Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Privathospital vil udføre avanceret kræftkirurgi 

Aleris Hamlet i Aarhus har ansøgt Sundhedsstyrelsen om at varetage avancerede operationer for tarmkræft, men opgaven bør ikke tilfalde et privathospital, lyder det fra kritikere. 

“Det er fuldstændigt uhørt”.

Sådan lyder det fra konstitueret cheflæge på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, Ole Mogensen, da han får at vide, at privathospitalet Aleris Hamlet i fremtiden ønsker at varetage opgaven med de avancerede CRS-operationer (cytoreduktiv kirurgi) for tarmkræft med spredning til bughulen. 

Kræftbehandling i det private sundhedsvæsen

  • Behandling af kræft i sygehusvæsenet kan opdeles i det, der foregår på hovedfunktionsniveau, og det der er omfattet af Sundhedsstyrelsens specialeplan.
  • Hovedfunktionsniveauet omfatter almen behandling af begrænset kompleksitet, hvor såvel sygdommene som sundhedsvæsenets ydelser forekommer hyppigt. Specialeplanen omfatter de mere komplekse og sjældne behandlinger i sygehusvæsenet, som f.eks. CRS-operationer. 
  • Ingen privathospitaler er godkendt til varetagelse af specialfunktioner vedrørende kræftbehandling. De kan derfor aktuelt ikke behandle offentligt finansierede patienter for kræft på specialfunktionsniveau i specialeplanen. 
  • Offentlig finansieret kræftbehandling på det, der betegnes som hovedfunktionsniveau, kan foregå på privathospitaler, hvis privathospitalet indgår en aftale med Danske Regioner. Danske Regioner har f.eks. aftaler med 27 private aktører om udredning og behandling af hudkræft, som ikke er omfattet af kræftpakker samt aftale med fem private aktører om mammografiscreening. 

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner

“Jeg kender ikke til andre fortilfælde, hvor privathospitaler i Danmark er begyndt at operere avancerede cancer-operationer. Det vil i givet fald være et brud med overordnet faglig politik. Denne type operation hører til på et offentligt hospital og oftest på et universitetshospital,” uddyber Ole Mogensen. 

Som det ser ud i dag, tilbydes operationen kun på Aarhus Universitetshospital til svært syge patienter, men da det i foråret kom frem, at hospitalet ofte havde overskredet de lovfæstede maksimale ventetider på 14 dage, åbnede Sundhedsstyrelsen i sommer op for, at yderligere et sygehus kunne varetage behandlingen. Ifølge styrelsen for at sikre en mere “robust behandling” med flere kirurger, der kan foretage indgrebet. 

Sundhedsstyrelsen har siden da modtaget to ansøgninger fra henholdsvis Herlev Hospital og Aleris Hamlet i Aarhus, oplyser styrelsen. 

I løbet af de kommende måneder vil styrelsen vurdere ansøgningerne, herunder om hospitalerne lever op til de krav, der stilles til varetagelsen af behandlingen samt indhente rådgivning fra det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning. 

Komplicerede patienter kræver kapacitet og kompetencer 

Aleris Hamlet i Aarhus har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver dog i en mail:

“Vi kan ikke kommentere på den konkrete ansøgning, da den stadig ikke er afgjort. Men generelt ansøger vi kun om en specialistfunktion, hvis vi har kompetencerne og kapaciteten til dette,” lyder det. 

Ole Mogensen tvivler dog på, at Aleris Hamlet i Aarhus kan varetage indgrebet, der i nogle tilfælde kan vare op mod 12 timer.

“Det er meget komplicerede patienter og langvarige operationer, der kan medføre store blodtab. Cirka 2/3 af patienterne har komplikationer efter operationen, og 20 procent har svære komplikationer. Det vil jeg ikke mene, at Aleris er gearet til at kunne tage sig af. Man skal have et vagtberedskab af kirurger og anæstesilæger, der kan agere akut, hvis patienten skal reopereres, have en blodtransfusion, eller der er tegn på blodforgiftning,” siger Ole Mogensen og tilføjer: 

“Som jeg ser privathospitalerne, så er deres opgave at varetage relativt ukomplicerede operationer, og som hovedregel tager de sig ikke selv af eventuelle komplikationer”. 

Ikke patienter nok

Den konstituerede cheflæge er i det hele taget skeptisk overfor, at behandlingen nu skal deles med et andet hospital, da han ikke mener, der er patienter nok til to hospitaler. 

