Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Nye retningslinjer for tidlig opsporing af prostatakræft fokuserer på familiær disposition

Michael Borre

Michael Borre

Nye retningslinjer for tidlig opsporing for prostatakræft er på trapperne, og de tager et skridt mod at konkretisere, hvornår mænd er familiært disponeret for prostatakræft og bør tilbydes løbende PSA-test fra 45 årsalderen og desuden genetiske test.

Det skal bl.a. være med til at sikre ensartet opsporing af prostatakræft på tværs af landet, fortæller Michael Borre, lærestolsprofessor i urologi ved Aarhus Universitet. 

Han er formand for prostatacancer-faggruppen DaProCa, der hører under Dansk Urologisk Cancer Gruppe, og som er ansvarlige for at lave den årlige opdatering af retningslinjerne for tidlig opsporing af prostatakræft. 

Ved den seneste revidering i 2020 fastlog forfattergruppen – igen – at der ikke er videnskabeligt basis for systematisk prostatacancerscreening af mænd, da det kan føre til overdiagnostik og overbehandling. 

Der er dog evidens, som peger på, at det gavner overlevelsen at teste mænd i en vis alder og med familiær disposition og BRCA2-mutation og dermed i øget risiko fro prostatakræft. De bør få et velinformeret tilbud om PSA-test fra alderen 45 år og op, skrev faggruppen i 2020. 

Familiær disposition skal defineres

Det har dog været uafklaret, hvad det vil sige at være familiært disponeret, og om de i nogle tilfælde bør gentestes for at kortlægge en eventuel BRCA2-mutation, der øger risiko for at få kræften. 

Det er nogle af de spørgsmål, som DaProCa forsøger at imødekomme i den kommende revidering af retningslinjerne, der forventes udgivet i starten af 2022, fortæller Michael Borre. 

”De kommende og opdaterede retningslinjer vil have et større fokus på familiære dispositioner, og hvad det vil sige at være familiært disponeret. For nogle familier er det så oplagt, at det skriger til himlen, mens det for andre måske befinder sig i en gråzone. Det vil vi forsøge at rådgive omkring i de nye retningslinjer,” siger han. 

Han løfter låget for, hvad DaProCa indtil videre har valgt som overordnet definition for familiær disposition. 

”Man er familiært disponeret, hvis man har haft tre førstegradsslægtninge med prostatakræft, eller to slægtninge diagnosticeret før de er fyldt 55 år,” skriver han over mail og uddyber, at det flugter med de såkaldte Hopkins Criteria. 

BRCA2-mutation øger risiko for prostatakræft

I lighed med brystkræft blev der allerede i 2014 påvist en øget risiko for prostatakræft ved mutation i reparationsgenet BRCA2. Det gælder både for sygdommens omfang og risikoen for at udvikle sygdommen i en tidlig alder. 

Under den nuværende revidering af retningslinjerne arbejder DaProCa for første gang sammen med en gruppe af kliniske genetikere fra bl.a. Dansk Selskab for Medicinsk Genetik, som er samlet på tværs af regionerne. Gruppen skriver på et afsnit om, hvornår det vil give mening at teste familiært disponerede mænd for bl.a. BRCA2-mutation. 

Overlæge Karin Wadt og læge, ph.d. Anna Byrjalsen fra Klinisk Genetisk Afdeling på Rigshospitalet skriver på vegne af gruppen: 

”Vi arbejder aktuelt på retningslinjer for udredning og kontroltilbud til danske mænd med arvelig disposition til prostatacancer. I dette arbejde har vi fokus på at definere nogle kriterier for, hvornår der bør henvises til genetisk udredning, og hvornår der er indikation for fremadrettet kontrol af mænd med en øget risiko for prostatacancer.

”Overordnet set kan vi sige at det kommer til at gælde mænd med en påfaldende familiehistorik med prostatacancer og/eller mænd, som har fået påvist en sygdomsdisponerende variant i BRCA2-genet. Hvordan kriterierne helt konkret kommer til at se ud er ikke helt på plads, og vi kan derfor først give en udmelding herom når, der er konsensus og retningslinjen har været i høring.”  

Manglende ensretning

Den igangværende revidering af retningslinjerne vil konkretisere opsporing og test for at sikre, at mænd får ens og optimale tilbud om test og opfølgning herpå på tværs af landet. Sådan er det nemlig ikke nu, konstaterer Michael Borre. 

