Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Overlæge om femårsdata fra CROWN-studiet: Jeg har aldrig set noget lignende

ASCO:  Den fyldte sal på kræftkongressen ASCO gav en ekstra runde klapsalver, da nye data fra CROWN-studiet viste, at flertallet af lungekræftpatienterne havde overlevet fem år på Loviqua (lorlatinib) uden sygdomsprogression. Median progressionsfri overlevelse (PFS) var dermed ikke nået. Det er første gang, at det er set inden for avanceret lungekræft.

”Det er helt vildt faktisk. Folk klappede og klappede og klappede. Det var så fint,” siger Jens Benn Sørensen, overlæge ved Kræftafdelingen på Rigshospitalet. Han var til stede i salen under det amerikanske onkologiske selskabs årsmøde ASCO 2024, da fase III-studiet CROWN (abstract #LBA8503) blev præsenteret.

I studiet havde forskerne sammenlignet lorlatinib, der er en tredje generations ALK-tyrosinkinase-hæmmer (TKI), med den ældre TKI crizotinib hos behandlingsnaive patienter med avanceret ALK+ ikke-småcellet lungekræft (NSCLC).

De nye opfølgningsdata viser, at median PFS endnu ikke er nået (NR; 64,3-ikke nået) i lorlatinib-armen efter en median opfølgningstid på 60,2 måneder, mens den var 9,1 måneder (7,4-10,9) i crizotinib-armen. Det giver en hazard ratio på 0,19 (95% CI 0,13-0,27). Femårs-PFS var 60 procent (51-68) med lorlatinib og 8 procent (3-14) med crizotinib.

Bremser spredning i hjernen

Patienter med hjernemetastaser var også i langt højere grad beskyttet af lorlatinib, og median tid til intracerebral (IC) progression var ikke nået i lorlatinib-armen (NR; NR-NR) sammenlignet med 16,4 måneder (12,7-21,9) i crizotinib-armen. Det gav en uhørt stor risikoforskel HR 0,06 (95% CI 0,03-0,12), hvilket demonstrerer lorlatinibs evne til at trænge ind i hjernen og bremse kræftens udvikling.

”Det er jo ret fantastisk, fordi det er stort set på alle parametre, hvor behandlingen slår igennem. Det er uanset, om patienterne har hjernemetastaser eller ej. Ellers er hjernemetastaser jo et stort problem ved den her sygdom,” siger Jens Benn Sørensen.

Hos patienter uden hjernemetastaser ved baseline udviklede kun 4 ud af 114 patienter i lorlatinib-armen hjerneprogression inden for de første 16 måneder af behandlingen. 

For patienter med baseline hjernemetastaser var median PFS ikke nået (95% CI 32.9-NR) i lorlatinib-armen mod 6 måneder (95% CI 3,7-7,6) i crizotinib-armen (HR 0,08; 95% CI 0,04-0,19). 

Patienter bliver ikke resistente

Én af forklaringerne på, at lorlatinib har så stor og langvarig effekt ved ALK+ kræft er blandt andet, at patienterne ikke udvikler resistente mutationer, vurderer Jens Benn Sørensen.

”Der er mange TKI’er, som virker i starten, men langsomt - over nogle måneder eller måske år - kommer der en mutation, som bliver en ny driver for kræften, og som TKI’en ikke bremser lige så effektivt. Men lorlatinib lader til at virke bredere og ramme flere mutationer,” siger Jens Benn Sørensen. 

Derudover var sikkerhedsprofilen for lorlatinib konsistent med tidligere analyser, med grad 3/4 bivirkninger rapporteret hos 77 procent af patienterne, sammenlignet med 57 procent for crizotinib.Behandlingsrelaterede bivirkninger resulterede i, at henholdsvis fem procent af patienterne i lorlatinib-armen og seks procent af patienterne i crizotinib-armen måtte ophøre med behandlingen.

ASCO

Kultur

BØGER: Traumet har kæmpet sig frem i rampelyset. Men selvom vi derfor tror, at vi ved, hvad vi taler om, når vi taler om traumer, så gør vi det ikke. Det mener lektor i psykologi, Karen-Inge Karstoft, der blandt andet vil have os til at forstå, at vi ofte overvurderer omfanget af psykiske reaktioner hos dem, der oplever potentielt traumatiske begivenheder.

BØGER: Forfatteren blev læge, og lægen blev forfatter. Annette Ellegaard pendulerer mellem identiteter og skriver om mord og dramaer i den medicinalbranche, vi alle er viklet ind i.

FILM: Den spanske mesterinstruktør, Pedro Almodóvar, har lavet en stilfuld og elegant film om aktiv dødshjælp. Desværre bliver den først rigtigt medrivende meget sent.

FILM: ’We Live in Time’ er et parforholds- og kræftdrama, der berører seeren, selvom spillefilmen sin barske historie til trods også minder om et glansbillede. Det er ikke en overbevisende skildring af et sygdomsforløb, men den egner sig til en omgang hyggesørgen med lommetørklæder og popcorn.

KULTUR-TEMPERATUR: Afdelingslæge og psykiatri-formand Jacob Isøe Klærke hylder komikeren Roberto Benigninis komedie ’Livet er Smukt’.  ”Det er en meget anderledes måde at gå til Holocaust og krig på sammenlignet med de fleste andre film om emnet,” siger han om filmen.

BØGER: Overlæge Thomas Maria Melchior ved Hjertemedicinsk afdeling ved Sjællands Universitetshospital har begået en passioneret og imponerende grundig bog om, hvordan udenlandske søsterordener var bag opbygning og modernisering af sygehusvæsenet i Danmark i 1800- og 1900-tallet og dermed bidrog til fundamentet for den velfærdsstat, vi har i dag. 

BØGER: ´Madregler´ er en handy indgang til en madkultur, der er bedre for både den enkelte borger og vores udsatte klode. Bøger som denne vil dog næppe gøre en stor forskel for dem, der i forvejen har få midler og lever usundt.

PODCAST: Mennesker, som er blevet ramt af en tumor i hjernen, beretter ofte om kognitive udfordringer og manglende forståelse for deres sygdom. Podcastserien ´Hjernetumorliv´ fra Hjernetumorforeningen er et modigt og vellykket forsøg på at give omgivelserne indblik i de mange udfordringer, som de alt for ofte usynlige patienter må kæmpe med hjemme, på arbejdsmarkedet og i forhold til det kommunale sundhedssystem.

KULTUR-TEMPERATUR: Cheflæge Martin Schultz havde ikke set den komme. Men han er via sin 15-årige datter blevet draget af computerspillet ’The Last of Us’, der viser en verden i smukt forfald.

TV: Miniserien ´Dør far i morgen?´ på TV2 Nord er en sjælden fin, vemodig og livsbekræftende fortalt skildring af alt det, som er vigtigst i den sidste tid i livet for den unge kræftsyge far Kristian, og hans kone og deres tre mindreårige børn. Hver dag kommer døden tættere på, men ingen ved, hvornår den indtræffer, og hvordan finder man så den udholdelige balance mellem håb og virkelighed?