“Det drejer sig om cirka 30 patienter med tarmkræft, der skal have foretaget CRS om året, og det er alt for lidt i forhold til at bevare fagligheden og ekspertisen. Det skal slet ikke ud på et privathospital, som vi ikke har tradition for at samarbejde med. Hvis det skal være på et andet hospital, skal der laves meget klare samarbejdsaftaler og holdes en national faglig konference for hver eneste patient,” siger Ole Mogensen.  

En ændring af hele det offentlige sundhedsvæsen

Per Vadgaard Andersen, der er næstformand i Dansk Kirurgisk Selskab og overlæge på Odense Universitetshospital, er enig i, at Aleris Hamlet i Aarhus ikke bør varetage opgaven med CRS-operationer netop på grund af kompleksiteten i indgrebet. 

“Det vil være en fuldstændig forandring af det danske sundhedsvæsen, hvis man flytter den slags avanceret behandling ud på privathospitaler. Så vil alle behandlinger jo kunne flyttes, og så accepterer vi en ændring af hele det offentlige sundhedsvæsen, hvor vi på sigt trækker personale ud i det private. Vi mangler jo i forvejen personale i det offentlige. Det vil blive et problem for mange patienter,” siger Per Vadgaard Andersen. 

På vegne af Dansk Kirurgisk Selskab mener han heller ikke, at behandlingen bør tilbydes to steder i landet. Han mener først, at det er forsvarligt at dele operationen op på to lokationer, når der er mellem 100 og 120 patienter om året - mod de nuværende cirka 30. 

“Hele specialeplanen baserer sig på, at øvelse gør mester, og at du bliver dygtigere desto flere tilfælde, du behandler og opererer. Der er en nedre grænse for, hvor lidt man kan behandle for at opretholde kompetencerne, og vi mener fra selskabets side, at der er så få operationer, at det ikke giver mening at dele det op to steder i Danmark,” siger Per Vadgaard Andersen og tilføjer: 

“Der er lige kommet nogle nye anbefalinger fra DCCG (Danish colorectalcancer group, red.) om, hvem der skal opereres, og det er lidt færre end tidligere. Så det understøtter, hvorfor det kun bør være et sted i landet,” siger han. 

Ikke overholdt maksimale ventetider

Faktum er dog stadig, at Aarhus Universitetshospital ikke har kunnet sikre, at operationerne blev udført til tide, hvilket ifølge lægefaglig direktør Claus Thomsen på Aarhus Universitetshospital “kan have kostet menneskeliv”. Det har han tidligere sagt til DR. 

Sagen har betydet, at afdelingen har mistet flere erfarne kirurger. Derfor har hospitalet fået hjælp fra kirurger fra Rigshospitalet to dage om ugen for at overholde de maksimale ventetider.

“Vi har helt klart ikke opfyldt vores forpligtelse i forhold til at være et landsdækkende center, og det skal vi lære af og sørge for, at det ikke gentager sig. Derfor er vi også i gang med at skaffe flere kirurger. Det tager dog tid at skaffe de rette kompetencer, og der er en oplæringsperiode,” siger Ole Mogensen. 

Sundhedsstyrelsen forventer at komme med en endelig udmelding i januar 2024, hvor man vil tage stilling til, hvem der skal varetage operationerne. 

Sundhedspolitisk Tidsskrift har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kræftens Bekæmpelse i sagen, men de har ikke ønsket at medvirke grundet travlhed med lanceringen af Kræftplan V, der skal videreudvikle og fremtidssikre kræftbehandlingen i Danmark. 



