Nyt EU-projekt: Danskere skal udvikle ny screeningsmetode for prostatakræft
Forskere fra Regionshospitalet Randers skal sammen med en række andre europæiske lande udvikle og afprøve en ny systematisk screeningsprocedure, der skal identificere behandlingskrævende prostatakræft hos mænd uden symptomer.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
I EU-projektet, der går under navnet PRAISE-U, skal seniorforskere fra Universitetsklinik for Kræftscreening på Regionshospitalet Randers undersøge barrierer for den nye screeningsprocedure.
Håbet er, at projektet kan være med til at skære ned på antallet af patienter, der får tilbudt behandling, hvor det ikke er nødvendigt.
“Det handler om at få lavet en screeningsprocedure, hvor mænd kan få at vide, at de har et forhøjet PSA-tal, men at det ikke er en god ide at behandle det. Og det er meget komplekst at få formidlet, uden det giver anledning til bekymring hos mændene,” siger seniorforsker Mette Bach Larsen.
PRAISE-U (Prostate cancer Awareness and Initiative for Screening in the European Union) løber over tre år med deltagelse fra 12 lande, og den nye procedure afprøves i Polen, Spanien, Irland og Litauen.
For mange bliver patienter
Den nye screeningsprocedure består af en række trin: Først PSA-testes mændene, og hvis resultatet er unormalt, tilbydes en risikovurdering. Ved forhøjet tilbydes en MR-scanning, og først hvis den viser unormale forhold, vil der blive foretaget en biopsi og eventuel behandling.
“Når det kommer til prostatakræft, så handler det især om at forhindre overdiagnostik og overbehandling. Ved kun at benytte PSA-tests, og når brugen ikke er systematisk, bliver for mange mænd gjort til patienter. I dag finder vi desværre for mange, som vi nok ikke burde behandle,” siger seniorforsker Pia Kirkegaard, der bidrager til projektet.
Udover udvikling af en ny procedure undersøger projektet også de psykosociale konsekvenser for mændene ved at deltage i et screeningsprogram, samt hvordan klinikere oplever kontakten med patienterne.
Resultaterne vil indgå i en vidensbank, så alle lande på sigt vil kunne træffe beslutning om at indføre systematisk screening for prostatakræft.
PRAISE-U-projektet har modtaget 73,3 millioner kroner fra det europæiske sundhedsprogram EU4HEALTH. Heraf har Universitetsklinik for Kræftscreening modtaget 3,7 millioner kroner til at lede forskningsdelen om psykosociale konsekvenser og barrierer.