Ingen OS-fordel med tripletbehandling af fremskreden galdevejskræft
ASCO-GI: Tillæg af Avastin (bevacizumab) til Tecentriq (atezolizumab) og kemoterapi (cisplatin plus gemcitabin, CisGem) giver ingen samlet overlevelses (OS)-fordel sammenlignet med atezolizumab og CisGem alene.
Det viser resultater af fase II-studiet IMbrave151 – et proof-of-concept-studie, som blev præsenteret på kongressen ASCO Gastrointestinal Cancers Symposium 2024 (abstract #435).
Data viser en beskeden PFS-fordel ved tillæg af bevacizumab til atezolizumab og CisGem. Median PFS var 8,35 måneder med bevacizumab og 7,9 måneder uden bevacizumab, og seksmåneders-PFS-raten var henholdsvis 78 procent og 63 procent. PFS hazard ratio (HR) var 0,67 i tripletbehandlingens favør (95% CI 0,46-0,95).
Der var derimod ingen samlet OS-gevinst ved tillæg af bevacizumab i intent-to-treat (ITT)-armen. Median OS var 14,9 måneder med bevacizumab og 14,6 måneder uden bevacizumab (HR 0,97; 95% CI 0,64-1,47). Der var heller ingen forskel på den objektive responsrate med eller uden bevacizumab (26,6 procent mod 26,5 procent).
Potentiale i undergrupper
Dog var høj VEGF-A-ekspression associeret med en forbedret PFS (HR 0,43; 95% CI 0,22-0,83) og OS (HR 0,66; 95% CI 0,31-1,4) til fordel for tripletbehandlingen. En høj hepatocyt-gensignatur var ligeledes associeret med en forbedret PFS (HR 0,47; 95% CI 0,24-0,92) og OS (HR 0,66; 95% CI 0,31- 1,4) til fordel for tripletbehandlingen. Patienter med mutationer i PI3k/AKT-signalvejene havde dårligere OS end patienter uden disse mutationer (HR 3,7; 95% CI 1,5-9,1) med tripletbehandling.
Forskerne konkluderer, at IMbrave151-studiet indikerer en moderat PFS-fordel ved at kombinere atezolizumab med bevacizumab og kemoterapi i ITT-armen, men at studiet er begrænset af få patienter og et ikke-komparativt design. De konkluderer også, at den eksplorative analyse af biomarkører tyder på, at høj VEGF-A-genekspression og en høj hepatocyt-gensignatur kan være prædiktive markører for fordel ved tillæg af bevacizumab, hvilket berettiger yderligere studier, lyder det i abstractet.
I IMbrave blev 162 patienter med ubehandlet fremskreden galdevejskræft randomiseret 1:1 til enten atezolizumab (1200 mg Q3W) + bevacizumab (15 mg/kg Q3W) eller placebo + CisGem (Cis 25 mg/m2 og Gem 1000 mg/m2 på dag 1 og 8 q3w) i op til otte serier, efterfulgt af atezolizumab (1200 mg Q3W) + bevacizumab (15 mg/kg Q3W) eller placebo indtil sygdomsprogression eller uacceptabel toksicitet.