Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Overvågning efter nyrekræftoperation er lige så godt som immunterapi inden og efter

Det kan lige så godt betale sig at overvåge patienter med højrisiko nyrecellekarcinom efter operation som at give dem Opdivo (nivolumab) før og efter operationen. Det konkluderer fase III-studiet PROSPER EA8143, som blev stoppet før tid på grund af den manglende evidens for gavnen af nivolumab.

Studiets resultater er publiceret i The Lancet. Her har forskerne sammenlignet tilbagefaldsfri overlevelse hos henholdsvis patienter med højrisiko nyrecellekarcinom, som fik nivolumab før og efter nefrektomi, og hos patienter, som udelukkende blev overvåget efter operation. Patienterne, der deltog i studiet, havde en Eastern Cooperative Oncology Group performancestatus på 0-1 og havde tidligere ubehandlet klinisk stadium T2 eller højere eller Tany N+ nyrecellekarcinom med klarcellet eller ikke-klarcellet histologi planlagt til partiel eller radikal nefrektomi. Udvalgte patienter med oligometastatisk sygdom, som var sygdomsfri på andre sygdomssteder inden for 12 uger efter operationen, var også kvalificerede til inklusion i studiet. Patienternes gennemsnitsalder var 61 år, og 30 procent var kvinder. 88 procent var hvide, og 10 procent var latinamerikanske.

Forskerne tildelte tilfældigt (1:1) 819 patienter enten nivolumab plus operation (404 patienter) eller operation efterfulgt af overvågning (415 patienter). 366 patienter, der blev tildelt nivolumab plus kirurgi, og 387 patienter, der kun blev tildelt kirurgi, startede behandlingen. I nivolumab-gruppen blev nivolumab 480 mg administreret før operationen, efterfulgt af 9 adjuverende doser. Det primære endepunkt var recidivfri overlevelse hos patienter med nyrecellekarcinom vurderet hos alle randomiseret tildelte patienter uanset histologi.

Ingen forskel i tilbagefaldsfri overlevelse

Data- og sikkerhedsovervågningsudvalget stoppede forsøget ved en planlagt mellemanalyse på grund af nytteløshed. Den gennemsnitlige opfølgning var 30,4 måneder i nivolumab-gruppen og 30,1 måneder i gruppen med kun operation. 

94 procent af de 404 patienter i nivolumab-gruppen og 96 procent af de 415 patienter i gruppen med kun kirurgi havde nyrecellekarcinom og var inkluderet i den recidivfri overlevelsesanalyse. Ved data cutoff var tilbagefaldsfri overlevelse ikke signifikant forskellig de to grupper imellem. For nivolumab-gruppen havde 125 patienter (33 procent) af 381 patienter tilbagefaldsfri overlevelseshændelser versus 133 patienter (33 procent) af de 399 patienter, som kun fik operation. Hazard ratio var 0,94.

De mest almindelige behandlingsrelaterede bivirkninger af grad 3-4 var forhøjet lipase (17 af 366 patienter i nivolumab-gruppen mod ingen i gruppen, der kun fik kirurgi), anæmi (syv versus ni) øget alaninaminotransferase (ti versus én), mavesmerter (fire versus seks) og øget serumamylase (ni versus ingen). 48 procent af patienterne i nivolumab-gruppen og 24 procent i gruppen med kun kirurgi havde grad 3-5 bivirkninger af en hvilken som helst årsag, hvoraf de mest almindelige var anæmi (23 versus 19), hypertension (27 versus ni) og forhøjet lipase (18 versus seks). 12 procent af 404 patienter i nivolumab-gruppen og 10 procent af 415 i gruppen med kun operation døde, hvoraf henholdsvis to procent og en procent blev bestemt til at være behandlingsrelaterede.

Kultur

BØGER: Traumet har kæmpet sig frem i rampelyset. Men selvom vi derfor tror, at vi ved, hvad vi taler om, når vi taler om traumer, så gør vi det ikke. Det mener lektor i psykologi, Karen-Inge Karstoft, der blandt andet vil have os til at forstå, at vi ofte overvurderer omfanget af psykiske reaktioner hos dem, der oplever potentielt traumatiske begivenheder.

BØGER: Forfatteren blev læge, og lægen blev forfatter. Annette Ellegaard pendulerer mellem identiteter og skriver om mord og dramaer i den medicinalbranche, vi alle er viklet ind i.

FILM: Den spanske mesterinstruktør, Pedro Almodóvar, har lavet en stilfuld og elegant film om aktiv dødshjælp. Desværre bliver den først rigtigt medrivende meget sent.

FILM: ’We Live in Time’ er et parforholds- og kræftdrama, der berører seeren, selvom spillefilmen sin barske historie til trods også minder om et glansbillede. Det er ikke en overbevisende skildring af et sygdomsforløb, men den egner sig til en omgang hyggesørgen med lommetørklæder og popcorn.

KULTUR-TEMPERATUR: Afdelingslæge og psykiatri-formand Jacob Isøe Klærke hylder komikeren Roberto Benigninis komedie ’Livet er Smukt’.  ”Det er en meget anderledes måde at gå til Holocaust og krig på sammenlignet med de fleste andre film om emnet,” siger han om filmen.

BØGER: Overlæge Thomas Maria Melchior ved Hjertemedicinsk afdeling ved Sjællands Universitetshospital har begået en passioneret og imponerende grundig bog om, hvordan udenlandske søsterordener var bag opbygning og modernisering af sygehusvæsenet i Danmark i 1800- og 1900-tallet og dermed bidrog til fundamentet for den velfærdsstat, vi har i dag. 

BØGER: ´Madregler´ er en handy indgang til en madkultur, der er bedre for både den enkelte borger og vores udsatte klode. Bøger som denne vil dog næppe gøre en stor forskel for dem, der i forvejen har få midler og lever usundt.

PODCAST: Mennesker, som er blevet ramt af en tumor i hjernen, beretter ofte om kognitive udfordringer og manglende forståelse for deres sygdom. Podcastserien ´Hjernetumorliv´ fra Hjernetumorforeningen er et modigt og vellykket forsøg på at give omgivelserne indblik i de mange udfordringer, som de alt for ofte usynlige patienter må kæmpe med hjemme, på arbejdsmarkedet og i forhold til det kommunale sundhedssystem.

KULTUR-TEMPERATUR: Cheflæge Martin Schultz havde ikke set den komme. Men han er via sin 15-årige datter blevet draget af computerspillet ’The Last of Us’, der viser en verden i smukt forfald.

TV: Miniserien ´Dør far i morgen?´ på TV2 Nord er en sjælden fin, vemodig og livsbekræftende fortalt skildring af alt det, som er vigtigst i den sidste tid i livet for den unge kræftsyge far Kristian, og hans kone og deres tre mindreårige børn. Hver dag kommer døden tættere på, men ingen ved, hvornår den indtræffer, og hvordan finder man så den udholdelige balance mellem håb og virkelighed?