”Det er helt klart sådan, at vi ikke tilbyder det samme på tværs af regionerne og hospitalerne. Ét sted vil man med en BRCA-forandring blive fulgt helt fast, mens man et andet sted ikke vil gøre noget særligt ud af det. Hvis vi i fællesskab med genetikerne kan komme med et bud på, hvad vi kan gøre her, så tænker jeg, at det kan være en hjælp,” siger han.

Karin Wadt og genetikgruppen uddyber: 

”Aktuelt er der i Danmark ikke en national retningslinje, som beskriver hvordan mænd med sygdomsdisponerende BRCA varianter skal følges. Dette medfører, at der er forskellige tilbud til mænd med BRCA-varianter i de forskellige regioner i Danmark, hvor nogle tilbydes at blive fulgt årligt på en urologisk afdeling, mens andre anbefales årlig PSA-måling via egen læge. Vi vil i den nye retningslinje gerne være med til at ensrette anbefalingerne.” 

Genetikkens indtog i den tidlige opsporing af prostatakræft, kan muligvis være med til at bane vejen for forskning i målrettet behandling af BRCA-muteret prostatakræft med PARP-hæmmere, håber Michael Borre.

”Modsat æggestokkræft er der stadigvæk ikke godkendt en PARP-hæmmer til BRCA-muteret prostatakræft. Det kliniske forsøg, der skal danne basis for en godkendelse, eksisterer, men er endnu ikke endeligt bedømt i Medicinrådet,” siger han.

Kultur

BØGER: Traumet har kæmpet sig frem i rampelyset. Men selvom vi derfor tror, at vi ved, hvad vi taler om, når vi taler om traumer, så gør vi det ikke. Det mener lektor i psykologi, Karen-Inge Karstoft, der blandt andet vil have os til at forstå, at vi ofte overvurderer omfanget af psykiske reaktioner hos dem, der oplever potentielt traumatiske begivenheder.

BØGER: Forfatteren blev læge, og lægen blev forfatter. Annette Ellegaard pendulerer mellem identiteter og skriver om mord og dramaer i den medicinalbranche, vi alle er viklet ind i.

FILM: Den spanske mesterinstruktør, Pedro Almodóvar, har lavet en stilfuld og elegant film om aktiv dødshjælp. Desværre bliver den først rigtigt medrivende meget sent.

FILM: ’We Live in Time’ er et parforholds- og kræftdrama, der berører seeren, selvom spillefilmen sin barske historie til trods også minder om et glansbillede. Det er ikke en overbevisende skildring af et sygdomsforløb, men den egner sig til en omgang hyggesørgen med lommetørklæder og popcorn.

KULTUR-TEMPERATUR: Afdelingslæge og psykiatri-formand Jacob Isøe Klærke hylder komikeren Roberto Benigninis komedie ’Livet er Smukt’.  ”Det er en meget anderledes måde at gå til Holocaust og krig på sammenlignet med de fleste andre film om emnet,” siger han om filmen.

BØGER: Overlæge Thomas Maria Melchior ved Hjertemedicinsk afdeling ved Sjællands Universitetshospital har begået en passioneret og imponerende grundig bog om, hvordan udenlandske søsterordener var bag opbygning og modernisering af sygehusvæsenet i Danmark i 1800- og 1900-tallet og dermed bidrog til fundamentet for den velfærdsstat, vi har i dag. 

BØGER: ´Madregler´ er en handy indgang til en madkultur, der er bedre for både den enkelte borger og vores udsatte klode. Bøger som denne vil dog næppe gøre en stor forskel for dem, der i forvejen har få midler og lever usundt.

PODCAST: Mennesker, som er blevet ramt af en tumor i hjernen, beretter ofte om kognitive udfordringer og manglende forståelse for deres sygdom. Podcastserien ´Hjernetumorliv´ fra Hjernetumorforeningen er et modigt og vellykket forsøg på at give omgivelserne indblik i de mange udfordringer, som de alt for ofte usynlige patienter må kæmpe med hjemme, på arbejdsmarkedet og i forhold til det kommunale sundhedssystem.

KULTUR-TEMPERATUR: Cheflæge Martin Schultz havde ikke set den komme. Men han er via sin 15-årige datter blevet draget af computerspillet ’The Last of Us’, der viser en verden i smukt forfald.

TV: Miniserien ´Dør far i morgen?´ på TV2 Nord er en sjælden fin, vemodig og livsbekræftende fortalt skildring af alt det, som er vigtigst i den sidste tid i livet for den unge kræftsyge far Kristian, og hans kone og deres tre mindreårige børn. Hver dag kommer døden tættere på, men ingen ved, hvornår den indtræffer, og hvordan finder man så den udholdelige balance mellem håb og virkelighed?