Endnu en PARP-hæmmer anbefalet mod ovarie-cancer uden BRCA-mutationer
Medicinrådet besluttede på sit møde onsdag at sadle om i forhold til Lynparza (olaparip) til æggestokkræftpatienter uden BRCA-mutation. Behandlingen var ellers tidligere blevet afvist.
Rådet valgte at anbefale olaparib i kombination med bevacizumab til førstelinjebehandling som vedligeholdelse for patienter med fremskreden kræft i æggestokkene, æggelederne eller primær kræft i bughinden.
Anbefalingen gælder patienter med epitelcelle highgrade karcinom og homolog rekombinationsdefekt (HRD+), men som ikke har mutationer i BRCA1/2-generne.
Rådet vurderer, at denne kombinationsbehandling er lige så effektiv som den nuværende standardbehandling, niraparib, til at udskyde forværring af sygdommen. Dog kan behandlingerne medføre bivirkninger som kvalme og træthed.
Omkostningerne ved de to behandlinger er sammenlignelige.
Tilbage i juni 2021 anbefalede Medicinrådet ellers ikke olaparib i kombination med bevacizumab for samme patientgruppe. Men lægemiddelfirmaet AstraZeneca anmodede om en revurdering af anbefalingen, baseret på ny prisinformation og en sammenligning med niraparib, som har været anbefalet siden 23. juni 2021.
Den nye anbefaling fra Medicinrådet inkluderer opdateret dokumentation fra AstraZeneca, som omfatter nye data og en opdateret sundhedsøkonomisk model.
Medicinrådets vurdering tager udgangspunkt i en indirekte sammenligning af effekt og sikkerhed for vedligeholdelsesbehandling med olaparib + bevacizumab fra studiet
PAOLA-1 vs. niraparib fra studiet PRIMA. Både PAOLA-1 og PRIMA er placebo-kontrollerede multicenter fase III-studier med udgangspunkt i avanceret kræft i æggestokkene. Begge studier randomiserede både HRD+/HRD- og BRCAwt/BRCAm-patienter.
Femårsoverlevelsesraten for HRD+ BRCAwt-populationen ved behandling med olaparib + bevacizumab i PAOLA-1 er på 54,7 procent, medianen er endnu ikke nået ved seneste data cut (median 61,7-måneders opfølgning). For niraparib er der ikke tilgængelige overlevelsesrater, og det er derfor ikke muligt med en formel sammenligning mellem OS for olaparib + bevacizumab og niraparib baseret på det nuværende begrænsede datagrundlag.
I Danmark diagnosticeres årligt cirka 450-550 patienter med kræft i æggestokkene, hvilket udgør ca. 2,8 procent af alle kræfttilfælde blandt kvinder. Medianalderen ved diagnosetidspunktet er 63 år. De tidlige stadier af sygdommen er ofte uden symptomer, og cirka 70-80 procent af patienterne har allerede lokal spredning eller avanceret sygdom ved diagnosen. Femårs overlevelsesraten for disse patienter ligger på omkring 40-50 procent. Det er derfor vigtigt, at patienterne bliver testet for både BRCA- og HRD-status for at sikre det bedste behandlingsvalg og prognose.