Forskere: Udredning for tarmkræft kan foregå i almen praksis uden risiko for ekstra spredning
Der er større sandsynlighed for, at tarmkræft diagnosticeres, hvis praktiserende læger står for den indledende udredning, fremfor hvis hospitalets diagnostiske enheder gør det. Det viser et dansk registerbaseret studie, som samtidig konkluderer, at der ikke er forskel i sygdomsstadier ved diagnose på de to tilgange.
Resultaterne tyder på, at praktiserende læger kan varetage den indledende udredning, uden det medfører mere avanceret tarmkræft.
Sådan konkluderer forskerne bag studiet, der er publiceret i Acta Oncologica, og har postdoc Christina Sadolin Damhus fra Afdeling for Almen Medicin ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet som førsteforfatter.
”Det ser ikke ud til, at der er et stort problem, hvad prognose angår, at tarmkræftpatienter bliver fundet hos egen læge frem for på hospitalerne. Da almen praksis finder flere tarmkræftpatienter end de diagnostiske enheder, bruger de praktiserende læger tilsyneladende CT-scanninger med en begrundet mistanke,” siger Christina Sadolin Damhus.
De diagnostiske pakkeforløb er organiseret forskelligt i regionerne i Danmark, og der har hidtil ikke været evidens for, at en tilgang er bedre end en anden. Nogle steder står praktiserende læger selv for den indledende udredning, andre steder er opgaven placeret hos de diagnostiske enheder på hospitalerne. Forløbene henvender sig til patienter med uspecifikke symptomer og kan igangsættes, hvis en læge mistænker alvorlig sygdom, herunder kræft. Den indledende udredning består oftest af blodprøver og CT-scanning. Tarmkræft blev valgt som fokusområde til dette studie, da det er en kræfttype, der ofte bliver fundet via de diagnostiske pakkeforløb.
Lægger op til debat om diagnostik
Studiet er registerbaseret, hvor forskerne har sammenlignet de to udredningsmodeller i forhold til sandsynligheden for tarmkræft og tarmkræftstadie ved diagnose. I alt indgik 16.125 cases, heraf havde 38 procent lokaliseret tarmkræft, 42 procent havde ikke-lokaliseret sygdom, og 20 procent havde et udefinerbart stadie.
Estimaterne af forskellene mellem lokaliseret versus metastatisk sygdom i de to modeller var små og statistisk ikke-signifikante. På den baggrund finder forskerne altså ingen grund til at konkludere, at patienter udredt i almen praksis har en dårligere eller bedre kræftdiagnose end dem, hvis diagnostiske pakkeforløb foregår på hospitalet.
Da studiet fandt relativt flere patienter diagnosticeret med kræft inden for almen praksis-modellen, lægger studiet ifølge forfatterne op til en diskussion af det rigtige tidspunkt for en diagnostisk indsats, så det er muligt at afveje gavn og skader af et sådant forløb.
”Der er en jo før jo bedre-tendens i samfundet. Men vi ved ikke, om en øget adgang til scanninger og undersøgelser gør noget godt. Og når vi henviser borgere med vage symptomer til undersøgelser på hospitalerne, vil det også ske på bekostning af andre patienter med behov for eksempelvis radiologiske undersøgelser,” siger Christina Sadolin Damhus.
