Kombinationsimmunterapi øger overlevelsen markant hos nyrekræftpatienter med hjernemetastaser

Overlevelsen hos nyrekræftpatienter med hjernemetastaser er næsten dobbelt så lang, når de får kombinationsimmunterapi, som når de behandles med tyrosinkinasehæmmer (TKI) monoterapi.

Det viser en ny real world-undersøgelse, som også peger på, at intensive hjernestyrede behandlinger som stereotaktisk radiokirurgi (SRS) og neurokirurgi er forbundet med længere overlevelse hos nyrekræftpatienter med hjernemetastaser.

"Denne undersøgelse tyder på, at vi stadig bør tænke på mere intensive systemiske terapier - primært kombinationsimmunterapi - også hos disse patienter med hjernemetastaser. Vi kan starte hjernestyret terapi først, og hvis hjernemetastaser er velkontrollerede, kan vi starte kombinationsimmunterapi i stedet for TKI-monoterapi hos disse patienter,” siger Kosuke Takemura fra Tom Baker Cancer Center ved University of Calgary, Canada, som præsenterede studiets resultater på 2023 ASCO Genitourinary Cancers Symposium, til ASCO Daily News.

I studiet (abstract #600), udførte Kosuke Takemura og hans kolleger en analyse af resultater i den virkelige verden hos patienter med nyrekræft (RCC) og hjernemetastaser, der gennemgik førstelinjebehandling. Til undersøgelsen brugte de data fra International Metastatic Renal Cell Carcinoma Database Consortium (IMDC). Analysen omfattede 10.224 egnede patienter med metastatisk RCC, herunder 803 med hjernemetastaser, svarende til en incidens på 7,9 procent.

En sammenligning af baseline-karakteristika mellem patienter med og uden hjernemetastaser ved behandlingsstart viste, at patienter med hjernemetastaser var yngre (medianalder 62 mod 64 år) og havde en tendens til at have værre IMDC-risiko (International Metastatic RCC Database Consortium risikoscore).

Omkring en tredjedel af patienterne med hjernemetastaser havde IMDC dårlig risiko sammenlignet med omkring en fjerdedel af patienterne uden hjernemetastaser (P = 0,006). For patienter behandlet med TKI-monoterapi var der en signifikant forskel i median samlet overlevelse (OS) hos patienter med hjernemetastaser sammenlignet med dem uden (16,5 mod 27,7 måneder; P < 0,001). Blandt patienter behandlet med kombinationsimmunterapi var der en numerisk, men ikke statistisk, signifikant forskel i OS mellem patienter med og uden hjernemetastaser (32,7 mod 47,2 måneder; P = 0,090). Forskergruppen er usikker på, om den manglende signifikans skyldtes det lille antal patienter eller bedre behandlingsrespons på kombinationsimmunterapi hos patienter med hjernemetastaser.

Bedre respons og overlevelse 

Kosuke Takemura og hans kolleger undersøgte også forskelle mellem patienter med hjernemetastaser behandlet med kombinationsimmunterapi (99 patienter) sammenlignet med TKI-monoterapi (704 patienter). Opdivo (nivolumab) kombineret med Yervoy (ipilimumab) var den mest almindelige (81 procent) kombinationsimmunterapi, efterfulgt af Keytruda (pembrolizumab) i kombination med Inlyta (axitinib) (ni procent).

Størstedelen (76 procent) af patienterne behandlet med TKI-monoterapi fik Sutent (sunitinib). Signifikant flere patienter behandlet med TKI monoterapi havde symptomer fra deres hjernemetastaser ved præsentationen (72 procent mod 57 procent; P < 0,022), hvilket kan være relateret til brugen af CT-scanninger ved første diagnose af metastatisk sygdom.

Ifølge Kosuke Takemura har patienter med hjernemetastaser en tendens til at have dårligere performancestatus på grund af de symptomer, de oplever. På trods af at man ved, at kombinationsimmunterapi synes at være en mere effektiv behandlingsmulighed for metastatisk RCC sammenlignet med TKI-monoterapi, vælger nogle klinikere TKI-monoterapi til denne patientpopulation. Mens kun 41 procent af patienterne behandlet med TKI-monoterapi påbegyndte førstelinjebehandling i 2014 eller senere, startede alle patienter behandlet med kombinationsimmunterapi i 2014 eller senere (P < 0,001). Patienter behandlet med kombinationsimmunterapi havde en højere samlet responsrate sammenlignet med TKI-monoterapi, selvom dette ikke nåede statistisk signifikans (41 procent mod 31 procent; P = 0,090). Median OS var imidlertid signifikant bedre med kombinationsimmunterapi (32,7 måneder mod 16,5 måneder; P<0,001).

Forskerne observerede, at hjernestyrede terapier har ændret sig gennem årene. For eksempel fandt de, at brugen af helhjernestrålebehandling (WBRT) var faldet signifikant fra 2004-2008 til 2019-2022 (P < 0,001). Derimod var brugen af SRS steget markant fra 2004-2008 til 2019-2022 (P < 0.001). Mens kun omkring en tredjedel (32 procent) af patienter behandlet med WBRT eller uden hjernestyret terapi (34 procent) påbegyndte førstelinje systemisk behandling i 2014 eller senere, startede 58 procent af patienterne, der gennemgik SRS eller neurokirurgi, førstelinje systemisk behandling i 2014 eller senere (P < .001). En OS-analyse viste en signifikant forskel i median OS for patienter behandlet med SRS/neurokirurgi sammenlignet med WBRT eller ingen hjernestyret terapi (23,4 mod 7,5 mod 10,5 måneder; P < 0,001).