Endelig godt nyt: Overlevelsen for æggestokkræft vil rykke sig nu
Vi vil formentlig snart se et betydeligt hop i overlevelsesraten for æggestokkræft pga. introduktionen af nye behandlinger.
Det er på trods af, at Sundhedsdatastyrelsen nyeste data for kræftoverlevelsen i Danmark 2016-2018 viser, at forbedring af overlevelsesraten for æggestokkræft i perioden 2004 til 2018 ikke har rykket sig meget og halter bagefter andre kræftformer.
Eksempelvis har den et-årige overlevelsesrate for lungekræft hos kvinder i perioden 2004-2018 rykket sig fra 36 procent til 60 procent (24 procent), hvor æggestokkræft kun har rykket sig 10 procent – fra 72 til 82 procent.
Den femårige overlevelse for æggestokkræft er samtidig lav og har kun rykket sig seks procent – fra 37 til 43 procent. De fleste kvinder med æggestokkræft lever altså ikke fem år efter diagnosetidspunktet.
Der er flere forklaringer, siger professor Lone Kjeld Petersen.
”Det kommer i høj grad an på, hvordan statistikken har set ud til at starte med. Udgangspunktet for æggestokkræft har ikke været ligeså slemt som for lungekræft. Det skal man holde in mente, når man sammenligner de to. Derudover er den ringe overlevelsesrate også et udtryk for, at æggestokkræft er en alvorlig sygdom, der er svær at behandle. Det er dog et område, hvor jeg forventer, at der kommer til at ske en del de kommende år,” siger Lone Kjeld Petersen, dr. med, professor og overlæge på gynækologisk afdeling ved Odens Universitetshospital. Hun leder forskningsstøtteenheden OPEN.
Et spørgsmål om få år, inden det ændrer sig
Et af problemerne ved æggestokkræft er, at langt hovedparten af patienter får tilbagefald, og dem har der ikke været specielt gode tilbud til, fortæller Lone Kjeld Petersen. Det ændrede sig dog i 2015, hvor olaparib (Lynparza) blev godkendt mod recidiverende BRCA-muteret æggestokkræft. I 2019 anbefalede Medicinrådet olaparib som standard vedligeholdelsesbehandling mod nydiagnosticeret fremskreden, aggressiv BRCA-muteret æggestokkræft.
Både godkendelsen i 2015 og 2019 vil sandsynligvis rykke den et-årige og fem-årige overlevelsesrate de kommende år, vurderer professor Lone Kjeld Petersen.
”Vi ser stadig ikke effekterne af PARP-hæmmerne i de nye 2016-2018-tal, men det vil ændre sig. SOLO-studiet viste en overlevelse fra 5,5 måneder til cirka 20 måneder for recidiverende BRCA-muteret patienter. Det vil rykke noget, at vi kan differentiere patienter til forskellige behandlinger.”
Derudover viser resultaterne fra en international undersøgelse, hvor danske centre også deltog, at operation efter tilbagefald hos udvalgte patienter kan øge overlevelsen med op mod 18 måneder.
”Vi er ved at indføre det nu, og det kommer til at rykke meget. På den måde er der er lys forude,” siger Lone Kjeld Petersen.