grad 5-events.
Effekt og sikkerhed ved tinengotinib versus lægens valg af behandling evalueres aktuelt i et fase III-studie blandt patienter med fremskreden CCA med FGFR2-fusion, som tidligere har fået kemoterapi og behandling med FGFR-hæmmere.
