Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Ny førstelinje-mulighed mod fremskreden HER2-negativ kræft i mavesæk og mavemund

Nu har patienter med fremskreden HER2-negativ kræft i mavesæk og mavemund og PD-L1 CPS ≥ 5 også mulighed for Keytruda (prembrolizumab) og kemoterapi i første linje. Det er godt nyt med et alternativ til patienterne, siger overlæge Morten Mau.

I marts 2024 anbefalede Medicinrådet pembrolizumab i kombination med kemoterapi mod fremskreden HER2-positiv kræft i mavesæk og mavemund, og nu har rådet så også anbefalet behandlingen mod HER2-negativ kræft.

”Det er godt med endnu en mulighed og et nyt middel i værktøjskassen,” siger Morten Mau-Sørensen, overlæge på Afdelingen for Kræftbehandling på Rigshospitalet.

Rådet vurderer, at ”effekten og bivirkningsbyrden af pembrolizumab i kombination med kemoterapi er sammenlignelig med (den nuværende standard, red.) nivolumab i kombination med kemoterapi, som er nuværende behandling til patienterne.”

Kan få betydning for prissætningen

Medicinrådet anbefaler derfor regionerne at benytte det lægemiddel, der samlet set er forbundet med de laveste omkostninger. 

”Med anbefalingen følger der to vigtige implikationer. Anbefalingen er med til at bekræfte princippet og konceptet bag checkpoint-hæmmere til denne kræftform, da det er anden checkpoint-hæmmer, som viser god effekt. Vi står dermed på solid grund, når vi fortæller vores patienter, at immunterapi giver dem ekstra tid at leve i,” siger Morten Mau-Sørensen.

Han fortsætter:

”Derudover viser studierne, hvilket Medicinrådet bekræfter, at de to lægemidler er meget jævnbyrdige. Det vil potentielt få en betydning for prissætningen af lægemidlet.”

Keynote-859-studiet, som Medicinrådets vurdering er baseret på, viste, at patienterne levede længere med pembrolizumab og kemoterapi sammenlignet med placebo og kemoterapi. Median samlet overlevelse (OS) var 14,0 måneder (95 % CI 12,1; 15,4) versus 11,5 måneder (95 % CI 10,3; 12,5) svarende til en hazardratio (HR) på 0,70 (95 % CI 0,60; 0,82).

Samtidig progredierede patienterne senere (median PFS 7,1 måneder (95 % CI 6,1; 8,3) vs. 5,6 måneder (5,4; 5,9) svarende til en HR på 0,69 (95 % CI 0,58; 0,81)).

CM-649-studiet, der afprøvede nivolumab, viste sammenlignelige resultater. Også her levede patienterne længere på behandling med nivolumab + kemoterapi sammenlignet med placebo + kemoterapi (median OS 14,4 måneder (95 % CI 13,1; 16,2) vs. 11,1 måneder (95 % CI 10,0; 12,1) med en HR på 0,70 (95 % CI 0,61; 0,81)). Ligesådan progredierede patienterne senere (median PFS 8,3 måneder (95 % CI 7,0; 9,3) vs. 6,1 måneder (5,6; 6,9) med en HR på 0,70 (95 % CI 0,60; 0,81)).

Ikke til lavt PD-L1-udtryk

Medicinrådet anbefaler dog ikke pembrolizumab i kombination med kemoterapi, når patienterne har en PD-L1-score på ≥ 1 og < 5. Rådet vurderer, at behandlingens kliniske effekt ikke er væsentligt bedre, end den behandling patienterne får i dag, som er kemoterapi alene, og at behandlingen desuden er forbundet med flere bivirkninger og er dyrere end kemoterapi.

”Cut-off-værdier er et valg, man har taget. De kan give indtryk af, at én gruppe får effekt, mens en anden ingen effekt har. Reelt set er effektstørrelsen gradvist faldende med lavere PD-L1.  Det er et kontinuum. Når det er sagt giver grænsen på fem procent god nok mening (da effekten er noget lavere under fem procent, red.),” siger Morten Mau-Sørensen.

Kultur

BØGER: Traumet har kæmpet sig frem i rampelyset. Men selvom vi derfor tror, at vi ved, hvad vi taler om, når vi taler om traumer, så gør vi det ikke. Det mener lektor i psykologi, Karen-Inge Karstoft, der blandt andet vil have os til at forstå, at vi ofte overvurderer omfanget af psykiske reaktioner hos dem, der oplever potentielt traumatiske begivenheder.

BØGER: Forfatteren blev læge, og lægen blev forfatter. Annette Ellegaard pendulerer mellem identiteter og skriver om mord og dramaer i den medicinalbranche, vi alle er viklet ind i.

FILM: Den spanske mesterinstruktør, Pedro Almodóvar, har lavet en stilfuld og elegant film om aktiv dødshjælp. Desværre bliver den først rigtigt medrivende meget sent.

FILM: ’We Live in Time’ er et parforholds- og kræftdrama, der berører seeren, selvom spillefilmen sin barske historie til trods også minder om et glansbillede. Det er ikke en overbevisende skildring af et sygdomsforløb, men den egner sig til en omgang hyggesørgen med lommetørklæder og popcorn.

KULTUR-TEMPERATUR: Afdelingslæge og psykiatri-formand Jacob Isøe Klærke hylder komikeren Roberto Benigninis komedie ’Livet er Smukt’.  ”Det er en meget anderledes måde at gå til Holocaust og krig på sammenlignet med de fleste andre film om emnet,” siger han om filmen.

BØGER: Overlæge Thomas Maria Melchior ved Hjertemedicinsk afdeling ved Sjællands Universitetshospital har begået en passioneret og imponerende grundig bog om, hvordan udenlandske søsterordener var bag opbygning og modernisering af sygehusvæsenet i Danmark i 1800- og 1900-tallet og dermed bidrog til fundamentet for den velfærdsstat, vi har i dag. 

BØGER: ´Madregler´ er en handy indgang til en madkultur, der er bedre for både den enkelte borger og vores udsatte klode. Bøger som denne vil dog næppe gøre en stor forskel for dem, der i forvejen har få midler og lever usundt.

PODCAST: Mennesker, som er blevet ramt af en tumor i hjernen, beretter ofte om kognitive udfordringer og manglende forståelse for deres sygdom. Podcastserien ´Hjernetumorliv´ fra Hjernetumorforeningen er et modigt og vellykket forsøg på at give omgivelserne indblik i de mange udfordringer, som de alt for ofte usynlige patienter må kæmpe med hjemme, på arbejdsmarkedet og i forhold til det kommunale sundhedssystem.

KULTUR-TEMPERATUR: Cheflæge Martin Schultz havde ikke set den komme. Men han er via sin 15-årige datter blevet draget af computerspillet ’The Last of Us’, der viser en verden i smukt forfald.

TV: Miniserien ´Dør far i morgen?´ på TV2 Nord er en sjælden fin, vemodig og livsbekræftende fortalt skildring af alt det, som er vigtigst i den sidste tid i livet for den unge kræftsyge far Kristian, og hans kone og deres tre mindreårige børn. Hver dag kommer døden tættere på, men ingen ved, hvornår den indtræffer, og hvordan finder man så den udholdelige balance mellem håb og virkelighed?