Imfinzi plus Imjudo godkendt som 1.linjebehandling mod fremskreden lever- og lungekræft i EU
Immunterapikombinationen Imfinzi (durvalumab) og Imjudo (tremelimumab) har fået markedsføringstilladelse i EU som førstelinjebehandling mod fremskreden eller inoperabelt hepatocellulært karcinom (HCC) og mod metastatisk ikke-småcellet lungekræft.
Europa Kommissionens to godkendelser er baseret på resultater fra fase III-studiet HIMALAYA, publiceret i New England Journal of Medicine Evidence, og fase III-studiet POSEIDON, publiceret i Journal of Clinical Oncology.
I HIMALAYA-studiet reducerede durvalumab+tremelimumab-kombinationen risikoen for død med 22 procent versus sorafenib hos patienter med fremskreden HCC (hazard ratio [HR] 0,78; 95 % konfidensinterval [CI], 0,66-0,92; p=0,0035 ).
Median samlet overlevelse (OS) var 16,4 måneder i kombinationsarmen, mens tallet var 13,8 måneder i sorafenib-armen. 31 procent af patienterne behandlet med kombinationen var stadig i live efter 3 år, mens tallet var 20 procent af patienterne behandlet med sorafenib.
14 måneders median OS
I POSEIDON-studiet reducerede et begrænset behandlingsforløb på 5 cyklusser tremelimumab og durvalumab plus fire cyklusser af platinbaseret kemoterapi risikoen for død med 23 procent i forhold til en række kemoterapier (HR 0,77; 95 % CI, 0,65-0,92; p=0,00304).
Median OS var 14,0 måneder for kombinationsarmen versus 11,7 måneder for kemoterapi. Det anslås, at 33 procent af patienterne var i live efter 2 år, mens tallet var 22 procent for patienterne, der havde fået kemoterapi. Behandlingskombinationen reducerede også risikoen for sygdomsprogression eller død med 28 procent sammenlignet med kemoterapi alene (HR 0,72; 95 % CI, 0,60-0,86; p=0,00031) med en median progressionsfri overlevelse (PFS) på 6,2 måneder versus 4,8 måneder.
Opdaterede resultater fra POSEIDON fase III-studiet efter cirka fire års opfølgning præsenteret på ESMO 2022 viste vedvarende overlevelsesfordele. Kombinationen reducerede risikoen for død med 25 procent sammenlignet med kemoterapi alene (HR 0,75; 95 % CI 0,63-0,88).
Den opdaterede median OS var 14 måneder for kombinationsbehandlingen versus 11,7 måneder for kemoterapi alene. Forskerne anslår, at 25 procent af patienterne behandlet med kombinationen var i live efter 3 år mod 13,6 procent for dem, der blev behandlet med kemoterapi alene.