Nedslag i kræftsagen fra AUH

  • I foråret 2023 fortæller DR, at tarmkræftpatienter venter op til otte uger på at blive opereret på Aarhus Universitetshospitals mave- og tarmkirurgiske afdeling. Der må maksimalt gå 14 dage. 
  • Sundhedsministeren beder Region Midtjylland om en redegørelse i sagen. Af første del af redegørelsen fremgår det, at 293 kræftpatienter har ventet for længe. Redegørelsen omhandler hele 2022 samt januar og februar 2023. Anden del af redegørelsen viser, at 40 patienter i perioden fra september 2022 til marts 2023 kan have fået forkert information om, at de ville miste deres planlagte operationstid, hvis afdelingen skulle undersøge, om de kunne få hurtigere behandling i udlandet. 
  • I begyndelsen af juni siger de to kirurger, som er de bærende kræfter inden for avanceret mave- og tarmkræftkirurgi på AUH op i protest, fordi de ikke mener, at sagen har haft konsekvenser over for afdelingens cheflæge, Charlotte Burchard Nørager. Senere på måneden fortæller DR, atCharlotte Buchard Nørager og en chefsygeplejerske fra mave-tarmkirurgisk afdeling er blevet fritaget fra tjeneste.
  • I midten af juni udkommer en tredje redegørelse fra Region Midtjylland. Region Midtjylland beklager nu, at 306 kræftpatienter fra AUH ikke fik opfyldt deres rettigheder. 
  • I midten af juli kommer det frem, at Sundhedsstyrelsen har besluttet, at AUH ikke skal være eneste sygehus, der tilbyder avanceret kirurgisk behandling af mave- og tarmkræftpatienter. I samme ombæring fastslår styrelsen, at den specialiserede HIPEC-behandling (opvarmet kemoterapi, som bughulen skylles med efter operation), ikke længere skal være standardbehandling, men kun eksperimentel behandling i protokolleret regi. Fremover vil standardbehandlingen af mave-tarmkræftpatienter bestå af en indsprøjtning med kemoterapi, CRS (cytoreduktiv kirurgi) og endnu en omgang kemo. HIPEC-delen forsvinder på grund af manglende evidens ifølge styrelsen.
  • I begyndelsen af oktober skriver Region Midtjylland, at ventetiderne for tarmkræftpatienter er blevet kortere.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Kultur

BØGER: Traumet har kæmpet sig frem i rampelyset. Men selvom vi derfor tror, at vi ved, hvad vi taler om, når vi taler om traumer, så gør vi det ikke. Det mener lektor i psykologi, Karen-Inge Karstoft, der blandt andet vil have os til at forstå, at vi ofte overvurderer omfanget af psykiske reaktioner hos dem, der oplever potentielt traumatiske begivenheder.

BØGER: Forfatteren blev læge, og lægen blev forfatter. Annette Ellegaard pendulerer mellem identiteter og skriver om mord og dramaer i den medicinalbranche, vi alle er viklet ind i.

FILM: Den spanske mesterinstruktør, Pedro Almodóvar, har lavet en stilfuld og elegant film om aktiv dødshjælp. Desværre bliver den først rigtigt medrivende meget sent.

FILM: ’We Live in Time’ er et parforholds- og kræftdrama, der berører seeren, selvom spillefilmen sin barske historie til trods også minder om et glansbillede. Det er ikke en overbevisende skildring af et sygdomsforløb, men den egner sig til en omgang hyggesørgen med lommetørklæder og popcorn.

KULTUR-TEMPERATUR: Afdelingslæge og psykiatri-formand Jacob Isøe Klærke hylder komikeren Roberto Benigninis komedie ’Livet er Smukt’.  ”Det er en meget anderledes måde at gå til Holocaust og krig på sammenlignet med de fleste andre film om emnet,” siger han om filmen.

BØGER: Overlæge Thomas Maria Melchior ved Hjertemedicinsk afdeling ved Sjællands Universitetshospital har begået en passioneret og imponerende grundig bog om, hvordan udenlandske søsterordener var bag opbygning og modernisering af sygehusvæsenet i Danmark i 1800- og 1900-tallet og dermed bidrog til fundamentet for den velfærdsstat, vi har i dag. 

BØGER: ´Madregler´ er en handy indgang til en madkultur, der er bedre for både den enkelte borger og vores udsatte klode. Bøger som denne vil dog næppe gøre en stor forskel for dem, der i forvejen har få midler og lever usundt.

PODCAST: Mennesker, som er blevet ramt af en tumor i hjernen, beretter ofte om kognitive udfordringer og manglende forståelse for deres sygdom. Podcastserien ´Hjernetumorliv´ fra Hjernetumorforeningen er et modigt og vellykket forsøg på at give omgivelserne indblik i de mange udfordringer, som de alt for ofte usynlige patienter må kæmpe med hjemme, på arbejdsmarkedet og i forhold til det kommunale sundhedssystem.

KULTUR-TEMPERATUR: Cheflæge Martin Schultz havde ikke set den komme. Men han er via sin 15-årige datter blevet draget af computerspillet ’The Last of Us’, der viser en verden i smukt forfald.

TV: Miniserien ´Dør far i morgen?´ på TV2 Nord er en sjælden fin, vemodig og livsbekræftende fortalt skildring af alt det, som er vigtigst i den sidste tid i livet for den unge kræftsyge far Kristian, og hans kone og deres tre mindreårige børn. Hver dag kommer døden tættere på, men ingen ved, hvornår den indtræffer, og hvordan finder man så den udholdelige balance mellem håb og virkelighed?